Dansk dødssprøjte diskuteres i dag

På dødsgangen i Texas gør de klar til endnu en henrettelse. Cleve Foster får klokken 13 i dag en sprøjte, der skal tage livet af ham. Sprøjten indeholder stoffet pentobarbital, der produceres af det danske medicinalfirma Lundbeck.

 
»Cleve Fosters henrettelse er blevet lettere takket være Lundbeck. Det er deres ansvar. Vi har foruroligende ny information om, hvordan Lundbecks stoffer bliver brugt. Cleve Fosters henrettelse vil ikke gå ubemærket hen i Danmark, og tirsdag bliver en meget ubehagelig dag i Lundbecks hovedsæde.«
 
Det siger Reprieves efterforsker Maya Foa i en pressemeddelse. Reprieve er en engelsk organisation, der arbejder for fangers vilkår. 
 
I dag tirsdag ruller lavinen altså, og på Hotel Danmark vil der være pressekonference, hvor Reprieve vil præsentere en ny rapport, der skal gå direkte videre til den danske regering og Lundbeck. 
 
Lundbeck magtesløs
 
På Lundbeck håber man på mere fredelige forhandlinger.
 
»Vi har jo tidligere haft en konstruktiv dialog med Reprieve, og det vi vil håbe fortsætter. Vi er helt uden ønske blevet en del af det her problem. Vi tager stærkt afstand overfor brugen af vores produkt i henrettelser. Vi har meget nøje undersøgt, om vi kan gøre noget for at forhindre det, og vi kan desværre ikke gøre mere,« siger kommunikationschef i Lundbeck Anders Schroll.
 
Det er Reprieve uenige i og påpeger, at Lundbeck kan indføre klausuler, der skal sikre, at deres produkt ikke kan bruges til henrettelser.
 
»Det er sådan, at der ikke rigtig er nogle klausuler, der effektivt kan kontrollere, hvad brugeren af stoffet anvender det til. Der er en lang vej fra, at vi sender det ud, til at det bliver anvendt, hvilket betyder, at  hverken vi eller  vores distributører kan kontrollere brugen,« siger Anders Schroll.
 
Krænkelse af menneskerettigheder
 
Pressemødet afholdes også af International Commission of Jurists, Danmark. Og for dem er sagen ikke sort/hvid.
 
»Formålet er at stille nogle spørgsmål. Dels til om den danske stat har en forpligtelse til at sikre at virksomheder respekterer menneskerettighederne. Dels til om der er tale om en menneskerettighedskrænkelse, som Reprieve jo helt klart mener, at der er, og endelig hvad Lundbecks ansvar består i,« siger Sune Skadegaard Thorsen medlem af bestyrelsen i ICJ og advokat med speciale i menneskerettigheder.
 
Læs også