Foto: Flickr
Når man snakker om magteliter, går tanken ofte hen på gamle, hvide mænd i jakkesæt siddende rundt om et ovalt blankpolerede mahognibord, og som med cigarer eller dyr cognac i hånden dikterer verdensordenen. Selvom billedet er en fordom, de fleste af os trækker på smilebåndet over, så efterlader det dog stadig spørgsmålet ubesvaret hen. Og hvem bestemmer egentligt i Danmark? Hvem har magten?
Én endnu ikke offentliggjort ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet har forsøgt af opklare spørgsmålet. Dens foreløbige resultater viser, at selvom magteliten i Danmark er domineret af erhvervslivet, så er der også andre spillere som har sat sig på magten, bl.a. fagbevægelsen, politikere, embedsmænd, forskere og enkelte kultur- og mediefolk.
Når man mødes rigtig meget med nogle mennesker, opstår der også en forståelse for den andens position og måske også en fælles gruppeværdi, hvor medlemmernes får en større forståelse for hinanden.
Christoph Ellersgaard, ph.d.-studerende
Ph.d.-projektet er nået frem til sine resultater, ved metodisk at undersøge hvem der sidder i de forskellige bestyrelser i Danmark, og den forbindelse bestyrelserne og medlemmerne har til hinanden.
Resultaterne har tegnet et billede af, at den absolutte magtelite i Danmark består af 423 personer, hvoraf erhvervslivet udgør 40%, arbejdsgiverorganisationerne udgør 10% og fagbevægelsen udgør 10%. Projektet har også vist, at disse to traditionelle modstandere langt fra er så fjendske over for hinanden, som medierne ofte giver indtryk af.
Læs også: Fagbevægelsen der allierede sig med erhvervslivet
– De står relativt tæt på den her linje om ”Danmark som konkurrencestat”. At Danmark skal udvikle sig som stat i den internationale konkurrence, og det politiske fokus hele tiden skal sikre, at erhvervslivet er produktivt, og det er den måde Danmark skal overleve på. Og de sociale hensyn som kommer, skal være fordi de gør os mere produktive, og ikke fordi de er nødvendige, eller noget vi vil have, siger den 32-årige ph.d.-studerende i sociologi Christoph Ellersgaard, der er én af de to forskere bag projektet. er det synspunktet for både fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne.
Der er på det seneste adskillige eksempler på denne samhørighed på tværs af midten,Christoph Ellersgaard nævner her to:
– Vi så at formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, holdt tale på Venstres landsmøde sidste år, hvor han fokuserede mere på det man havde tilfælles, end det man var uenige om. På samme måde kan man se, at én af repræsentanterne for Dansk Industri, en af deres tidligere direktører Lars Goldschmidt, skal være folketingskandidat for Socialdemokraterne.
For at blive ved med at beholde deres plads i eliten har fagforeningerne måtte sluge en række kameler, som de ikke førhen har villet sluge.
Christoph Ellersgaard, ph.d.-studerende
Eliterne går langt for at undgå konflikt med hinanden
Projektet konkluderer, at årsagen til at den danske magtelite har samlet sig omkring den politiske midte er, at de først og fremmest vil have dialog og konsensus med hinanden frem for konflikter, som lock-out og strejker, som man eksempelvis oplever de i central- og sydeuropæiske lande.
Fokus for eliterne er altså på at nå en aftale og konsensus med modparten, og netop det er drivkraften i den danske model. Christoph Ellersgaard forklarer, hvordan det lader sig gøre:
– Når man mødes rigtig meget med nogle mennesker, opstår der også en forståelse for den andens position og måske også en fælles gruppeværdi, hvor medlemmernes får en større forståelse for hinanden. I den forbindelse opstår der også en kultur, som ikke går så meget ud på at at afskaffe de andre, men i stedet via diskussion at få dem til at opfører sig en smule anderledes.
Så længe erhvervslivet og fagbevægelsen kan blive enige gennem konsensus, så ønsker ingen af dem at afskaffe den danske model. Christoph Ellersgaard fremhæver Vejlegård-konflikten som et eksempel på det.
– Det der glimrede ved sit fravær, det var, at der ikke var nogle af de store arbejdsgiverorganisationer eller store virksomheder, der var ude og støtte Amin Skov og Hotel Vejlefjord i deres kamp mod fagforeningerne. Grundlæggende fordi den måde man aftaler arbejdsmarkedsaftaler på, er noget som Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og de store virksomheder er relativt godt tilfredse med.
Han mener, eksemplet med Vejlegaarden viser, at erhvervslivet ikke har interesse i, at fagforeningerne ikke har ret til at organisere sine medlemmerne.
”Fagbevægelsen har måtte sluge en masse kameler”
På den anden side har bestræbelsen efter konsensus imidlertid også ført til, at fagbevægelsen har måtte rykke sig ideologisk.
– For at blive ved med at beholde deres plads i eliten har fagforeningerne måtte sluge en række kameler, som de ikke førhen har villet sluge.
Det har haft den konsekvens at midten i dansk politik har flyttet sig til højre, hvilket ifølge Cristoph Ellesgaard ikke nødvendigvis kun kan opfattes negativt.
– Resultaterne tyder på, at selvom man snakker om, at fagforeningerne er i krise, har de i hvert fald formået stadig at gøre sig selv relevante og indgå aftaler med arbejdsgiverne.
Han fremhæver, at selvom verden bliver mere globaliseret, og det at have strengt fokus på økonomien bliver mere fremherskende, så har eliten i Danmark fastholdt princippet om konsensus.
Liberal Alliance og DF ude i kulden
Ph.d.-projektet har altså indtil videre vist, at eliterne i Danmark er samlet omkring midten, og det betyder ifølge Christoph Ellersgaard, at de mere yderliggående politiske partier ikke har den store indflydelse på magten og beslutningerne i de store og vigtige bestyrelser.
– For eksempel kan man se, at Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti, som repræsentere to forskellige former for højreorienteret politik, ikke står specielt centralt, netop fordi de på en række afgørende punkter ikke acceptere denne konsensus, som der er.
De foreløbige resultater peger altså på, at hvis man har ønske om at være en del af eliten i Danmark, så skal man politisk været orienteret omkring centrum-venstre eller centrum-højre, og være villig til at indgå konsensus på tværs af midten.
Der er imidlertid kun tale om foreløbige konklusioner, da Christoph Ellersgaard og hans kollega Anton Larsen stadig mangler at efterkontrollere resultaterne. Den endelige ph.d.-afhandling forventes offentliggjort til foråret. Af denne årsag, har det derfor ikke været mulig for ham at uddybe eller konkretisere store dele af resultaterne.