Det mest udbredte sprog i verden er kropssprog, og det giver os mulighed for at kommunikere på tværs af kulturer, alder og landegrænser. Forskning tyder på, at vi i fordums tid smed abepelsen bl.a. fordi det var nødvendigt at kunne udtrykke sig mere nuanceret med kroppen.
Kropssprog og ansigtets bevægelser er endnu en af naturens mysterier, som vi ikke selv hverken tænker over eller har fuld kontrol over. Faktisk er det sprog vi taler uden ord mere instinktivt end egentlig noget vi lærer.
Det lydløse sprog tales ved hjælp af mange små muskler, forskellige kombinationer af trækninger og vores enestående og udtryksfulde øjne. Hver del af vores ansigt yder hver sit betydningsfulde bidrag til vores stille kommunikation.
Panden
Mennesket har en stor pande, og det er bevis på, at vi er et højt begavet dyr. Men udover at panden beskytter hjernen, siger den i samarbejde med øjenbrynene også mange af de ting vi i stilhed mener. Især sindstilstande kommer til udtryk ved øjenbrynenes bevægelsesmuligheder.
Rynkede bryn siger aggression, da vi i et angreb eller en kamp vil beskytte vores øjne mod farer. Derfor forstår vi de rynkede bryn som en vred eller misbilligende gestus.
Hævede øjenbryn giver rynker i panden. Den furede pande og de løftede bryn kan sige alt fra undren, forbløffelse, overraskelse, lyksalighed, skepsis, afvisning, uvidenhed, hovmod, forventning, videbegær, manglende evne til forståelse, angst og regulær frygt. Historisk kan hævede øjenbryn dog ses som et forsøg på at give bedre udsyn. Aber løfter øjenbrynene når de kommer i situationer, hvor de føler trang til at flygte, men ikke kan.
Kombinationen af de rynkede bryn og de hævede bryn giver et hævet og et sænket øjenbryn. Det er ofte skepsis og tvivl der bliver sagt af brynene og udtrykket skal egentligt forstås som et spørgsmålstegn, da det grundlæggende er to modstridende informationer brynene fortæller.
Også sorg og smerte kan siges med panderynker og øjenbryn. Signaler fra hjernen støder sammen og giver panden besked på både at hæve øjenbrynene og sænke dem, hvilket giver både lodrette og vandrette rynker i panden og samtidig lidt skrå øjenbryn.
Øjenbrynene kan også hilse, udtrykke erotiske signaler og afvise blot ved at vippe hurtigt op og ned – én gang betyder Hej, flere gange hurtigt efter hinanden siger Dejligt at se dig og et enkelt lidt langsommere vip kombineret med et træk på skulderne eller en surmule er en afvisning.
Øjnene
Langt størstedelen af det vi opfatter af verden kommer ind i hjernen gennem øjnene, faktisk hele 80 pct. Mennesket er et visuelt dyr og vores øjne adskiller sig markant fra vores abe-slægtninge – vores øjenæbler er hvide, hvor abers øjne ofte er brune, hvor vores er hvide. Det betyder, at vi i langt højere grad er i stand til at tyde hvilken retning vi kigger.
Pupillen i vores øjne fungerer som linsen på et kamera, der sørger for at vi ikke får for meget eller for lidt lys ind på nethinden. Samtidig udvider pupillen sig mere end normalt, hvis vi kigger på noget vi godt kan lide og den trækker sig sammen, hvis vi kigger på noget ulækkert eller ubehageligt. Når pupillen er lille, lukkes der mindre lys ind i øjet og det bliver derfor sværere at se det, vi ikke kan lide. En stor pupil lukker (for) meget lys ind og det giver et lidt tåget og uskarpt billede, som kan være en fordel for unge elskende, der ser hinanden badet i lys, og derfor ikke kan se hinandens ’uheldigheder’.
Øjnene taler til os. Et nedslået blik siger beskedenhed, løftede øjne kan betyde uskyldighed eller at man lader som om at være uskyldig (man kigger mod himlen, for at få Gud som vidne). En fiksering med vrede, ’onde’, opspærrede øjne og sænkede bryn bruges ofte når der er nogen der skal irettesættes. Blik til siden siger at man er for genert til at kigge direkte, men alligevel er interesseret.
Virkeligt stærke følelser siges med skinnende øjne. Lidenskab, beundring, stolthed og sejr kan ses på de tindrende og glitrende øjne. De funklende øjne kan dog også udtrykke vrede , sorg, fortvivlelse, ja faktisk alle stærke følelser, som dog ikke er stærke nok til at frembringe gråd.
Mennesket er det eneste pattedyr, der er i stand til at græde. Det kan være fordi vi er mere følelsesmæssigt udfordrede end andre dyr og derfor har behov for dette fugtige signal-værktøj, men også at fx ørkensand har betydet et stort behov for vandfyldte øjne. Det menes dog også, at tårer gør det samme for kroppen som urin, nemlig udskille affaldsstoffer.
Næsen
Den begrænsede muskulatur i og omkring næsen giver ikke de store talekundskaber for denne del af ansigtet, dog er det almindeligt at rynke på næsen ved afskyelig lugt eller ved ubehag generelt.
Kinderne
De bløde kinder udtrykker skammen. Skammens røde farve spreder sig som ringe i vandet fra kinderne til hagen, næsen, ørerne og halsen. Mennesket er det eneste dyr der kan rødme og måske også det eneste der har grund til det. Dog er det ikke kun skammen der viser sig på vores kinder, også følelsen af generthed, uskyld og uerfarenhed kan vise som en uønsket rød hudfarve.
Da den generte rødmen ofte viser sig i erotiske situationer og derfor tidligere ofte forekom under flirteri og kurmageri, er rødmen blevet koblet sammen med sex appeal. Pigen der rødmer når hun får en sexet kompliment, er helt klar over sin egen sex appeal, men er stadig lidt flov over den, derfor kan den menneskelige rødmen ses som et farvesignal for jomfruelighed.
Røde kinder kan dog også udstråle vrede, men så er farven i reglen lysere og flyder ud over hele kinden. Vredens rødme er et udtryk for frustration. Ved voldsom aggression bliver kinderne dog ’hvide af raseri’, fordi blodet forsvinder fra kinderne og så er der øretæver i luften.
Munden
Selvom munden fungerer som stemmebåndets højtaler, siger den også meget uden lyd. Vores læber har fire forskellige indstillinger: åbne og lukkede, fremskudte og tilbagetrukne, trukket op og trukket ned og stramme og slappe. Vi har en stor ’ringmuskel’ som i samarbejde med mange mindre muskler styrer hvad vores læber lydløst siger. Mundens ringmuskel er den der kan lave kyssemund og de andre muskler kan trække mundvigene og læberne i forskellige retninger for at opnå flest mulige udtryksmuligheder.
En løftet overlæbe siger afsky, foragt eller sorg, og overlæben trækkes op ved hjælp af nogle hæve-muskler. Mundvigene styres af kindbensmusklerne, som bestemmer om vi er glade og smiler. Smile-musklernes modstykke er trekants-musklen, der hiver mundvigene ned af, ind af og bagud for at sige bedrøvelse og dysterhed. Underlæben styres af en nedtrækker-muskel så den kan udtrykke ironi og afsky. For at skubbe underlæben trodsigt frem, bruger vi en muskel i hagen, som hæver den opad. Endeligt har vi nogle ’trompet-muskler’ i kinderne, som trykker kinderne ind mod tænderne, når vi fx skal tygge vores mad og spille trompet. Hvis vi skal udtrykke akut og ekstrem smerte bruger vi halsens hud-muskel, der strækker mundvigene nedefter og sidelæns.
Træning, træning, træning
Hvis man ønsker sig at kunne fortælle en lodret løgn uden at blive opdaget, eller blive den bedste pokerspiller i verden, er det nok en god ide virkelig at øve sig på, ikke at lade sit kropssprog og sine ansigtstræk afsløre sine inderste følelser og tanker. Men eftersom det er en instinktiv ting, som ligger dybt forankret helt fra fødslen, kræver det en del træning og forment en god portion tankekontrol og sandsynligvis lidt talent for at snyde sig selv og derved snyde andre.
Denne artikel er bl.a. baseret på Desmond Morris’ bog Hvad siger din krop