Drenge læser dårligere end piger, konkluderer ny rapport, som er offentliggjort 1. april
Rapporten undersøger resultaterne fra Pisarapporten fra 2009 i forhold til børn med anden etnisk oprindelse end dansk. Læseforsker advarer mod opdeling af kønnene.
En af konklusionerne i rapporten er, at drenge, uanset baggrund, læser dårligere end piger. Drengene får næsten 30 point færre end pigerne på en skala på 500 i genemsnit.
Men forskellene skal ikke fylde mere, end de er berettigede til.
»Der er et vældig stort overlap. Der er også piger, der læser dårligt og drenge, der læser rigtig, rigtig godt. Forskellen er nok for lille til, at det er en god idé af den grund«, siger Holger Juul, lektor og ph.d. ved Center for læseforskning ved Københavns Universitet.
Drengene kommer igen
Forskellen mellem drenge og piger er en generel tendens i skolen. Holger Juul siger, at der stadig er mange ligheder mellem drenge og piger, og derfor skal man ikke opdele undervisningen.
»Det er ikke sådan, at jeg tror, drengene skal lære noget helt andet for at blive lige så gode som pigerne, og i sidste ende kommer de også op på niveau med pigerne – blandt voksne ser man ikke de samme kønsforskelle«, siger Holger Juul.
Den pligtopfyldende læsehest
Forskellen mellem drenge og piger gælder ikke kun i læsning.
»Det er helt almindeligt, at drengene klarer sig dårligere i mange sproglige ting lige fra starten og så hele vejen op igennem skolefoløbet. Næsten ligegyldig hvilken klasse man går ind og læsetester i, så ligger drengenes gennemsnit lidt lavere end pigernes«, siger Holger Juul.
Årsagerne til forskellen mellem drenge og piger er, at drenge ikke har den samme koncentration og ikke gider sidde stille i forhold til piger.
»Miljømæssigt handler det om, at piger ser en højere status i og har et større ønske om at blive gode i skolerelaterede aktiviteter. Piger er bare en lille smule mere pligtopfyldende«, siger Holger Juul.