Danske matematiklærere skal uddannes i at håndtere talblindhed, en indlæringsvanskelighed som op mod fem procent af befolkningen lider af, mener fagfolk.
»Du er dum!«
Det har mange talblinde hørt fra matematiklæreren i folkeskolen. Men det skal være slut. Lærerseminarerne skal nemlig have mere specialundervisning på tapetet, samtidig med der skal forskes mere på området, hvis det står til Steen Polk formand for Danmarks Specialpædagogiske Forening.
»Vi er på begynderstadiet, så vi skal have viden, viden og viden. Og så skal lærerne på seminarerne have en viden i de specifikke matematikvanskeligheder, der ligger,« siger Steen Polk.
Man anslår, at hver 20. elev lider af talblindhed, men størstedelen ved ikke, de har en specifik indlæringsvanskelighed.
Endnu en lille gruppe det er synd for
På Christiansborg giver Liberal Alliance ikke meget for de talblindes problem.
»Jeg tror, vi skal gå en anden vej og have fokus på flertallet Nu finder du sådan en lille gruppe, det er synd for, og det kan man jo gøre i en uendelighed. Hvis man gør det hele tiden, så har man ikke flere penge til den almindelige folkeskole,« siger uddannelsesordfører Villum Christensen fra Liberal Alliance.
Det er Steen Polk dog langt fra enig i. Han mener kun, man fokuserer på dem, der klarer sig godt.
»Man bliver nødt til at have et samfund, hvor der er plads til alle. Hvor du kan gå ned at handle, uden du bliver nervøs. Det er jo tal hele vejen. Man mister altså enormt mange mennesker, hvis ikke man gør noget ved det her problem. De er jo stigmatiserede, det er jo et handikap,« siger han.
En 5-årig læreruddannelse
Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen mener sagtens, specialpædagogikken kunne blive inkorporeret i højere grad i læreruddannelsen.
»Men man skal være opmærksom på, vi ikke bare kan blive ved med at proppe ting ind i den læreruddannelse. Hvis der skal være plads til det hele, må vi have en 5-årig læreruddannelse på et højere niveau,« siger han.
Lige så mange talblinde som ordblinde
Ifølge nuværende forskning er der omtrent lige så mange talblinde som ordblinde. Der er bare ikke de samme tilbud og hjælpematerialer til de talblinde.
»Der findes ikke rigtig noget materiale, der kan hjælpe de talblinde ligesom de ordblinde. De ordblinde kan få en computer, der kan læse ting op for dem. Men der er lang vej endnu for de talblinde,« siger Steen Polk.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra regeringens eller Dansk Folkepartis uddannelsesordførere.
Læs også: