Dansk rumteknologi i kæmpe NASA-mission opsendt med stor succes

NASA opsendte i nat fire rumfartøjer  Foto: Morgue File
NASA opsendte i nat fire rumfartøjer med dansk rumtektonologi om bord

Efter flere års hårdt arbejde kunne forskere på begge sider af Atlanten i nat kl. ca. 4, dansk tid, klappe i hænderne og se til, mens fire fartøjer med dansk rum-udstyr blev opsendt fra Kennedy Space Center i Florida.

Dette er den største NASA-mission i år, og de fire identiske satellitter er hver især udstyret med specialbygget dansk teknologi produceret i Lyngby på DTU Space (Danmarks Tekniske Universitet).

Vi ved, at vores udstyr virker, det har vi fået bekræftet. Det er bare sjældent, at det sker så hurtigt. Det er kanon – det er kæmpestort.

John Leif Jørgensen, Professor og Afdelingsleder for Måling og Instrumentering ved DTU Space.

Glæde i Lyngby

Og på DTU i Lyngby er man glad. For allerede nu bliver opsendelse kaldt en succes, forklarer John Leif Jørgensen, Professor og Afdelingsleder for Måling og Instrumentering ved DTU Space.

– Det ser forrygende ud indtil videre, fortæller han og forklarer videre, at de allerede har fået bekræftet, at den danske teknologi fungerer.

– Vi ved, at vores udstyr virker, det har vi fået bekræftet. Det er bare sjældent, at det sker så hurtigt. Det er kanon – det er kæmpestort, siger John Leif Jørgensen.

Opsendelsen af de fire rumfartøjer med specialbyggede stjernekameraer sker som led i en ny NASA-mission kaldet MMS-missionen. MMS står for ‘Magnetospheric Multiscale’ og har til opgave at undersøge, hvad der foregår, når Jordens og Solens magnetfelter støder sammen,
forklarer John Leif Jørgensen.

En stor sejr for dansk for dansk rumforskning

Selve stjernekameraerne har til opgave at sikre, at rumfartøjerne har den rette orientering ude i rummet. Og præcis styring af fartøjerne er helt afgørende for missionens succes. Da hvert rumfartøj skal flyve i en nøje planlagt pyramide-formation med ti kilometers afstand og samtidig i en afstand fra Jorden, som varierer mellem 900 km og 150.000 km.

DTU Space og NASA har samarbejdet om projektet igennem snart to årtier, og de danske forskere ser derfor også opsendelsen som en stor succes.

-Det her har vi arbejdet på i mange år, så det er en stor sejr for os, siger John Leif Jørgensen.

NASA udtrykker ligeledes glæde over DTU-teknologien på MMS-fartøjerne.

– Stjernekameraerne fra DTU Space er specialbyggede til MMS-missionen, og de bliver betragtet som vigtige komponenter i fartøjernes kontrolsystemer. Efter opsendelsen vil kameraerne på de fire fartøjer forsyne kontrolsystemerne med data, der gør det muligt med høj præcision at fastlægge deres positioner og hastighed. Det er en krævende opgave, udtaler Samuel J. Placanica, chefingeniør på MMS Attitude Control System ved NASA.

Først i september 2015 vil de fire rumfartøjer i MMS-missionen være i position til at begynde udforskningen af magnetfelternes reaktioner omkring Jorden.