Ekspert skeptisk over for mirakuløs orgasme-kur

Sprøjten, der skulle kunne gøre kvinders sexliv bedre, tror den ledende overlæge ved sexologisk center på Aalborg universitetshospital ikke på. Foto: Maria Georgieva, Flickr
Overlæge ved sexologisk center på Aalborg Universitetshospital er skeptisk overfor sprøjten.
Foto: Maria Georgieva, Flickr

En behandling, der bruges få steder i USA, skal sætte en stopper for orgasmeproblemet og lover at sikre øget lyst og orgasmer for kvinder.

De kan endda bliver hyperseksuelle, hvis de vælger at få det såkaldte O-shot, altså en orgasmesprøjte. Det skriver New York Post.

Om orgasmebehandlingen:

  • Kaldes også “O-shot”.
  • Det er en PRP-behandling.
  • PRP-behandling bruges i Danmark, dog til kroniske sceneskader.
  • PRP står for Platelet Rich Plasma, altså blodpladeberiget plasma.
  • Blod og væksthormoner til sprøjten udvindes fra patientens eget blod.
  • Det er væksthormoner fra blodet, det skulle give effekten.
  • Kan eftersigende også øge penis længde med 20 %, og kaldes så et “P-shot”.

Behandlingen foregår ved, at gynækologen sprøjter væksthormoner fra kvindens eget blod direkte ind i klitoris.

Der er kun en ting at gøre. Det er at udforske.
Astrid Ditte Højgaard, ledende overlæge på sexologisk center på Aalborg Universitetshospital

Selvom det lyder fantastisk, tror Astrid Ditte Højgaard, som er ledende overlæge på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital, ikke på mirakelbehandlingen.

Læs også: Kvinder vil have sprøjteorgasmer

– Der er så mange faktorer, der spiller ind for, at det kan være svært for kvinder at få orgasmer. Derfor tror jeg ikke på quick fixes, når det kommer til seksualitet, siger Astrid Ditte Højgaard.

Hun lægger vægt på, at der ikke er udgivet noget videnskabeligt om behandlingen, og at der er mange forskellige årsager til, at kvinder har svært ved at få orgasme. Det kan fx være overgangsalder, hvor ophidset kvinden er, og hvor meget hun stoler på sin partner.

Klik på pilen i tidslinjen og find ud af, hvordan vi har set på kvindens orgasme gennem tiden. Artiklen fortsætter under tidslinjen:

 

Kvinder i orgasmeræs

Hvis den amerikanske orgasme-kur faktisk har en effekt, ville der være behov for den blandt danske kvinder, vurderer Astrid Ditte Højgaard, ledende overlæge på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital.

– Hvis jeg havde tillid til det, ville jeg synes, det var godt. Temmelig mange kvinder har svært ved at få orgasme, og det er i virkeligheden det mest udbredte problem udover manglende lyst, siger hun.

Hvis hun skal sige noget godt om orgasme-sprøjten, så er det, at det er med til at øge opmærksomheden mod problemet, og at det er godt, at man prøver at løse det.

Læs også: Sexapps giver inspiration i soveværelset

Ifølge Astrid Ditte Højgaard har forventningen om orgasmer også en betydning.

Hvor der før kun har været fokus på mandens seksualitet, er man begyndt at se anderledes på kvindens.

Man har nemlig før i tiden ikke set kvindens orgasme som vigtig, men i dag føler kvinder sig presset til, at de skal kunne komme.

Men når målet bliver orgasmen, glemmer de at udforske sig selv, lyder det fra overlægen.

Drop jagten

Astrid Ditte Højgaard, der ikke selv ville nænne at udføre et “O-shot”, tror, man skal droppe jagten efter orgasmen, hvis man skal komme problemet til livs:

– Det er ligesom, når vi kigger på noget på en mørk himmel. Der ser man det egentlig bedst, når man kigger på det lidt fra siden. Det samme sker, når man bliver så frygtelig optaget af det her, at man ikke kan se andet.

Læs også: Jagten på orgasme dræber kvinders sexlyst

Ifølge den ledende overlæge på sexologisk center på Aalborg Universitetshospital, er meldingen, at man skal nyde hinanden i stedet for kun at have orgasmen for øje:

– Der er kun én ting at gøre. Det er at udforske.