Der er stille. Selvom den franske ambassade ligger på en adresse, der normalt er hektisk og larmende af trafikstøj og travle mennesker, er det ikke den stemning, der er at finde på Kongens Nytorv foran ambassaden i dag.
I dag er der delvist afspærret, og der er bevæbnede politibetjente foran den hvide bygning, hvor flagene på taget står på halvt. På den anden side af gaden er de mange fremmødte samlet om et hav af blomster.
Karsten Hjorth er sammen med sin kone blandt de mange, der er mødt op på Kongens Nytorv i dag. Han mener, at det er vigtigt at vise sympati med franskmændene:
– Vi er kommet herind i dag, fordi vi bor her i nærheden og gerne ville stå her stille og roligt og mindes. Da vi hørte nyheden i går aftes, blev vi vrede og kede af det. Vi følte mange ting på en gang. Jeg synes, det er meningsløst, og jeg synes, det er vanvittigt at slå folk ihjel for ingenting, fortæller han.
Han er en af de mange fremmødte, der vil vise sin solidaritet med Frankrig og franskmændene, efter fredag nats blodige terrorangreb i Paris. Dødstallet efter de seks koordinerede angreb er nu oppe på 129 mennesker. Mindst 350 er dertil såret efter angrebene, der blandt andet bestod af eksplosioner, selvmordsbombere, skyderier og en blodig gidseltagning.
“Nok er nok. Vi er med jer”
– We are devastated but we are not intimidated at all. It is very important that we know, that we can count on Denmark.
Sådan lød det fra den franske ambassadør i formiddags som reaktion på de tragiske begivenheder.
Islamisk Stat har tidligere i dag taget ansvar for angrebene i Paris. Angrebene skal fungere som en advarsel om, at Frankrig ikke skal fortsætte den nuværende politiske kurs i Syrien.
Læs også: Grusomt og tragisk: Danske politikere støtter franskmændene efter terror
Ved ambassaden fylder en tung stilhed det rum, der er opstået inde i kredsen, som de fremmødte danner om den store mængde blomster. Den bliver kun brudt af lav hvisken mellem familier, venner og kærestepar, raslen fra brunt papir, der fjernes fra blomster, inden de lægges til mængden, og duernes slag med vingerne over hovederne på de mange mennesker, der stille betragter de lys, der er tændt til minde om de døde.
Ved nogle af blomsterne er der vedlagt breve og skilte, der siger det, som mange nok tænker.
‘Enough is enough. Nous sommes avec vous’, står der på et. ‘Nok er nok. Vi er med jer’.
“Jeg tror også, det kunne ske i København”
Midt i Københavns indre er det som om, der er dannet en lille parallelverden. Som en boble over de samlede. Man kan se juledekorationer, der er hængt op over gaden i Nyhavn, hvor turister flokkes og folk, der er på lørdagsshopping i Magasin. Men boblen foran den franske ambassade har en helt anden ro.
Det er tydeligt, at mange er berørte. Mens lys tændes, tørres tårer af kinderne.
Pia Giversen er en af dem, der har været inde for at lægge blomster. Hun blev meget overrasket, da hun hørte om angrebene i nat.
– Jeg synes, at det er vigtigt, at verden viser Frankrig, at vi står sammen med dem og bakker op, fordi jeg tror, at det kunne ske hvor som helst. Jeg tror også, det kunne ske i København, siger Pia Giversen.
Jeg er taknemmelig overfor Frankrig. Deres optagethed af ideologi og deres tankegang, det har jeg stor respekt for. De mener det virkelig, når de siger frihed, lighed og broderskab alvorligt.
Sine Diemar, fremmødt ved den franske ambassade
Jan Andersen, der også er mødt op, er ikke lige så overrasket over terrorangrebene:
– Jeg var selvfølgelig dybt chokeret, men på en eller anden måde så havde jeg egentlig også forventet, at noget tilsvarende ville ske, men bare ikke i det omfang, fortæller han.
Jan Andersen har selv besøgt Frankrig mange gange og har en stor interesse for fransk kultur. Det er også en af årsagerne til, at han står her i dag.
– Jeg kommer herind i dag, fordi jeg er dybt bevæget over, hvad der er sket og alle de stakkels mennesker, der uskyldigt er blevet dræbt. Men jeg ønsker også på min egen beskedne måde at udtrykke solidaritet med Frankrig og franskmændene og den udfordring, de står overfor lige nu, siger han.
Terror i Frankrig
13. november: Bl.a. koncerthal og fodboldstadion
Natten mellem fredag og lørdag blev Paris ramt af seks koordinerede angreb.
Dødstallet er lørdag aften på 129 mennesker.
Yderligere mindst 350 er såret.
Terrororganisationen Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebene.
7. januar: Charlie Hebdo og jødisk supermarked
Den 7. januar i år ramte et terrorangreb også Frankrig.
Magasinet Charlie Hebdo, der var kendt for sin grove religionssatire, var mål for angrebet.
Samme dag opstod en gidseltagning i et jødisk supermarked.
I alt blev 20 personer dræbt i forbindelse med de to episoder, hvoraf tre af de dræbte var terrorister.
De syriske flygtninge er også i tankerne
De mange blomster og lys vidner om, at mange har lagt vejen forbi Kongens Nytorv i dag. Ved tre-tiden ankommer en bil med nye metalhegn, der skal indhegne blomsterne, da det område, der før var sat af til kondolencer, allerede er fyldt ud.
Medfølelsen går dog ikke kun til franskmændene i dag. Sine Diemar på 71 forbinder angrebene med situationen i Syrien og har også tankerne hos de mange flygtninge:
– Jeg tænkte først på de stakkels flygtninge, som er flygtet fra terror, og nu sidder de og ser det her, og de forstår ikke rigtig sproget, men kan se, at de er fanget i Islamisk Stats krig. Verden er, som den er. De onde er måske mere konsekvente i deres ondskab, end de gode er i deres godhed.
Læs også: Løkke: Det er et ubeskriveligt og kynisk terrorangreb
Det virker som om, at Sine Diemar ikke selv bemærker tårerne, der forlader øjenkrogen, da hun fortæller, at hun dog er fortrøstningsfuld og bærer en stor “taknemmelighed overfor Frankrig”. Det er denne taknemmelighed, hun er kommet for at vise i dag:
– Deres optagethed af ideologi og deres tankegang, det har jeg stor respekt for. De mener det virkelig alvorligt, når de siger frihed, lighed og broderskab.
De mange mennesker, der i dag har lagt vejen forbi Kongens Nytorv nr. 4, illustrerer også en form for broderskab mellem Danmark og Frankrig. Mens indhegningen bliver udbygget langs cykelstien, der snor sig over Kongens Nytor, bliver stadig flere lys tændt. Og da et af skiltene, der før lænede sig op af et nu flyttet hegn, vælter, er en kvinde hurtig til at rejse det igen, så dets ord igen står mod vinduerne i bygningen med to franske flag på halvt: ‘Stå sammen for Paris’.
Klik på det nedenstående foto og se billedgalleriet med indtryk fra den franske ambassade, som er fyldt med besøgende og blomster.