Når renoveringen af Nørreport Station for alvor går i gang, skal udrykningskøretøjer stadig kunne komme frem. Derfor har brandvæsnet stillet krav om fri passage og det har de fået. Det skyldes et tæt samarbejde mellem Banedanmark og Københavns Brandvæsen.
»Det er konkret sådan, at vi ikke kan grave hele området op på en gang, for så vil der netop være et stort hul i jorden, hvor brandbilerne ikke kan komme ind«, fortæller Henrik Vincentsen, der er Byggeleder på NyNørreport og ansat ved Banedanmark.
Intet er tilfældigt på Nørreport Station, heller ikke sikkerheden. Første spadestik til en renoveret station, blev taget i mandags. Men det var ikke første spadestik i sikringen af borgerne på Nørre Voldgade.
Tre års byggekaos kommer derfor slet ikke til at have konsekvenser for sikkerheden ved Nørreport Station.
Brandvæsnet har krævet, at der under byggeriet hele tiden skal være en flugtvej der er bred nok til at en brandbil kan komme ind og slukke en brand på både byggepladsen og på ejendommene på Nørre Voldgade.
De færdige planer er nu godkendt af Københavns Brandvæsen. Planer går bl.a. ud på, at man under byggearbejdet ikke må spærre trappeopgange og vinduer. Blandt andet skal vi bruge stiger, der lige er til at tage under armen så trappeopgange ikke spærres, fortæller Henrik Vincentsen.
Tegninger af byggepladsen ligger i udrykningskøretøjerne
Københavns Brandvæsen har taget højde for alt, derfor har de tegninger af byggepladsen liggende i alle brandbiler.
»Der vil dog komme tidspunkter i løbet af ombygningen, hvor vi i en periode ikke kan komme ind fra øst, og så kører vi selvfølgelig bare ind fra vest«, siger Niels Ole Blirup der er brandinspektør ved Københavns Brandvæsen.
Samtidig fortæller han, at alle brandmænd, hver dag briefes om mulige ændringer.
Brandvæsnet har bl.a. været med til at bestemme, at byggeriet skal opdeles i etaper, så de til hver en tid kan komme ind i alle vinduer og trapper.
Ambulanceansvarlig lover ikke noget
Ambulanceansvarlig fra Københavns Brandvæsen er dog ikke ligeså skråsikker, som sin kollega:
»Det kan ikke udelukkes, at det får en indflydelse på udrykningstiderne« siger Peter Bjørn Hansen fra Akutberedskabet.
Københavns Politi er derimod helt sikre på at vejarbejdet ikke kommer til at have indflydelse på udrykningstiden. Centrale vagtleder, Mads Firlings, mener ikke at vejspærringer kommer til at stå i vejen for politiet.
Læs også: