Nu kan du få velsignelsen på SMS

De unge bruger mobilen til FreestyleGudstjenesteri Brorsons Kirke. Foto: Brorsons Kirke
De unge bruger mobilen til FreestyleGudstjenesteri Brorsons Kirke. Foto: Brorsons Kirke

FreestyleGudstjenester, SMS-vægge og kontakt til kirken via Facebook. Den moderne kirke bruger teknologi til at trække folk til gudstjenesterne, og nogle enkelte kirker gør endda mobilen til en del af gudstjenesten. Nicolaj Stubbe Hørlyck, Præst ved Brorsons Kirke på Nørrebro, ser store muligheder i de nye medier.

– Ofte er formen i kirken med til at afholde folk fra at høre budskabet. Så hvis vi bruger et sprog og en teknologi, som folk kender, så vil de også automatisk kunne forstå budskabet bedre, siger han.

Ukirke for unge på Vesterbro er også en af de kirker, der fokuserer på teknologiens muligheder til arrangementer i kirken. Præst og leder Thomas Nedergaard fortæller, at Facebook er kirkens bedste mulighed for at være i kontakt med kirkegængerne:

– På Facebook er vi oppe på at have 13-1400 likes. Det er den platform, der virker for os, siger han.

Læs også: Nej tak til at takke gud

FreestyleGudstjeneste med mobilen fremme

Brorsons Kirke og Ukirken er nogle af de få kirker, der har taget teknologien helt ind i kirkerummet. I Ukirken kan de unge deltage i kirkearrangementerne på en SMS-væg, og Brorsons Kirke holder FreestyleGudstjenester for konfirmander. Her bliver de unges mobiltelefoner taget flittigt i brug.

– Vi udviklede FreestyleGudstjenesten, fordi vi oplevede, at de helt unge teenagere i kirken havde svært ved at sidde stille. De ville gerne gå rundt og tale med hinanden og syntes, at det sprog, der blev talt, var lidt svært, siger Nicolaj Stubbe Hørlyck og fortæller, at gudstjenesten afsluttes med en velsignelse på SMS.

Når det er bygget op på den måde, kan man inddrage nogle, der ikke er til stede i rummet, ved at konfirmanderne deler det, de laver med deres venner, som ikke er med.
Nicolaj Stubbe Hørlyck, Præst ved Brorsons Kirke på Nørrebro

Kirkerne skal følge udviklingen

Kirstine Helboe Johansen er adjunkt i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Hun mener, at det er helt nødvendigt, at kirkerne følger samfundets udvikling.

– Det har altid været kirkens princip, at forsøge at følge med samfundet. At være der, hvor samfundet er. Så hvis de ikke gjorde det, ville de komme til at virke som noget gammelt og udtjent, siger hun.

Læs også: Sælges: Guds hus

Menighedsrådsformand i Nykøbing F Sogn, Palle Jacobsen, fortæller, at de har haft en debat om at bruge teknologi mere aktivt i kirken, men at nogle er lidt nervøse ved udviklingen.

– Der er også andre, der har overvejelser, om at man ikke glemmer det, det handler om, når man kommer i kirken. Det bliver for meget teknik og mere form frem for indhold, når man hele tiden vil være optaget af, hvad der sker på mobiltelefonen eller ipad’en i stedet for at lytte efter, hvad der sker.

Denne bekymring deler præsterne i Brorsons Kirke og Ukirke dog ikke.

– Tværtimod. Når det er bygget op på den måde, kan man inddrage nogle, der ikke er til stede i rummet, ved at konfirmanderne deler det, de laver med deres venner, som ikke er med, siger Nicolaj Stubbe Hørlyck.