Når danske gravide rejser mod varmere himmelstrøg uden for Europa, trodser de ofte risikoen for at blive smittet med zikavirus.
På landets vaccinationsklinikker oplever man, at opmærksomheden på zika er mindsket blandt gravide, der skal på ferie.
– Det sker, at gravide kommer ind til konsultation på vores klinikker efter at have købt en rejse, hvor de bliver overraskede over, at de stadig skal være opmærksomme på zika, siger chefsygeplejersken hos Danske Lægers Vaccinations Service, Sebastian Haibrock.
Han vurderer, at blandt andet mediernes manglende omtale har været medvirkende til, at opmærksomheden på infektionssygdommen er gået i glemmebogen. Og det er et problem, når der stadig er smittefare mange steder i verden.
– Det kan komme til at virke som om, at zika er et overstået kapitel, når man ikke længere hører om det. Mange tror, at det kun var en risiko nogle enkelte steder tidligere, siger han.
I 2016 erklærede verdenssundhedsorganisationen, WHO, at spredningen af zika på det amerikanske kontinent var en folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Men selvom zikavirussen ifølge WHO ikke længere udgør en krisesituation, florerer den stadig i store dele af verden.
Rejste trods risiko
Line Krogh Sørensen er en af dem, der ikke på forhånd kendte til risikoen for zika, da hun under sin graviditet bestilte rejse til Thailand, Vietnam og Cambodja.
– Jeg havde ikke selv overvejet, at der var zika. Det gik ikke op for mig, før nogen venner sagde det, siger hun.
Hun valgte alligevel at tage afsted og forsøgte i stedet at beskytte sig med blandt andet myggespray.
Sygdommen, der skabte stor bevågenhed verden over i 2016, er ikke farlig for almindelige rejsende, men kan have alvorlige konsekvenser for ufødte børn, gravide og kvinder, der planlægger at blive det.
– Det, der for nogle år siden viste sig ved det store zikaudbrud i særligt Brasilien, er, at sygdommen kan give fostermisdannelser, hvis mødrene er smittet. Det er selvfølgelig meget bekymrende, siger Anders Koch, der er overlæge for Central Enhed for Infektionshygiejne på Statens Serum Institut.
Hvad er zikavirus?
- Zikavirus er en febersygdom, der har været kendt siden midten af det 20. århundrede
- Virussen overføres via myg
- Sygdommen er ufarlig, medmindre man er gravid eller påtænker at blive det
- Smitte før eller under graviditet kan medføre fostermisdannelser, eksempelvis underudvikling af hjernen
- Både mænd og kvinder, der planlægger graviditet, bør udskyde rejse til destinationer med smittefare, da sygdommen kan overføres seksuelt
- Symptomerne ligner almindelige influenzasymptomer og inkluderer feber, udslet og ledsmerter, men 80% af alle smittede udvikler aldrig symptomer
- Rapporteringer om tilfælde af zikavirus på det amerikanske kontinent begyndte i 2014, hvilket siden førte til den zika-epidemi, der særligt ramte Brasilien og Colombia i starten af 2016
- Det vurderes, at der i dag er smittefare i dele af både Asien, Afrika, Stillehavsområder og Syd-, Mellem- samt Nordamerika
Derfor anbefaler de danske sundhedsmyndigheder fortsat, at gravide undgår at rejse til områder med smittefare.
Ifølge Statens Serum Institut er zikavirus udbredt i store dele af Sydamerika, Mellemamerika, USA, Afrika, Asien og Stillehavsregionen.
Sådan gjorde vi: Ideen udsprang af skribentens kendskab til et par, der havde haft problemer med information om zika i forbindelse med rejse til Mellemamerika og planlagt graviditet. Kilderne er interviewet via telefon.