Personbilerne har for meget på sidebene, og det belaster miljøet. Derfor skal bilen smide de overflødige kilo. Nanotough, et nyt europæisk forskningsprojekt, under ledelse af Aalborg Universitet, viser, at det er muligt at udskifte de tunge bildele som fx kofanger og instrumentbræt ud med lettere dele. Det betyder, at en almindelig personbil kan smide mellem 50 til 100 kilo., viser forskningsprojektet.
»De nye nanomaterialer giver lettere biler, det giver mere miljøvenlige biler og det er en løsning, der er billigere end eksisterende teknologi,« siger projektleder på Nanotough, Jesper de Claville Christensen.
Hvilke kilo kan komme af?
De kilo der skal smides, kan nedsætte brændstofforbruget med op fem procent og dermed gøre bilens fodspor grønnere. Grunden til at det er muligt at gøre bilens dele lettere, er at forskerne har brugt nanoteknologi. Teknologien gør det muligt at opnå nye funktioner i de materialer, der bruges til at udvikle de nye bildele.
Jesper de Claville Christensen fortæller, at de fleste materialer, der er lavet af stål, kan skiftes ud med nanomaterialerne, og det kan derfor give bilen et vægttab.
Forskere har gennem de seneste tre år testet et halvt hundrede forskellige nanobaserede materialer for at finde nye plast-kombinationer, som er modstandsdygtige nok til at erstatte eksisterende metalforstærkende løsninger.
»Reservehjulsbrønden er en meget stor del af bunden på en bil. Hvis man tager personbilen Passat, er det en kæmpe klods på omkring 1,5 gange 2 meter, og den er i dag lavet af stål. Den kan fx laves af disse nanomaterialer,« fortæller Jesper de Claville Christensen.
Ler fra Lolland
Ler kan bruges til andet end keramiske vaser og figurer i farvestrålende facetter. Ler kan også anvendes til at modulere den bjælke, som kofangeren hæftes på, har forskere på projektet fundet ud af. Målet har været, hvordan bilen kan blive lettere uden at gå på kompromis med sikkerheden, og der har ”nano-leret” vist sig at være en bærbar løsning på.
»Kofangeren er faktisk blevet stærkere,« understreger Jesper de Claville Christensen.
Nanoleret stammer bl.a. fra Lolland, hvor de har brugt blåler til at modulere produkterne. Grunden til, at de har anvendt nano-ler, er fordi det er miljøvenligt, og det har derfor ingen sundhedsmæssige risici. Instrumentbrættet og dækkene er andre eksempler, hvor projektet har brugt såkaldt nano-ler til at øge styrken.
Jesper de Claville Christensen fortæller, at den spanske leverandør FPK S.A., som er underleverandør til bl.a. Ford, BMW og Porsche, er begyndt at crashteste produkterne, Nanotough holdet har udviklet. Jesper de Claville Christensen kan dog ikke oplyse om, hvornår og om de nye nano-dele vil komme produktion.
Læs også: