Har du digital guldfeber og halvdelen af opsparingen stående i nyindkøbte bitcoins? Så skal du være bevidst om, at hvis du sælger dine bitcoins med profit, skal skattefar have sin del af kagen. Det fastslår Skatterådet i en afgørelse fredag 9. marts.
Direktør i rådgivningsfirmaet Radr og bitcoin-ekspert Preben Mejer mener, at det er et udtryk for, at bitcoin bliver mere mainstream.
– Bitcoin og kryptovalutaer er ikke længere et grænseløst spekulationseventyr. Kryptovalutaerne træder så småt ind i de voksnes rækker, skriver han i en e-mail til NetAvisen.
Han mener ikke, at det kommer til at sætte en stopper for danskernes bitcoin-glæde.
– Jeg tror ikke, det har en begrænsende effekt. Det er jo stadig et område, hvor store gevinster lokker rent spekulationsmæssigt, skriver han.
Bitcoin
- Bitcoin er en kryptovaluta. Det betyder, at den er baseret på matematiske principper, og kun eksisterer som data
- Skabt i 2009 af en ukendt person, som gik under navnet Satoshi Nakamoto
- 13-doblede sin værdi i løbet af 2017
Kilder: CNN Money og Business Insider
Spekulation er skattepligtigt
Bitcoin er omfattet af statsskatteloven. Det betyder, at man skal betale skat af fortjenesten på salg af bitcoin, hvis de er blevet købt med spekulationshensigt, altså for at sælge dem med profit.
Skatterådets afgørelse tager udgangspunkt i en specifik sag. Derfor skal man også passe på med at tro, at den gælder i alle tilfælde.
– Afgørelsen siger ikke noget banebrydende. Det er klart, at man har handlet i spekulation og dermed er skattepligtig, hvis man køber bitcoin for 300.000 kr. på et tidspunkt, hvor kursen stiger eksplosivt, og sælger med en pæn fortjeneste kort tid efter, siger Payam Samarghandi, som er advokatfuldmægtig i advokatfirmaet Horten.
Lovgivningen er uklar
Payam Samarghandi mener, at der mangler klare retningslinjer på området.
– Vi befinder os fortsat i en juridisk gråzone, hvor folk ikke rigtigt ved, om de skattepligtige af deres bitcoin-gevinster. Men hvis de ikke betaler den skat, de skal, kan det have strafferetlige konsekvenser. Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, siger han.
Fortjeneste fra salg af bitcoin skal altså beskattes, hvis de er blevet købt med spekulationshensigt. Men det er ikke altid til at vide, hvornår Skat mener, man har spekuleret.
– Det er ikke muligt for den almene borger at gennemskue, om de skal betale skat af deres bitcoin-gevinster. Den eneste måde at finde ud af det på, er at spørge Skat. Der mangler klare retningslinjer på området, siger Payam Samarghan.
Det skaber forvirring hos bitcoinejerne.
– Jeg synes lovgivningen skal ændres, så der er en større forudsigelighed for bitcoin-ejerne. Det er gennemgående for vores bitcoin-klienter, at de ønsker at betale den skat, de er forpligtet til. Med den nuværende retstilstand kan de bare ikke selv vurdere, om de er skattepligtige eller ej, fortæller Payam Samarghandi.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom, efter Skat udsendte den omtalte pressemeddelelse. Vi tog kontakt til flere eksperter, som tidligere er blevet citeret i medierne. Spørgsmålene til Preben Mejer blev sendt per e-mail, mens interviewet med Payam Samarghandi blev foretaget telefonisk. Vi sendte også præciserende spørgsmål til Skats presseafdeling, men de vendte ikke tilbage til os før deadline.