Idrætspensionister stadig skuffede over Frederiksberg Kommune

I november 2017 besluttede Frederiksberg Kommune at skære i tilskuddet til foreningen Pensionist Idræt.
Foto: Frederiksberg Kommune

Der er stadig skuffede miner blandt pensionisterne på Frederiksberg, efter kommunen sidste år valgte at skære i tilskuddet til foreningen Pensionist Idræt, der efterfølgende måtte lukke deres afdeling på Frederiksberg.

For kalenderåret 2017 modtog Pensionist Idræt 425.000 kr. i tilskud fra Frederiksberg Kommune, men i november 2017 besluttede Ældre- og Omsorgsudvalget at reducere tilskuddet, så de stod til at modtage 200.000 kr. i 2018. Det fik store konsekvenser for foreningen, der valgte at lukke deres afdeling på Frederiksberg.

Ole og Anne Drumm, der var medlemmer af Pensionist Idræt, er kritiske over den måde, Frederiksberg Kommune håndterede sagen på. Ole Drumm mener ikke, at kommunen gjorde nok for pensionisterne, efter foreningen lukkede.

– Jeg er absolut skuffet over kommunen. For når de tilbud, der fungerede så godt, bare lukkede, uden vi fik at vide hvorfor, så bliver man jo skuffet over, at kommunen ikke går ind og gør noget for os ældre mennesker, siger Ole Drumm og fortsætter:

– Jeg føler, jeg er blevet neglieret. Der skete jo ikke noget, mener Ole Drumm.

Afviser kritikken

Frederiksberg Kommune er dog ikke enig i Ole Drumms kritik. Kommunen oplyser, at der er mange andre aktiviteter, som pensionisterne kan deltage i på Frederiksberg.

Kommunen siger desuden, at Pensionist Idræts medlemstal har været faldende i den seneste årrække, og derfor besluttede kommunen at skære i tilskuddet. Det oplyser de på baggrund af oplevelser og observationer fra kommunale medarbejdere, der har været i kontakt med Pensionist Idræt.

Kommunen oplyser, at man har forsøgt at undersøge, hvor mange medlemmer foreningen havde, men det har ikke været muligt at få oplyst et specifikt tal.

Ifølge Thyge Enevoldsen, som er formand for Ældre- og Omsorgsudvalget, er det også årsagen til, at Pensionist Idræt har modtaget et større tilskud end andre foreninger hidtil. Han mener faktisk, at tilskuddet har været for højt.

– Mit indtryk er, at de har fået for meget støtte, fordi det har været vanskeligt at få udleveret et medlemstal af dem, siger Thyge Enevoldsen, der er formand for Ældre- og Omsorgsudvalget, som har godkendt kommunens tilskud til foreningen, vurderer Thyge Enevoldsen.

Der foreligger imidlertid et dokument, som baserer sig på foreningens optælling. Dokumentet peger på, at foreningen havde 298 medlemmer tilbage i 2018. Det er dog ikke et tal, Thyge Enevoldsen genkender. Han påpeger desuden, at der er mange andre foreninger, som også søger tilskud fra kommunen.

– Der er også andre foreninger, som søger penge, og som måske engagerer op i mod 800 personer. Så derfor tager udvalget hensyn til, hvor mange borgere pengene kommer til gode, siger Thyge Enevoldsen.

Manglede i hverdagen

Ole Drumm har idag organiseret sig i andre idrætsforeninger, men han var glad for de fysiske aktiviteter og det sociale liv, foreningen Pensionist Idræt tilbød til pensionisterne på Frederiksberg. Derfor ærgrede det ham, at foreningen måtte lukke.

– Foreningen gav mig for det første mulighed for at få noget motion. For det andet fandt jeg ud af, at det var nogle herlige gutter og damer, der var i klubben. Så rent socialt betød det også en hel del, siger Ole Drumm.

Hans kone, Anne Drumm, der tidligere gik til gymnastik i foreningen, var også skuffet over, at foreningen måtte lukke på Frederiksberg. Ifølge hende var den med til at skabe et socialt sammenhold, som er vigtigt for mange pensionister, der har forladt arbejdsmarkedet.

– Foreningen bidrog med noget socialt, som manglede i min hverdag, efter foreningen lukkede. Og samværet gik lidt tabt. Og det betød meget for mig at være sammen med andre mennesker, da jeg er stoppet på arbejdsmarkedet, fortæller Anne Drumm.

Også Anne Drumm er i dag aktiv i en anden idrætsforening på Frederiksberg.

Sådan gjorde vi: En række pensionister havde skrevet nogle debatindlæg i Frederiksberg Bladet, hvor de udtrykte deres utilfredshed med lukningen af Pensionist Idræt på Frederiksberg. I den forbindelse kontaktede journalisten pensionisterne, hvorefter journalisten kontaktede en repræsentant fra det relevante udvalg.