Flere unge udskyder SU’ens pasta med ketchup for mors hjemmelavede spaghetti bolognese. Andelen af danske unge, som fortsat er hjemmeboende efter de er fyldt 18 år, er nemlig stigende. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Læs også: Fællesspisning blandt unge sætter mere varieret kost på bordet
Forsker ved Center for Ungdomsforskning Mette Lykke Nielsen ser positivt på denne udvikling. Hun fortæller, at unge i dag har mere ligeværdige relationer til forældre.
– Det at flytte hjemmefra er traditionelt forbundet med selvstændiggørelse. Unge har i dag mere ligeværdige relationer til deres forældre, og der opstår derfor ikke et markant behov for at løsrive sig, forklarer hun.
Flest hjemmeboende 18-årige i Allerød Kommune
I Allerød Kommune er 97 % af de 18-årige hjemmeboende, og det er derfor den kommune med flest 18-årige, der bor hjemme.
Louise Hvilshøj, der bor i hos sine forældre i Allerød, kalder det en luksus at bo hjemme.
Læs også: Flere hjemmeboende 18-21 årige
– For mig er det en måde at spare nogle penge på, så jeg kan bruge penge på noget, jeg hellere vil, som at rejse eller tage på højskole. Jeg tror bare ikke, at jeg har det største behov for at flytte hjemmefra – også fordi jeg bor i Allerød, man kan tage toget til København på en halv time, fortæller Louise Hvilshøj, der er 19 år.
Louise Hvilshøj fortæller samtidig, at hendes forældre behandler hende som en voksen. Selvom hun stadig skal fortælle, om hun kommer hjem til aftensmad.
Hvis man bliver fastholdt, eller lader sig fastholde i en barnerolle, så kan det være uhensigtsmæssigt
Mikael Thastum, professor i psykologi, Aarhus Universitet.
– Mine forældre lader mig have mit eget liv. De har sagt, at de prøver at give mig plads, fortæller hun.
I hvilken grad skal de unge agere som voksne?
Netop det at blive behandlet som en ligeværdig voksen er vigtigt.
– Hvis man bliver fastholdt, eller lader sig fastholde i en barnerolle, så kan det være uhensigtsmæssigt, vurderer professor i psykologi Mikael Thastum fra Aarhus Universitet.
– Det kan vanskeliggøre processen med at blive voksen, siger Mikael Thastum.
FAKTABOKS:
– I 2011 boede 57% af 18-21-årige sammen med mindst én af deres forældre. Denne andel er steget til 64% i 2021
– De kommuner med flest hjemmeboende 18-årige er Dragør Kommune (96%) og Allerød Kommune (97%)
– Enkelte kommuner har en relativ lav andel af hjemmeboende 18-årige, blandt andet Norddjurs Kommune (67%) og Lolland Kommune (77%)
Kilde og grafik: Danmarks Statistik
Han fortæller, at det er familiens ansvar at forhandle sig frem til en fornuftig måde at være sammen på.
– Når voksne børn bor derhjemme, i hvilken grad skal de så påtage sig voksenroller? I hvilken grad skal de agere som børn? Det er familiens opgave at forhandle, hvilke roller hvert familiemedlem skal have, afslutter Mikael Thastum.
19-årige Louise Hvilshøj, der bor med sin mor og far i Allerød, fortæller, at hendes forældre hjælper hende med at blive klar på voksenlivet.
– Jeg bruger mine forældre til hjælp til SKAT eller lignende. De gør det ikke for mig, men hjælper mig, forklarer hun.
Hun tilføjer dog, at hendes forældre stadig laver mad til hende.
– Så på den måde er jeg måske stadig i barnerollen. Men det har jeg ikke noget imod, afslutter hun grinende.
Sådan gjorde vi: Inspireret af en borger i Allerød søgte journalisten statistikker om unge i Allerød Kommune. På Danmarks Statistik blev der fundet ny statistik om hjemmeboende 18-21-årige. Denne statistik blev udgangspunkt for artiklen. Der blev herefter fundet både en psykolog og en ungdomsforsker, der kommenterede på statistikken. Ved hjælp af journalistens netværk blev der fundet en erfaringskilde, som kommenterede på ekspertkildernes udsagn.