Borupgaard Gymnasiums rektor, Thomas Jørgensen, skal fra den 1. maj være rektor på Gefion Gymnasium i København. Derfor skal Borupgaard Gymnasium for første gang i 15 år kigge sig om efter en ny rektor.
Ansættelsen af en ny rektor er en beslutning, der skal tages af den samlede administration på Borupgaard Gymnasium.
– I løbet af maj vil vi holde nogle fokusgruppeinterviews med flere repræsentanter fra skolen. Her indgår folk fra bestyrelsen og eleverne, siger Borupgaard Gymnasiums vicerektor, Karin Bøhrk.
Der ligges på gymnasiet et stort fokus på, at det er en betydningsfuld rektor, man skal have erstattet.
– Vi har simpelthen været så glade for at have Thomas. Vi er nødt til at have en grundig ansættelsesproces, når vi har haft en dygtig rektor gennem 15 år, forklarer vicerektoren yderligere.
Derudover fortæller vicerektoren på gymnasiet om nogle vigtige kvaliteter, som en rektor gerne må besidde.
– Det, der er vigtigt for en rektor, er at man tegner skolen indadtil og udadtil, hvor man både interesserer sig for skolens hverdag, men også for det omgivende samfund. Det er vigtigt, at man ikke nøjes, uddyber Karin Bøhrk.
Borupgaard Gymnasium skal først have ansat en ny rektor til 1. oktober.
Ser forventningsfuld på fremtiden
Thomas Jørgensen ser glædeligt frem mod karrierens næste skridt, som indebærer et job, der byder på nye udfordringer, og som ifølge den afgående rektor er det rigtige skridt at tage.
– Jeg tror, det er meget sundt nogle gange at tænke over, hvordan man vil arbejde med det ukendte. Det bliver interessant at prøve og se, om jeg kan gøre en forskel på et nyt gymnasium, lyder det fra den kommende rektor på Gefion.
Det bliver interessant at prøve og se, om jeg kan gøre en forskel på et nyt gymnasium
Thomas Jørgensen, kommende rektor på Gefion Gymnasium
Selv udtaler Gefion gymnasium, via deres hjemmeside, at de glæder sig til at byde Thomas Jørgensen velkommen.
– Thomas interesserer sig bredt for gymnasiet og glæder sig til at arbejde videre med udviklingen og den daglige drift af Gefion Gymnasium, udtaler Gefion Gymnasium, i et indlæg på deres hjemmeside.
Det er ligeledes en forventningsfuld Thomas Jørgensen, der fortæller om sit kommende job på Gefion, der ligeledes har forventninger til det bidrag, han selv vil komme med.
– Jeg tager noget med om naturvidenskab og noget med om pædagogisk udvikling, hvor jeg kan komme med mit perspektiv på det, fordi jeg har været med til at initiere nogle ting, der er blevet vigtige for Borupgaard, forklarer den kommende rektor på Gefion Gymnasium.
Borupgaard Gymnasium har en lang tradition for at have et naturvidenskabeligt fokus, hvor mange af gymnasiets studieretninger også tilbyder et ekstra fokus på idrætten.
Ser glad tilbage på sin tid som rektor på Borupgaard Gymnasium
I løbet af sine 15 års beskæftigelse som rektor på Borupgaard Gymnasium har Thomas Jørgensen været med til at præge den udvikling, som gymnasiet har været igennem. Udover en stigning i antallet af elever og en lille udvidelse i størrelsen har udviklingen indebåret ændringer på den administrative front.
Fakta om Borupgaard Gymnasium
- Blev grundlagt i 1980
- Gymnasiet er en STX-uddanelse
- Gymnasiet kan præsentere 15 forskellige studieretninger
- Skolen er karakteristisk på sine fem kvadratiske bygninger
– Det har været en meget stor udvikling at flytte gymnasiet fra at være amtsstyret til at skulle være en selvejende institution, hvor man i højere grad har skulle definere institutionen selv, siger Thomas Jørgensen.
Det har betydet meget for gymnasiets udvikling, at der er blevet selvejende, hvilket også har haft en indflydelse på den rolle, Thomas Jørgensen selv har haft som rektor.
Læs også: Gymnasium holder festival for bæredygtighed
Thomas Jørgensen er glad for sine 15 år som rektor på Borupgaard Gymnasium, hvor han har været rundt i alle gymnasiets kroge.
– Det har været virkelig dejligt at have været her, det er jeg meget, meget glad for, lyder det fra den afgående rektor.
Udover sine færdigheder som rektor, er Thomas Jørgensen også uddannet til at kunne undervise i matematik og historie.
Overraskende at han træder af
Hvor Thomas Jørgensen ser frem mod nye udfordringer i sin karriere, er det imidlertid ikke den vej, alle havde forventet, han ville gå.
– Jeg synes, det er overraskende. Han virkede meget engageret i jobbet og engageret i at få skolen på sporet af en god vej. Han virkede ikke som én, der ville stoppe, siger den tidligere elev Daniel Ransby om Thomas Jørgensens opsigelse.
Læs også: Folkeskoleelever vil have adgangskrav til gymnasierne
Thomas Jørgensen lagde fokus på, at alle på Borupgaard Gymnasium skulle føle sig accepteret, hvilket også gør hans afgang overraskende for nogle.
Thomas Jørgensen blev ansat på Borupgaard Gymnasium i april 2008.
Sådan gjorde vi: I mit netværk havde journalisten en bekendt, der på nuværende tidspunkt er elev på Borupgaard Gymnasium. Han gav journalisten nys om, at de skulle have en ny rektor, hvorefter journalisten tog kontakt til den afgående rektor på gymnasiet. Efterfølgende kontaktede journalisten en tidligere elev for at høre hans tanker, vedrørende at Thomas Jørgensen træder af.