Cyklistforbundet: Kørselsfradrag bør ændres for cyklister

Kørselsfradraget skal ændres, så det kan motivere flere til at tage cyklen på arbejde, mener Cyklistforbundet. Foto: en.wikipedia.org
Kørselsfradraget skal ændres, så det kan motivere flere til at tage cyklen på arbejde, mener Cyklistforbundet.
Foto: en.wikipedia.org

Som det ser ud nu, skal du tilbagelægge minimum 24 km på turen til og fra arbejde, for at kunne trække transporten fra i SKAT. Ifølge Cyklistforbundet gør det, at kun bilister og togpendlere tilgodeses af kørselsfradraget. Derfor foreslår de nu en ændring i fradraget, hvor folk, der cykler på arbejde belønnes økonomisk allerede ved en transportafstand på seks km.

En kæmpe fordel for samfundsøkonomien

Initiativet skal give et godt udgangspunkt for at vælge cyklen frem for bilen på de korte strækninger, og ifølge Cyklistforbundet vil flere cykelpendlere gavne samfundet økonomisk.

– Jo flere der cykler, jo flere penge sparer samfundet, siger Christina Britz Nicolaisen, der er kommunikationsmedarbejder ved Cyklistforbundet, og fortsætter:

– Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det rigtigt godt, hvis folk cykler, fordi de bliver mindre syge, og de undgår at få livsstilssygdomme på sigt. Det er noget, der koster samfundet rigtigt mange penge.

Region Hovedstaden lavede i 2014 et cykelregnskab, der var det første af sin slags. Hvis man cykler 1.2oo kilometer, nedbringer man antallet af sygedage med en dag, konkluderer regnskabet blandt andet. I hovedstadsregionen står cyklen for hver femte transporttur, og derfor sparer cyklisterne hvert år regionen for en million sygedage.

Læs også: 50 millioner cykelture skal gøre danskerne sundere

Men det er ikke kun samfundsøkonomien, der vil nyde godt af, at flere vælger cyklen. Den enkelte cyklist vil også få noget ud af at springe op på cyklen på vej til arbejde, siger Christina Britz Nicolaisen.

– For den enkelte er det selvfølgelig også en fordel, for vedkommende vil være mindre syg og slippe for livstilssygdomme. Så det er både godt for den enkelte og samfundet, siger  Christina Britz Christiansen.

FAKTA: Kørselsfradrag

Nuværende satser for kørselsfradraget uanset transportmiddel:

  • 0-24 km’s transport pr. dag giver 0 kr.
  •  25-120 km’s transport giver 2,05 kr. pr. km
  • Over 120 km’s transport giver 1,03 kr. pr. km
  • Desuden kan biler og motorcykler få 90 kr. i kørselsfradrag pr. tur over Storebælt og 50 kr. for en tur over Øresund.

Man kan få kørselsfradrag ved alle typer lønnet arbejde. SU tæller dog ikke med som løn, så intet fradrag til studerende.

Kilde: www.skat.dk

Vanerne har magten

En undersøgelse af transportvaner, foretaget af DTU, viser, at 38 procent af de danskere, der kører i bil til og fra arbejde, drømmer om at cykle mere. Ifølge Christina Britz Nicolaisen er det vaner og skrækscenarier, der holder folk tilbage.

Trafikforsker Malene Freudendal-Pedersen er enig i, at vaner spiller en stor rolle i folks transportadfærd.

– Folk vælger bilen, fordi det er den, de er vant til at bruge. Derfor tænker de ikke så meget over, hvordan de kommer frem, men mere på det, de skal frem til. Så er det nemmest at gøre, som man plejer, siger hun.

Penge er en fordel, man kan forstå

Ved at kommunikere fordelene ved cykling i kroner og ører, gøres de ifølge Cyklistforbundet mere håndgribelige for danskerne.

– Gevinsterne ved at cykle kan være meget fluffy og rigtig svære at videreformidle til pendlere, der er vant til at køre bil. Man skal ligesom prøve det på egen krop for at mærke fordelene. Men kroner og ører, det kan de fleste forstå, siger Christina Britz Nicolaisen.

Malene Freudendal-Pedersen ser også økonomisk gevinst, som en måde hvorpå man kan motivere folk til at vælge cyklen. Dog påpeger hun, at det ikke kun er pengene i sig selv, der motiverer. Det er ligeså meget den symbolske værdi, det har at blive belønnet.

– Jeg tror, at pengene er en del af det, men det, der i ligeså høj grad betyder noget, er den accept, man får gennem tildeling af kørselsfradraget. Så det er sådan set ikke de der 300 eller 500 kr., de måske får ud af at cykle. Det er mere fornemmelsen af, at cykling er noget, staten prioriterer, og det får du anerkendelse for, siger hun.