‘President Obama‘. Under det navn lancerede Barack Obama i forgårs sin personlige Facebook-side. Først nu, syv år inde i sin embedsperiode, har USA’s præsident fået sin egen personlige side.
Vi har spurgt en række kommunikationseksperter og en specialist i amerikansk politik, hvorfor Obama ikke har været på Facebook før nu.
Astrid Haug er uddannet cand.mag. i medievidenskab, rådgiver virksomheder og organisationer i sociale medier og digital strategi samt forfatter til blandt andet bogen ”Sig du kan li’ mig – indholdsstrategi for sociale medier”.
Hun understreger, at Obama er en af de præsidenter, der har været rigtig god til at have dialog med amerikanerne, og hun finder det ”spøjst”, at han først kommer på Facebook nu, hvor hans præsidenttid lakker mod enden. Der kan være flere strategiske motiver for den nye Facebook-side, vurderer hun.
Læs også: Syv år siden Obama blev valgt: Det har han betydet
– Nu hvor Obama ikke har så lang tid tilbage på posten, kan han måske tillade sig at være lidt mere åbenmundet på de sociale medier. Og så er der klart den mulighed, at han med profilen bygger op til et liv efter sin tid som præsident, siger Astrid Haug.
Hun forklarer, at Obama ved at oprette en Facebook-side nu får en sin egen kanal, uafhængig af Det Hvide Hus. Det, mener hun, kan være med til at skabe et god overgang til sin tid efter præsidentembedet.
Har i forvejen nem adgang til medierne
Men der er også andre forklaringer på, hvorfor Obama først melder sig personligt på Facebook nu.
Trine Nebel, der er fagmedarbejder på Danmarks Medie og Journalisthøjskole og forfatter til bogen ”Dit omdømme på sociale medier”, vurderer, at Obamas sene debut på Facebook hænger sammen med, at han via sin position allerede har haft nem adgang til medierne, og at en personlig profil derfor ikke gør den store forskel for ham:
– For Obama vil Facebook ikke gøre nævneværdigt fra eller til, fordi Obama som “meget stor” politiker allerede har alle ønskelige mediekanaler til sin rådighed. Man kan sige, at jo “mindre” en politiker, der er tale om, jo mere glæde kan denne have af Facebook, siger hun.
Nu hvor Obama ikke har så lang tid tilbage på posten, kan han måske tillade sig at være lidt mere åbenmundet på de sociale medier. Og så er der klart den mulighed, at han med profilen bygger op til et liv efter hans tid som præsident.
Astrid Haug, cand.mag. i medievidenskab, rådgiver virksomheder og organisationer i sociale medier og digital strategi og forfatter til blandt andet bogen ”Sig du kan li’ mig – indholdsstrategi for sociale medier”
Sagen og fællesskabet i centrum
Men årsagen kan også være, at Obama indtil nu ikke har haft lyst til at sætte sig selv i centrum. Det mener Kresten Schultz Jørgensen, der er forfatter til flere bøger om kommunikation, ekstern lektor på CBS og administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden LEAD.
Han vurderer, at Obamas strategi har været at holde fokus på sagen og det politiske fællesskab.
– På den måde har det været modsætningsfyldt at profilere sig selv for meget, siger han.
Kresten Schultz Jørgensen mener dog, at Facebook er blevet så vigtigt et kommunikationsværktøj, at det er nødvendigt at for Obama at være tilstede der selv.
– Så det er ikke en ændring af kurs, det er en nødvendig knæbøjning, siger han.
Rykker grænser for præsidentadfærd
Anders Agner Pedersen er redaktør på netmediet Kongessen, der skriver om amerikansk politik. Han peger på, at Barack Obamas Facebook-side kommer på et tidspunkt, hvor interessen for ham, på grund af den amerikanske primærvalgkamp, er dalende. Med Facebook-siden kan han gøre opmærksom på sig selv.
Agner Pedersen understreger, at den nye side er endnu et bevis på, at Obama har revolutioneret måden at bruge sociale medier i politisk kommunikation på.
– Han er en præsident, som hele tiden rykker grænserne for, hvad den næste præsident også kommer til at ville og skulle gøre. Nu hvor Obama selv er på Facebook, ville det være mærkeligt, hvis hans efterfølger ikke også meldte sig, siger han.
Obama overtog twitter-konto tidligere i år
Indtil nu har Obama ikke selv administreret en Facebook-side. Der har dog været en side med navnet ’Barack Obama’, der er styret af græsrodsorganisationen Organizing for Action, der støtter Obama.
Obamas personlige Facebook-side kommer efter, at han 18. maj i år begyndte at styre sin egen Twitter-profil med brugernavnet @POTUS. Profilen var ligesom Barack Obamas Facebook-side indtil da styret af folk fra Organizing for Action, og Obama skrev med mellemrum selv opdateringer, som han signerede med sine initialer B.O.
Han er en præsident, som hele tiden rykker grænserne for, hvad den næste præsident også kommer til at ville og skulle gøre.
Anders Agner Pedersen, redaktør på netmediet Kongessen, der skriver om amerikansk politik
Læs også: Obama og Romney kender hver enkelt vælger
Første opdatering inviterer til debat om samfundsproblemer og klima
I sin første Facebook-opdatering skriver Obama blandt andet, at han hans følgere her vil kunne høre direkte fra ham – om seriøse emner og ”kun-for-sjov-ting”.
Til opdateringen vedhæfter præsidenten en video, hvor han viser rundt i baghaven til Det Hvide Hus. Her fortæller han om havens dyreliv, om sit ønske om at bevare naturskønne områder og om sine ambitioner for det fremtidige klimatopmøde i Paris.
Se videoen fra Obamas første Facebook-opdatering her. Artiklen fortsætter under videoen, hvor du kan læse præsidentens første Facebook-opdatering.
Læs hele Obamas første facebook-opslag her (oversat til dansk af redaktionen)
Hej Facebook!
Jeg har endelig fået min helt egen side. Jeg håber, I vil opfatte dette som et sted, hvor vi kan have reelle samtaler om de vigtigste problemer, som vores land står overfor – et sted, hvor du kan høre direkte fra mig og dele dine egne tanker og historier. (I kan forvente nogle kun-for-sjov-ting også.)
Jeg sparker siden i gang med at invitere jer på en gåtur i min baghave – noget, jeg forsøger at gøre i slutningen af hver dag, lige før jeg går ind og spiser aftensmad. Jeg siger det tit, men det er fordi, det altid er i mine tanker: Vi bliver nødt til at bevare vores smukke planet til vores børn og børnebørn. Og det betyder, at vi må gøre mere for at komme klimaforandringerne i møde en gang for alle. Nu har vi gjort store fremskridt i at nedskære CO2-udledningen herhjemme, og vi går forrest for også at få verden til at handle. Men vi bliver nødt til at gøre mere. Om et par uger tager jeg til Paris for at mødes med verdens ledere for at lave en global aftale om denne udfordring.
Jeg håber, du vil tilslutte dig i at tale om klimaforandringerne og i at fortælle dine venner, hvorfor det her emne er så vigtigt. I en tid, hvor næsten tre ud af fire voksne bruger Facebook, føles det som et godt sted at være. Del dine tanker i kommentarfeltet, og send denne besked videre til dem, du synes bør se det.
Hvis vi alle står sammen, er jeg sikker på, at vi kan løse det her og gøre det rette for fremtidige generationer.