»Hvis bare folk ville rydde op efter dem selv, ville det være super«

foto

– Hvem fanden kører over og henter opvaskemaskinen, lyder det fra en høj, skaldet fyr med en skrigende orangefarvet arbejdsdragt på.

– Det var sgu da dig, der fik til opgave at gøre det, din store klovn, kommer det prompte fra en ældre, gråhåret mand med tophue, som i samme moment rækker ud efter et håndklæde.

Med dette håndklæde forsøger han ihærdigt at fjerne resterne af nattens regnskyl fra en lille del af den slidte, mørkegrønne bænk, så der lige nøjagtigt er plads til, at han kan sætte sig uden at blive våd.

At samle skodder op er spild af tid, så det er jeg stoppet med. Der er nok stadig nogle af de nye, der gør det, men jeg gider det ikke længere
Johnny Jensen, medarbejder i Københavns Center for Renhold

Tonen er hård på den venskabelige måde, og alt bliver sagt med et glimt i øjet på Kapelvej 34. Her holder Nørrebros afdeling for Københavns Center for Renhold til.

På trods af, at klokken er seks om morgenen, og det meste af Nørrebro stadig sover lige så tungt som den morgentåge, der dækker bydelen, er tyk, er de fremmødte medarbejdere mere friske, end det burde være tilladt på en tidlig efterårsmorgen.

– Så er der morgenmøde, drenge! En stemme fra toppen af en metaltrappe, der fører op til et containerkontor, gjalder ud over de samtalelystne medarbejdere, der, efter lidt afsluttende ordveksling, makker ret og afventer distriktschefen Per Eriksens informationer.

Efter en kort briefing er alle på vej, og de små lastvogne med Københavns Kommunes våbenskjold printet på siden slanger sig af sted på rækker ned af Nørrebros smalle gader.

Fakta om Center for Renhold

  • Center for Renhold tømmer byens offentlige affaldskurve og fejer, støvsuger og snapper offentlige gader, pladser og fortove rene for affald 365 dage om året.
  • Center for Renhold har cirka 260 ansatte.


Vigtig kontakt med kunder

– Hvis bare folk ville rydde op efter sig selv, ville det være super. Men sådan er det desværre ikke, og det er måske også meget godt for os, griner Johnny Jensen, der har arbejdet for Københavns Center for Renhold i snart fem år.

Han nyder arbejdet, og iklædt sin neongrønne arbejdsvest med ordene ”Green Team” skrevet med store lyse- og mørkegrønne og blokbogstaver på bagsiden hilser han høfligt på alle de morgentrætte Nørrebro-borgere, som han møder på sin rute. Alt imens hans nøjsomt samler alt lige fra små glasskår til ødelagte paraplyer op med sin ’snapper’, det som i daglig tale kan kaldes en tag-pind.

– Der er utrolig meget kundekontakt, og det er vigtigt at give et godt indtryk af vores arbejde, siger Johnny Jensen, inden han – let fløjtende en melodi som, baseret på de til tider rene toner, meget vel kunne være Kim Larsens ”Det er i dag et vejr” – bevæger sig videre ned ad gaden i sit eget tempo med ’snapperen’ i sin højre hånd og sin venstre hånd solidt plantet i lommen.

Spild af tid at samle skodder op

Det ser for det meste meget rutinepræget ud, når Johnny svinger sin ”snapper” og samler selv de mindste ting op fra jordoverfladen. Der er dog én ting, som han ikke længere gider at bruge tid på at samle op manuelt – nemlig de utallige cigaretskodder, der ligger i sprækkerne mellem de mange fliser og brosten i Københavns gader.

– At samle skodder op er spild af tid, så det er jeg stoppet med. Der er nok stadig nogle af de nye, der gør det, men jeg gider det ikke længere, lyder det fra Johnny, mens han febrilsk forsøger at få fat i to våde skodder, der har boret sig ned i en smal sprække mellem to fliser.

– Men vi lader dem selvfølgelig ikke bare ligge, fastslår Johnny kort efter med en forsvarende tone, mens han med gestikulerende armbevægelser beskriver måden, hvorpå deres store haku-maskiner virker.

– De kan faktisk suge alt op, siger Johnny, mens han fortsætter i sin vanlige stil med den ene hånd i lommen lettere fløjtende.

Alt imens solen er ved at bryde frem på Nørrebro. Måske bliver det i dag et vejr, et solskinsvejr.