De har været gift i 50 år, de har tre voksne børn, et dejligt stort hus og tid til at nyde livet. Men så blev den ene alvorligt syg og de mistede begge deres frihed.
Dorthe Hansen har besøgt sin syge mand, som bor på plejehjem, to gange om dagen de sidste tre år. Efter at have plejet ham i to år, blev byrden for stor, og hun besluttede, at han skulle på plejehjem. Hun skulle have sit liv tilbage. Men det fik hun aldrig. Hendes samvittighed kom i vejen.
– Jeg kunne ikke finde på at tage fra ham. Ikke i otte dage, det gjorde jeg ikke. Det synes jeg er synd. Jeg tror ikke, jeg ville nyde min ferie. Jeg ville tænke på ham hele tide; hvad laver han nu? Hvad tænker han? Er han faldet?
Dorthe Hansen er en af de mange danskere, som er pårørende til en af de 7000 danskere, der har diagnosen Parkinson, en kronisk lidelse, der b.la. kan påvirke motorikken, hukommelsen og koncentrationen.
Dorthe Hansen traf beslutningen om at sende sin mand på plejehjem, da han blev så dårlig, at hun ikke længere havde mulighed eller kræfter til at passe ham, fortæller hun
- Rysten
- Muskestivhed
- Langsomme træge bevægelser
– Det var det bedste, hvis der ikke også skulle ske noget med mig også. For så kunne jeg jo ikke besøge ham og gøre mere for ham, hvis jeg blev syg og brækkede arme og ben. For han er jo tung.
Men beslutningen var hård for Dorthe Hansen. Der var pludselig et tomrum i hendes liv, fortæller hun.
– Jeg havde det som om, at jeg skubbede ham væk. Men det gjorde jeg i vitterligheden ikke. Det er være hvis han for eksempel faldt herhjemme. Det var jo mig der havde ansvaret.
Dorthe Hansens mand fik konstateret Parkinsons Sygdom i 2009.
Han skal have det godt
Dorthe Hansen ved godt, at hendes mands sygdom gør, at han ikke bemærker, hvis hun bliver væk. Alligevel vælger hun at besøge ham to gange om dagen.
– Jeg kommer klokken 11 og klokken fire. For så kan jeg hjælpe ham med at spise. Jeg skifter ham også selv så vidt jeg kan.
For Dorthe Hansen handler det om, at hendes mand skal have det så godt som muligt, og det mener hun ikke, at plejehjemmet alene kan sikre.
Jeg synes det er synd for ham. Der er nogle gange han har været utrolig våd, så jeg dårligt kunne bære bleen.
Dorthe Hansen
– Han kan ikke lige pludselig, som vi andre, rejse sig op og gå en tur. Han må blive sidende, hvor han bliver sat, og der er ikke mere at snakke om, sådan er det bare. Vi andre kan køre tur med ham, og lave alle mulige andre ting. Vi kan sludre med ham, fortæller hun.
Dorthe Hansen besøger sin mand to gange om dagen fire gange om ugen. De resterende tre dage har hun ”formiddagen fri”, som hun selv siger. Hun sørger dog for, at hendes mand får besøg om formiddagen af en af deres tre sønner, der kan holde ham ved selskab, indtil hun selv kommer klokken fire.
En tung ble
Dorthe Hansen siger, at hun ikke kun besøger sin mand for hans skyld. Hun kan nemlig ikke slappe af, før hun er sikker på, at han har det godt.
– Jeg gør det både for min egen skyld, og for hans skyld også. Så kan jeg roligt gå hjem om aftenen, da jeg ved, at nu har han fået mad, og han er skiftet, og vi har siddet og hygget os og snakket.
Dorthe Hansen har nogle gange oplevet, at hendes mand har siddet med en våd ble, og den tanke bryder hun sig ikke om. Det er en af årsagerne til, at hun besøger ham så ofte, fortæller hun
– Jeg synes det er synd for ham. Der er nogle gange han har været utrolig våd, så jeg dårligt kunne bære bleen.
Dorthe Hansen forklarer, at det ikke altid er tilfældet, at hendes mand ikke bliver skiftet. Men de få gange hvor det har været tilfældet, giver hende et behov for hverdag at skulle tjekke, om hendes mand har det godt.
Enkelte gange tager Dorthe Hansen en hel dag fri, og besøger ikke sin mand på plejehjemmet. Men for at sikre, at han har det så godt som muligt, har hun klistret en lille note over hans seng, så personalet ikke glemmer, at han skal have en tør ble på. Så sørger hun selvfølgelig også for, at han får besøg af en af sine sønner, der kan hygge og tale lidt med ham.
Dorthe Hansen har ikke ønsket at stå frem med sit rigtige navn. Redaktionen kender hendes identitet.