Ældre skal passe på med at droppe efterlønnen

Hvis du er over 55 år og dropper efterlønsordningen, kan du komme i problemer, hvis du mister dit job. Med efterlønsordningen er du nemlig sikret, at kommunen finder et seniorjob til dig, hvis du bliver fyret.

 

– Hvis man er med i efterlønsordningen, har man mulighed for at få et seniorjob, hvis man bliver fyret i alderen 55-59 år og ikke er berettiget til dagpenge. Dette tilbud mister man, når man fravælger ordningen, forklarer Dennis Rasmussen, der er kontorchef i HK’s A-kasse.

 

Og det kan blive et problem, fordi ældre så kan ende i en situation, hvor de går fem år uden nogen form for understøttelse. 

 

Tal fra Danmarks Jurist- og Økonomforbund, DJØF, viser, at forbundets 50-59-årige statsansatte medlemmer i 2011 blev ramt af en fjerdedel af alle fyringer, selvom de kun udgør 13 pct. af forbundets medlemsantal.

 

Derfor kan det være relevant for ældre at overveje, om de økonomiske fordele ved at forlade efterlønsordningen opvejer, at man mister forsikringsydelser som seniorjob-ordningen. 

 

– Det er typisk svært for ældre at få kontanthjælp, når dagpengeperioden udløber, fordi mange har en ægtefælde, fast ejendom eller en opsparing og derfor ryger igennem systemet. Og det kan blive en dyr fornøjelse, forklarer økonom hos Ældresagen, Peter Halkjær.

 

HK’s A-kasse har de seneste dage modtaget mere end 15.000 opkald fra medlemmer, der overvejer, om de skal forlade efterlønsordningen, og meldingen til dem, der ringer, er klar:

 

– Det er en individuel beslutning, man skal træffe, men muligheden for seniorjob er et parameter, man skal være meget opmærksom på, når man melder sig ud af ordningen. Især nu hvor dagpengeperioden er forkortet. Fem år kan være lang tid at gå uden arbejde og blive en stor udgift, hvis man ikke kan få kontanthjælp og ikke er med i efterlønsordningen, forklarer Dennis Rasmussen, kontorchef, HK’s A-kasse. 

 

– Det er forbavsende få, der overhovedet kender til ordningen, og nogle vælger at sige nej tak til at få pengene udbetalt, fordi de ønsker denne sikkerhed, mens andre tager den kalkulerede risiko, det nu er, at melde sig ud, fortsætter Dennis Rasmussen. 

 

Hos Ældresagen beder man også de ældre overveje deres situation nøje: 

 – Som udgangspunkt bør man reflektere over, hvilken situation man er i. Hvis man bor på Bornholm og er i et fag, der er udsat for ledighed, så er ens muligheder for beskæftigelse pressede, og så bør man overveje at blive i ordningen, forklarer Peter Halkjær, Ældresagen. 

Se også guide til, om du bør droppe efterlønnen på: www.navisen.dk/node/675