Formand for Patientforeningen Erik Bach er bekymret for et nyt lovforslag, der skal give lægerne lov til at indhente fortrolige oplysninger i de elektroniske patientjournaler også efter, at patienten har afsluttet sit behandlingsforløb. Han mener, at et sådan lovforslag kan være med til at gøre patienterne urolige.
– Det giver utryghed for patienterne, at der er sådan nogle muligheder, og man kan ikke være sikker på, at man selv har styr på hvad der egentlig sker omkring én. Der er nok af utryghed, og så skal man ikke også være utryg for, hvad der sker, og hvem der får hvad at vide, siger Erik Bach.
Læg også: Sundhedsøkonom: Lægehjælp i hjemmet er bedre og billigere
Det er sundhedsminister Astrid Krag (SF), der netop har fremlagt forslaget om en lovændring. Det sker på baggrund af et forslag fra foreningen Yngre Læger.
Kvalitetssikring
Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger, er naturligvis glad for, at ministeren har taget idéen om mere adgang til patientjournaler til sig, og mener, at en ændring af loven kan være med til at give patienterne den bedste hjælp.
– Det er en kvalitetssikring i forhold til den enkelte patient, men også i forhold til læringssituation for den enkelte læge, siger hun.
Hun peger samtidig på, at det er vigtigt for lægerne at kunne kigge i patienternes journal, som et led i at blive klogere og især for de læger, der er under videreuddannelse.
Læs også: Læger vil gøre forskel på rig og fattig
– Det er vigtigt, at man har mulighed for at følge op. For eksempel: var det, jeg gjorde ved denne patient for en måned siden, det mest hensigtsmæssige? Hvad var det for et forløb patienten havde? Og dermed også, hvad gjorde de læger, der efterfølgende så patienten?, forklarer Lisbeth Lintz.
Formanden for Patientforeningen har ikke noget imod, at lægerne bliver dygtigere, men han giver udtryk for at patienten altid skal have det sidste ord.
– Det skal være i aftale med patienten. Det er altid patienten det drejer sig om, og så er den ikke længere, siger Erik Bach.
På nuværende tidspunkt må læger ikke hente oplysninger i de elektroniske patientjournaler, med mindre patienten er under behandling eller har givet sit samtykke.