Den sydlige del af Vadehavskysten og Tøndermarsken er ramt af stor dødelighed blandt vilde fugle.
Det oplyser Naturstyrelsen.
Statens Seruminstitut har i prøver fra fire bramgæs og en hættemåge fundet at området er ramt af den farlige og smitsomme fugleinfluenza H5N8. Fødevarestyrelsen vurderer, at der er stor risiko for, at de vilde fugle kan smitte fjerkræbesætningerne.
– Vi har set børn lege med en svækket gås, der var styrtet til jorden. Vi vil gerne bede alle, der finder døde fugle om at undgå berøring, så de ikke spreder virus. Fugleinfluenza er meget smitsom, og for at forebygge smitte af tamfuglene i hønsegårde og fjerkræbesætninger anbefaler vi, at man er omhyggelig med hygiejnen og vasker sit fodtøj, inden man nærmer sig en hønsegård, siger chef for Fødevarestyrelsens VeterinærØst, Birgit Hendriksen, i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.
Anmeld døde fugle på influenza-app, tak
Fødevarestyrelsen er interesseret i oplysninger om alle døde fugle, og opfordrer til at folk anmelder fund på appen FugleInfluezaTip, der blev lanceret i 2018.
– Alle indberetninger er værdifulde for at få et overblik over dødeligheden i vildfuglebestanden. Vi indsamler døde fugle, hvis der er tale om fund i områder, hvor vi ikke tidligere har konstateret fugleinfluenza, så vi kan få dem testet til vores løbede overvågning af smittespredningen, siger Birgit Hendriksen, i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.
I områder, hvor der er konstateret fugleinfluenza bliver døde fugle ikke indsamlet til test. Skulle man ønske at fjerne en død vild fugl, bør man undgå at komme direkte i kontakt med fuglen eller dens ekskrementer.
Læs også: Fødevarestyrelsen: “Vi har hævet vores trusselsniveau for fugleinfluenza”
I den sammenhæng anbefales det at man bruger engangshandsker, eller samler den op med en plastikpose. Fuglen bør derpå lægges i plastikposen, der lukkes. Posen smides i skraldespanden som almindelig dagrenovation til forbrænding, uanset om man skulle befinde sig i en kommune med sortering af bioaffald, eller ej. Derefter bør man vaske hænderne grundigt med vand og sæbe.
Hold hønsene indendøre: Trusselniveau for fugle peaker
Fødevarestyrelsen besluttede torsdag d. 5. november at hæve trusselsniveauet for fugleinfluenza fra meget lav til høj, som er højeste niveau. Det medførte at alle ejere af fjerkræbesætninger skal sikre deres dyr mod kontakt til vilde fugle med blandt andet overdækning eller indhegning. Samtidig er der indført forbud mod arrangementer med fjerkræ og fugle.
Er indhegningen større end 40 kvadratmeter, skal fjerkræet holdes indendørs, eller have deres indhegning overdækket med net eller mågetråd. Der må maksimalt være 2o centimeter mellem trådene.
Er indhegningen mindre end 40 kvadratmeter, anbefales det at fjerkræet holdes indendørs, eller at indhegningen overdækkes med fast tag, net, eller mågetråd.
Mågetråd er en betegnelse, der bruges om farvet polyestertråd/nylontråd med en diameter på 1,5-2 mm. Denne trådtype bruges også over dambrug for at holde bl.a. måger og fiskehejrer ude. Trådene udspændes i parallelle baner over hønsegården med maksimalt 20 centimeters mellemrum.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Skærpede krav: Kalkuner og høns er i risikogruppen
Den 6. november 2020 indførtes skærpede krav til hold af fjerkræ, som følge af fundet af en død vandrefalk ved Sakskøbing på Lolland. Vandrefalken havde fugleinfluenza-variationen H5N5.
– H5N8 er værre end H5N5, men de er begge to i den tunge ende – det er bekymrende, hvad vi ser, lyder det fra Statens Seruminstitut.
Da fugleinfluenza er en alvorlig sygdom, som truer både vildt- og tamfugle, er det et krav, at alle fjerkræbesætninger med et areal på mere end 40 kvadratmeter er overdækket eller beskyttet, så vilde fugle ikke kan komme ind i indhegningerne.
Læs også: Gåserepublikken skal spærre fuglene inde: »De bliver stressede, og det er der nogen, der dør af«
Alle fuglearter kan rammes af fugleinfluenza, men høns og kalkuner er særligt udsatte og udvikler kraftige symptomer. Svømmefugle er generelt mere modstandsdygtige og kan bære på fugleinfluenza uden have symptomer.
Der er ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i Europa.
Sådan gjorde vi: Journalisten fandt pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen og kontaktede Statens Seruminstitut telefonisk.