Advarsel: Pas på fixie-cykler og store trøjer i stormen

Stormalarm. Cyklisterne kan risikere at blive væltet på stribe på grund af den kraftige storm. Foto: Navisen.dk
Stormalarm. Cyklisterne kan risikere at blive væltet på stribe på grund af den kraftige storm.
Foto: Navisen.dk

Den kraftige storm, som netop har lukket Storebæltsbroen, væltet lastbiler på Lillebæltsbroen, og stoppet dele af togtrafikken på grund af væltede træer på skinnerne, giver nu meteorloger anledning til at advare alle cyklister når de bevæger sig ud i trafikken.

– Stormen vil være så stærk, og det er hovedsageligt de kraftige vindstød med orkan orkanstyrke, som cyklisterne skal frygte. De skal særligt være opmærksomme på kraftig sidevind, som meget let kan vælte dem, hvis de cykler et sted som ikke er afdækket af bygninger eller huse, konstaterer vagthavende meteorolog hos DMI, Michael Skælbæk.

Læs også: Vejrentusiast: Stormen bliver lige så vild som i ’99

Han advarer alle cyklister og råder dem til at holde sig væk fra åbne passager uden bygninger, som kan give læ. De forskellige broer i København giver for eksempel vinden rig mulighed for at vælte cyklisten med et hurtigt og kraftigt vindstød fra siden.

Hvis du ikke vejer meget eller ikke bøjer dig tilstrækkeligt ned over din cykel, ja så vælter stormen dig.
Michael Skælbæk, vagthavende meteorolog hos DMI.

Det skal du være opmærksom på
Ud over de voldsomme vindstød som kan vælte cyklisterne, spiller der også andre aspekter ind, som ifølge Michael Skælbæk kan øge risikoen for at blive væltet af stormen.

– Det kommer meget an på, hvor meget du vejer og hvordan din hældning er, når du på cykler. Hvis du ikke vejer meget eller ikke bøjer dig tilstrækkeligt ned over din cykel, ja så vælter stormen dig noget lettere, siger han.

Derudover kan poset tøj også være en faktor som kan vælte cyklisten, da vinden på den måde kan få godt fat i en.

-En stor del ligger i, hvor meget man fylder på cykelen. Racercykler skal man også være påpasselig med, da de stort set ikke vejer noget, og derfor er lettere for viden at tage med i stødet, siger Michael Skælbæk.

Han henviser særligt til de såkaldte fixie-cykler, som er populære blandt mange unge.

Gør vinden til din ven
Stormen kan dog også vendes til noget positivt. Nok skal cyklisterne være varsomme, men med få teknikker kan man gøre vinden til sin ven, og få en god træningssession ud af hjemturen på vej fra arbejde.

– Hård vind er mindst lige så godt som bakketræning. I Danmark, hvor vi ikke har så mange bakker og bjerge, er det faktisk godt at gå ud og cykle i stærk modvind. Det kan aktivere musklerne og øge ens kondition, ligesom hvis man styrketræner eller løber, forklarer direktør for Cycling Culture i Lyngby, Jimmy Trolle.

Hvis man vil prøve kræfter med at bruge vinden til træning, skal man gøre en række ting.

– Man skal krumme sig sammen ned over cyklen og lægge så meget af sin vægt ned igennem cyklen som overhovedet muligt. Du skal også køre en smule langsommere end normalt, og sætte cyklen i et lavt gear.

Læs også: Danskere nedtoner stormvejret på Twitter

Ifølge Jimmy Trolle får du dermed trænet din plus og dine muskelfibre vil blive belastet på en anden måde end normalt.

Men cyklister skal naturligvis passe på i den kraftige vind.

– Mange cyklister har en tendens til at læne sig ind i sidevinden, og når de så kommer til et sted med læ, så vælter de med det samme. Omvendt kan man også cykle i læ og pludselig komme ud et åbent sted, så man overraskes af vindens styrke, og derfor vælter, siger han.