Værd at vide om syrer:
- Skovsyre vokser i danske løvskove oftest i skygge fra bøgetræer, men den kan også vokse i moser og granskove
- Skovsyre smager bedst fra maj-juni, men kan plukkes hele året rundt
- Syrer indeholder oxalsyre, som er giftigt i meget store mængder
- Syrer er en alsidig urt, der kan anvendes i både det søde- og salte køkken
-Danskerne benytter syrer i deres madlavning som aldrig før. Vi har fået inspirationen fra madprogrammer i TV og det ny nordiske køkkens rødder i flere danske restauranter, siger Johnny Albertsen, administrerende direktør i Koncernen Rosborg, som sælger krydderurter til dansk detailhandel.
De små planter findes i mange forskellige udformninger og farver, og fungerer som både smagsforstærkere og pynt i salater, dressinger eller desserter.
Læs også: Nye grønne smagsforstærkere trender i Danmark
Og det behøver ikke være særlig besværligt at få fat i de grønne urter. Året rundt kan du nemlig tage veninden eller kæresten i hånden og gå på opdagelse i den danske skovbund på jagt efter skovsyre. Så kan du lege Michelinkok og imponere vennerne ved blot at læse de fem gode grunde til at elske den nye syre-trend:
1. Den smager fantastisk
Syrer har en let frisk smag, et kort bid og en syrlig smag, som fylder hele munden og sætter sig i tænderne og ganen.
2. God i fede retter
Syrer er moderne og kan bidrage i rigtig mange retter. Syrer kan især bidrage i fede retter som f.eks. fiskeretter eller tartarer, så spiseoplevelsen ikke bliver for kvalmende. Samtidig skaber syrer en kontrast og noget modspil til fedmen.
-Skovsyre kan gøre en tatar frisk, og jeg går meget op i, at der både er noget friskhed og syre tilstede i fede retter, siger Mikkel Marschall, kok og ejer af Marschall Food Event.
3. Kan bruges i både det søde og salte køkken
Syrer er en utrolig alsidig urt, der også kan anvendes i det søde køkken. Rød skovsyre kan f.eks. anvendes i udtræk, hvor den ligger i en sukkerlage, og lader sin syrlige smag trække ud i lagen.
-Sukkerlager kan hældes over friske bær eller blendes ind i en is, som giver en god kontrast til de mange fede elementer (fløde, sukker og karamel, red.) i det søde køkken, siger Mikkel Marschall.
4. Spis hele urten
Du kan også spise syrernes stilke, hvor der sidder en masse syrlig smag i. Stilkene er især velegnet spise om foråret og sommeren, da de er mere trådet i smagen om efteråret og vinteren.
-Undgå at bruge hele stilken, men kun de øverste 2-3 centimeter, da det er disse, der har den bedste smag, fortæller Mikkel Marschall om skovsyre.
5. Syrer og andre krydderurter bidrager til dit helbred
9 ud af 10 danskere indtager dagligt mere salt end anbefalet, viser tal fra Fødevarestyrelsen. Vi har derfor en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og forhøjet blodtryk. Men ifølge Mia Kristensen, kandidat i fødevarevidenskab, kan vi bruge syrer og andre krydderurter til at nedsætte mængden af salt.
-Syrer og generelt krydderurter kan være med til at skabe ekstra kompleksitet og flere smagselementer i din madlavning. Dette skaber en mere interessant smag, som kan mindske brugen af salt, siger Mia Kristensen.