Det store areal, som visitationszonerne dækker over, er ulovligt. Det mener Eva Smith, professor i retsvidenskab på Københavns Universitet. På trods af det kan politiet i øjeblikket tvinge dig til kropsvisitation i Kokkedal, Gladsakse, Herlev, Ballerup, Indre København og på Nørrebro.
– Jeg mener, at det er i strid med lovens forudsætninger, vurderer Eva Smith.
Grunden til, at visitationszonerne er ulovlige, er, at de dækker store områder. Hun forklarer, at man skal lave dem på et lille afgrænset område, hvor der er mistanke om våben, eller at der skal ske noget voldeligt.
– De er jo blevet bredt langt ud over, hvad meningen med dem var. Meningen var, at hvis der havde været en episode på et diskotek eller i en bestemt gade, så kan man lave en visitationszone. Men nu er det næsten hele Københavns Politikreds, der er omfattet af visitationszonerne, siger Eva Smith.
Læs også: Visitationszoner forlænget på Vestegnen og i Nordsjælland
Det skal være et lille område
Eva Smith mener nemlig, at loven kun tillader visitationer på mindre konkrete områder. Hun mener, at det ikke er meningen, at de skal spredes ud til en hel by eller hel politikreds. I forarbejderne til loven står, at visitationszonerne kan være på et værtshus, et butikscenter, en gade eller en plads.
Forarbejderne om visitationszoner
Det geografiske anvendelsesområde for den konkrete beslutning om stikprøvevisitation mv. må fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at der er en forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Dette indebærer, at en beslutning om visitation mv. typisk vil omfatte et bestemt afgrænset område, f.eks. et værtshus, et butikscenter, en gade eller en plads, mens der ikke kan træffes beslutning om visitation mv. i f.eks. en hel politikreds eller kommune.
– Man skal følge forarbejderne til loven, hvor der udtrykkeligt står, at visitationszoner skal anvendes, netop hvis der er et diskotek, der har haft ballade, fastslår Eva Smith og fortsætter:
– En gade er én gade. Det kan være Rantzausgade, hvis der for eksempel har været meget ballade netop der. Det er ikke 17 gader. Det står udtrykkeligt i forarbejderne til loven, at det ikke må være et helt stort område som bydel, politikreds eller kommune.
Visitationszonerne kan være i orden, hvis politiet overholder loven og holder sig til små områder.
– Hvis man bare kunne holde sig til reglerne, som de var, og som de står i loven og bemærkningerne, og som det bliver nævnt i Folketinget, og der er tale om et særligt betændt område, så ville det være okay, siger Eva Smith.
Uenighed om visitationszonerne
Midt- og Vestsjælland Politi har tidligere brugt visitationszoner i Køge, men er nu holdt op med det, da man ikke mener, at det er en konflikt. Sten Skovgaard, chefpolitiinstruktør i Midt- og Vestsjællands Politi, kan ikke forstå kritikken, da han mener, at politiet følger retsplejeloven.
Loven om visitationszoner
§ 6. På steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, jf. stk. 2.
Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Kilde: Retsinformation.dk
Sten Skovgaard forklarer, at visitationszonerne er en midlertidig foranstaltning.
– Når behovet er der, så har vi dem. Når behovet ikke er der, så har vi dem ikke. Det er lige så vigtigt for politiet at skrue ned for indsatsen, som det er at skrue op, siger Sten Skovgaard.
Han fremhæver, at de i Køge har visiteret 169 personer, og 109 af dem havde faktisk tilknytning til bander.
– Vi ved godt, hvem der er interessante, og det er jo dem, vi retter det imod, siger Sten Skovgaard.
Sten Skovgaard mener, at bandekonflikten i dag gør det svært at holde sig til små områder.
– Grupperne i dag er jo meget mobile, så udfordringen er jo, hvor man skal lave visitationszonerne, siger han.
Københavns Politi har ingen kommentarer til sagen. I morgen skal Københavns Politi tage stilling til, om ordningen skal forlænges yderligere i København.