Bilisternes skræk spøger igen på vejene

Der kører flere og flere spøgelsesbilister rundt på motorvejene, selvom Vejdirektoratet har iværksat en række tiltag for at stoppe billister på afveje.

Der kører flere og flere spøgelsesbilister rundt på motorvejene, selvom Vejdirektoratet har iværksat en række tiltag for at stoppe billister på afveje.

Røde stoptavler og blinklys er ikke nok, hvis man skal stoppe spøgelsesbilister, der kører i den gale retning på motorvejen. Og det er ellers tiltrængt.

Antallet af spøgelsesbilister, der kører i den forkerte side af vejen, er nemlig steget voldsomt de seneste ti år.  

Det viser tal fra Vejdirektoratet, der i samarbejde med DTU Transport netop har offentliggjort en stor undersøgelse om spøgelsesbilister i Danmark. Tallene viser, at der blev anmeldt 198 spøgelsesbilister i år 2010 mod 35 i år 2000.  

Teknisk konsulent Henrik Ludvigsen siger, at den markante stigning af spøgelsesbilister først og fremmest kan forklares med, at bilisterne bliver ældre og ældre.

»Det er særligt ældre mænd, der tynger spøgelsesbiliststatistikken. Vi ser flere og flere ældre, der kører rundt i trafikken, selvom de har en meget høj alder. Nogle af disse ældre bliver nemt forvirrede og havner i en forkert vejbane. Og så har vi problemet,« siger Henrik Ludvigsen.


Stoptavler virker ikke

Vejdirektoratet har ellers forsøgt sig med en række tiltag gennem årene for at forhindre spøgelsesbilister på afveje. 

Men undersøgelsen viser, at hverken pileafmærkninger, stoplys eller stoptavler på vejene har kunne stoppe det stigende antal bilister, der kører i den gale retning. 


Punkterede hjul hitter

Til gengæld har Vejdirektoratet haft held med at stoppe spøgelsesbilisterne ved at punktere deres hjul. 

Vejdirektoratet seneste forsøg, hvor automatiske stålpigge dukker op og punkterer ens hjul, hvis man kører i den forkerte retning på motorvejen, har nemlig vist sig at være en succes. 

»Vi kan bruge undersøgelsen til at finde ud af, hvordan vi bedst stopper spøgelsesbilisterne. Undersøgelsen viser, at det ud over ældre mænd  oftest er berusede bilister, der kører mod kørselsretningen. Vi ved nu, at det er vejpiggeanlægget, der er det mest ideelle værn mod spøgelsesbilisterne. Du ser ikke lys og stopskilte, hvis du er påvirket, men du mærker en punktering,« siger Henrik Ludvigsen.