
Sidste år var der få ledige pladser på plejehjemmene i Hørsholm Kommune. Flere ældre måtte vente over 100 dage på en plejebolig, fremgår det i kommunens egne statusoptællinger. Men spørger man formanden for Social- og Seniorudvalget, Annette Wiencken (K), så er det problem nu løst. I juni 2025 slog Attendo Klædebo friplejehjemmet nemlig dørene op for deres første beboere.
– Da vi åbnede vores friplejehjem her tidligere på året, der forsvandt ventelisten med et brag, fortæller hun.
Ifølge formanden i Hørsholm Seniorråd, Steen Fich Andersen, var det nye plejehjem, hvad Hørsholm Kommune har ventet på.
– Ventetiden har ligget højt i 2024. Og der siger man kommunalt, og det er også det indtryk jeg har, at vi har ventet på, at Klædebo blev færdigt. Det blev taget i brug her i juni måned, hvor de åbnede den første afdeling, og nu har de åbnet den anden afdeling med endnu flere pladser, fortæller Steen Fich Andersen.
Flere lovbrud i 2024
Annette Wiencken (K) erkender også, at kommunens ventelister var et problem sidste år. Ifølge hende skyldtes det blandt andet, at beboerne på plejehjemmene blev der længere, end kommunens prognoser havde forudsagt.
– Der har simpelthen været mindre udskiftning på vores plejehjem. Og det gør jo, at når folk bliver boende længere, så er der også længere kø foran plejeboligerne til de nye som skal ind, fortæller hun.
I november 2024 var der 26 på venteliste til kommunens plejeboliger. Af de 26 havde halvdelen ventet over de 60 dage, som er lovpligtigt. I november 2025 var der 16 borgere, der ventede på pladser til plejeboligerne, fremgår det i kommunens egen statusoptælling. Men det er ikke noget, der bekymrer Steen Fich Andersen.
– Indtil kommunen har fyldt helt op på Klædebo og vurderet, hvad der kan lade sig gøre, må man trække vejret og se, hvad næste skridt bliver, mener Steen Fich Andersen.
Attendo Klædebo kan, ifølge friplejehjemmets hjemmeside, huse 60 beboere.
Man skal allerede kigge fremad nu
Ifølge Danmarks Statistik, måtte de ældre i Hørsholm i gennemsnit vente 76 dage på at få en plejebolig i 2024. Det gjorde Hørsholm til den kommune med de 4. længste ventelister i Danmark. Det betød, at kommunen adskillige gange brød plejeboliggarantien, som kræver, at kommunen har en plejebolig klar 60 dage efter, at den ældre er blevet visiteret til en plads.
Annette Wiencken (K) og Steen Fich Andersen er enige om, at det problem nu er blevet løst. Det er Peter Melander Brandi, der er formand for Ældre Sagens lokafdeling i Hørsholm, også enig i. Men han mener, at Hørsholm Kommune allerede nu bør kigge fremad.
– I princippet er det der bekymrer mig, at vi på et eller andet tidspunkt løber tør på plads, uanset om vi lige nu kan sende de ældre direkte på plejehjem. Da vi vidste det her var på vej, der peb vi, men i 2024 var der jo ikke meget man kunne gøre ved det, siger han. Han fortæller samtidig, at man i stedet skal forebygge, at der kommer ventelister på plejeboligerne.
– Problemet har været der, og det kan blive et problem igen, hvis man ikke planlægger fremad. Vi skal allerede begynde at tænke nu, fordi det tager seks år at få lavet et plejehjem, fortæller han.
Fakta om plejeboliggarantien
- Kommunen skal tilbyde en plejebolig senest 2 måneder efter, at den ældre er optaget på ventelisten.
- Boligen skal være indflytningsklar senest 2 uger efter fristens udløb.
- Garantien gælder for alle ældre, der er visiteret til en plejebolig eller plejehjemsplads.
- Formålet er at forebygge unødige ventetider.
- Garantien skal sikre retfærdig behandling og give ældre samt pårørende tryghed i planlægning af pleje og bolig.
Kilde: Social- og Boligstyrelsen
Kapaciteten er under kontrol
Annette Wiencken (K) forsikrer, at kapaciteten på plejehjemmene er noget, Hørsholm Kommune er meget opmærksomme på. Hun fortæller, at kommunen har lavet en kapacitetsundersøgelse, der viste, at det så fornuftigt ud. Men hun understreger også, at ventelisterne er noget, der fluktuerer.
– Der vil være nogle perioder, hvor vi har lidt underkapacitet, og perioder med overkapacitet. Men man skal jo altid huske, at overkapacitet er lig med penge ud ad vinduet. Altså penge, som egentlig kunne blive brugt på pleje, understreger hun.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom efter research på Danmarks Statistik, hvor vi fandt tallene om ventelisterne til plejeboligerne i 2024. Derefter kiggede vi igennem kommunens referater og fandt ud af, at plejeboliggarantien blev brudt regelmæssigt. Alle interviews med kilder blev udført over telefon.