De unge afrikanere flygter. Og især flygter de fra vestafrikanske lande som Nigeria, Niger og Senegal.
De flygter ikke fordi, der er krig som i andre dele af det store, varme kontinent, men fordi de sidder fast i en dyb fattigdom og i samfund, hvor de hjul, der skal dreje rundt, ikke er slebet tilstrækkeligt runde endnu.
– Det er egentlig velfungerende stater, de flygter fra. Men de bor under rædselsfulde forhold, så med den måde, tingene fungerer på, er der ikke noget håb for dem, fortæller Holger Bernt Hansen, der igennem 13 år var leder af Københavns Universitets Center for Afrikastudier, indtil han gik på pension, og i mange år også har stået i spidsen for U-landsstyrelsen.
Folk får nogle forventninger, når de ser på nettet, hvordan folk lever andre steder. Så kommer spørgsmålet: Hvorfor har vi det sådan her? Og så tager folk af sted trods risikoen.
Holger Bernt Hansen, fhv. leder af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet
Han kan beskrive samfund, som ikke har nogle servicefunktioner eller sundhedsbehandling, hvor arbejdsløsheden er mere end høj, og hvor der ikke er skolegang.
Konklusionen er klar: Det er fattigdom, afrikanerne rejser fra.
På vej mod et bedre liv
– Nok siger man, at der er mange, der er blevet flyttet ud af den ekstreme fattigdom, og at det går bedre. Men til gengæld betyder befolkningsvæksten, at antallet af fattige faktisk er stigende, siger Holger Bernt Hansen.
Det giver grobund for de økonomiske migranter, som sætter sig i bevægelse mod et bedre liv, for eksempel i Europa. Og ifølge Holger Bernt Hansen er der særligt to ting, der får de unge afrikanere til at tage afsted.
Den ene er en næsten uoverkommelig ungdomsarbejdsløshed fremavlet af en kraftig vækst i befolkningen, hvoraf mindst 60 procent er under 25 år nogle steder. Den anden er de nye kommunikationssystemer, som spreder sig rundt om i Afrika med IT og mobiltelefonerne.
– Folk får nogle forventninger, når de ser på nettet, hvordan folk lever andre steder. Så kommer spørgsmålet: Hvorfor har vi det sådan her? Og så tager folk af sted trods risikoen, forklarer Holger Bernt Hansen.
Læs også: Estlands præsident: NATOs lande bør bruge flere penge på forsvar
Han kalder udviklingen for en skrue uden ende. Og den presser på Europa i en grad, der netop har fået EU og Afrika til at gå sammen om en plan for at standse den illegale migration mellem de to verdensdele.
FORSTÅ DEN NYE AFTALE MELLEM AFRIKA OG EU
Mere end 60 europæiske og afrikanske ledere er blevet enige om aftalen, der skal løfte de afrikanske lande økonomisk og socialt til gengæld for, at afrikanerne aktivt og effektivt hjemkalder de statsborgere, som opholder sig i Europa uden ret til asyl.
Aftalen udmønter sig i en 17 punkter lang handlingsplan, der har fem overordnede målsætninger:
- At modvirke de underliggende årsager til flygtningestrømmene i Afrika ved at skabe fred, stabilitet og økonomisk udvikling
- At styrke arbejdet for at lave lovlige og kontrollerede indvandringskanaler
- At øge beskyttelsen af migranter og asylansøgere
- At fremme en effektiv håndtering menneskesmugling og udnyttelse af mennesker.
- At skabe et tættere samarbejde om hjemsendelse afrikanske migranter, der opholder sig i Europa uden ret til international beskyttelse.
I alt er det 3,6 milliarder euro, der bliver sendt i retning af Afrika, såfremt det lykkes at få EU-landene til hver at skæppe i kassen. 1,8 milliarder bliver hentet i EU’s udviklingsfond.
Fra dansk side har statsminister Lars Løkke Rasmussen lovet 6 millioner euro, hvilket svarer til 45 millioner kroner.
Det er en samlet sum på 3,6 milliarder euro, svarende til 27 milliarder kroner, der skal løfte de afrikanske lande økonomisk og socialt til gengæld for, at afrikanerne aktivt og effektivt skal kalde de statsborgere, som opholder sig i Europa uden ret til asyl, hjem. Det er kun i omegnen af hver tredje illegale indvandrer, der vender tilbage til Afrika fra Europa.
Traditionerne sender dem afsted
Men de unge afrikaneres flugt fra fattigdom har rødder, der går dybere end til de vækst-hungrende afrikanske samfund.
Det er nemlig ikke fremmed for folk i Vestafrika at rejse ud og prøve lykken, men nærmere en exit-option, der falder i tråd med traditionerne.
– Det er en tradition i mange afrikanske lande, at man tager ud og tjener nogle penge, viser at man kan klare sig ved at sende penge tilbage til familien, og så vender hjem. Det er en del af en form for manddomsprøve, siger Kristine Juul, som er professor i Afrikastudier ved Roskilde Universitet.
Læs også: Elev om aflyst indsamling: “Jeg synes, det er rigtig ærgerligt”
Men som forholdene er i de afrikanske samfund i dag, er det vanskeligt for de unge afrikanere at bestå manddomsprøven, fortæller hun:
– Problemet er, at rigtig mange unge mennesker i Afrika sidder fast. De får ikke noget arbejde, når de er færdige med skolen, og det gør, at de på en eller anden måde ikke får gennemgået det her overgangsritual fra at være barn til at være voksen, men bliver fastholdt i en evig ungdom, siger hun.
Og fordi det ikke er unaturligt at rykke sine teltpæle op i Afrika, bliver det at migrere næste skridt på vejen til et arbejde, til at blive en succes.
Hjælpen skal komme udefra
Vejen går som oftest mod Europa, hvor stats- og regeringscheferne med voksende ihærdighed forsøger at skubbe døren i for at lette presset på velfærdssytemerne, senest i samlet flok ved topmødet på Malta.
Og spørger man global koordinator i Folkekirkens Nødhjælp, Uffe Gjerding, er der derfor kun én ting at gøre.
– Vi er nødt til fortsat at fokusere på udvikling, bistand og forbedring af de strukturelle forhold, der betinger livsvilkårene i Afrika. Ellers vil der være flere, der søger væk, siger han.
Men han er ikke i tvivl om, at det er muligt helt at afskaffe armoden på det fattige kontinentet, der, som han påpeger, er rigt på råstoffer og naturlige ressourcer.
Læs også: Sierra Leone ser frem til at blive erklæret ebolafri i morgen
Det handler ifølge Uffe Gjerding om økonomisk vækst. Og at sikre, at væksten ikke bliver skævvredet, som det sker nu, på grund af svag regeringsførelse og svære vilkår på de globale markeder.
– Uddannelse er nøglen til alt, og så er det et spørgsmål om investeringer, siger han og understreger samtidig, at afrikanerne ikke kan løfte den opgave alene. De skal have hjælp udefra, lyder hans konklusion.
Med andre ord, er det stater og virksomheder fra den velhavende del af verden, der skal skubbe gang i de afrikanske økonomier, for at de unge, flygtende afrikanere ikke bliver en kæp i de store velfærds-hjul i Europa.