Hunde kan kende forskel på ord.
Det mener tre hjerneforskere, der har undersøgt hundes reaktion på forskellige ord. Og de kan konkludere. at hundehjernen reagerer anderledes på de ord, hunden har lært, end på de ord den ikke har lært.
Det fremgår af en forskningsartikel udgivet på videnskabsplatformen Frontier for nylig.
Før eksperimentet blev udført, vidste man ikke med sikkerhed, om det alene er lyde eller en kombination af lyde og kropssprog, der gør, at hunden kan skelne mellem kommandoer som “sit” eller “dæk”. Men eksperimentet har altså nu vist, at hunde kan lære at kende forskel på ord.
Under eksperimentet blev en hund placeret i en scanner, som måler hundens hjerneaktivitet. Hundene var på forhånd trænet til at vælge mellem to objekter, når ejeren sagde et ord. Hunden blev så vist et af objekterne, imens ejeren sagde et ord. Nogle gange sagde ejeren et ukendt ord. Det blev gjort for at kunne analysere forskellen på kendte og ukendte ord.
Det viste sig, at når hunden så et objekt, men hørte det forkerte ord, fandt forskerne ofte øget hjerneaktivitet i hundens lydcenter. Forskerne konkluderede på baggrund af det, og på hundenes adfærd, at hunde til en vis grad kan lære at forstå ord.
Hunde er visuelle
Anni Schrøder er til daglig hundepsykolog og ejer af Dansk Adfærdsklinik. Hun har også oplevet, at hunde kan lære at reagere på bagrund af ord. Men ifølge hende er hunde først og fremmest visuelle.
– Man skal også bare huske, at når vi taler til hunden, har et vi et kropssprog. Og ofte er det ikke lydene, som hunde lytter efter, men kropssproget, siger hun.
Henrik Ljungström er hundevisker og ejer af dogwhisperer.dk. Han er ikke overrasket over forskernes resultater. Han ser dagligt, at hunde kan lære rigtig meget. Han er også enig i, at hunde mest er visuelle. Han kommunikerer sjældent med hunden med stemmen alene.
– Jeg træner tit hunde helt uden at sige noget, fordi jeg ved, at indlæringen går meget hurtigere sådan. Og hvorfor gøre det sværere for sig selv? siger han.
Hunde er ikke mennesker
Henrik Ljungström er glad for, at der kommer mere forskning på området. Han mener dog, at vi skal passe på med ikke at blive for blødsødne. Han oplever, at flere og flere synes, det er synd for hunde, hvis man siger nej til dem. Han mener dog, at det er nødvendigt at gøre det klart for hunden, hvad den må og ikke må.
– Hvis ikke du giver hunden nogle retningslinjer, så vil den agere som en vild hund. Og det vil den gøre, medmindre du viser den noget andet. Det er så ejerens job at lære hunden at kunne gebærde sig i år 2018, siger han.
Hundepsykologen Anni Schrøder mener, at det er vigtigt, at vi forsøger at forstå, hvad hunden har brug for.
– Det er vigtigt, at vi lærer, hvordan hundens adfærd er, så vi får formidlet det, vi gerne vil. Og at vi lader være med at tillægge hunden menneskelige egenskaber. Det har den ikke. Det er en hund, siger hun.
Ifølge Anni Schrøder er hunde er helt tilfredse med at være hunde. De ønsker ikke at være mennesker. Så selv om en hund kan lære at forstå nogle ord, så er den ikke et menneske.
Læs også: voksende succes venteliste på læsehunde
Sådan gjorde vi: Journalisten fandt en ny videnskabelig artikel, der undersøgte hvor meget hunde forstår. Journalisten fik kommentarer fra en hundevisker og en hundepsykolog.