Vi er på vej mod en tid, hvor sne, slud og glatte veje er en realitet. De glatte veje kommer oftest som en overraskelse for bilisterne, og det er her, at de farlige situationer i trafikken kan opstå.
– Det der er farligt, nu hvor vi er på vej ind i vinteren, er, at vi kan blive overrasket over, at der er glat. For at sige det lidt forenklet, hvis du kommer kørende med 80-90 km/t og der er glat, så er det ligemeget, hvilke dæk du har på. Så er det fysikkens kræfter, der træder ind. Længere inde i vinteren, hvor det sner, så er det tydligt for enhver, at det er glat, og så kommer hastighederne ned, siger Jesper Sølund, der er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
Jesper Sølund mener derfor, at det er vigtigt, at der er lige så meget fokus på bilisternes hastighed i vinterperioden, som det fokus der er på vinterdæk.
– Der har været ekstrem fokus på vinterdæk som noget helt afgørende for trafiksikkerheden, men der er også det forhold, hvilken betydning ens hastighed har, siger Jesper Sølund og fortsætter.
– Det er vigtigt, at du tilpasser hastigheden, for oftest er det sådan, at hvis der har været rim, og du kører på en åben strækning, så vil solen hurtigt få magt og fjerne rimen, og så bliver det hurtigt en tør og fin kørebane. Men kører du på strækninger, hvor vejen snor sig med træbevoksninger, så kan rimen ligge der og så er risikoen for, at du skrider ud stor. Så der er alt mulig grund til, at man læser vejen, når man kører om vinteren.
Skift til vinterdæk
Mange bilejere skal derfor begynde at overveje, om de skal skifte sommerdækkene på deres bil. Ifølge konsulent hos Rådet for bedre Dæksikkerhed Arne Hansen er der to simple tommelfingerregler, man som bilejer kan følge, når man skal vurdere om det er tid til vinterdæk.
– Tommelfingerreglen er, at når temperaturen kommer ned omkring de 7 grader, så skal man begynde at tænke over, at skifte til vinterdæk. En anden tommelfingerregel er også i efterårsferien, og det er jo nu selvom det i år er lidt atypisk på grund af vejret, men inden for de næste uger skal man nok begynde at overveje det, siger Arne Hansen
I Danmark er der intet lovpligtigt krav om, at bilister skal køre med vinterdæk, fordi vejrforholdene sjældent gør det nødvendigt. Samtidig vælger mange billister ikke at tage bilen de dage, hvor vintervejret er værst.
– Det er ikke livsfarligt at køre rundt med almindelige dæk om vinteren, hvis det er almindeligt vejr, som det er nu her i oktober. Der hvor du har glæde af vinterdæk er når det er glat. Når det er almindeligt tørt vejr, så er almindelige dæk faktisk bedre end vinterdæk, og derfor har vi sagt, at man skal gøre sig klart, hvilke behov man egentlig har, siger Jesper Sølund.
Han mener derfor, at det kan være en fordel for billister at køre med vinterdæk, når vejene er glattest, hvis man skal køre i alt slags vejr og vind, og derfor ikke kan udsætte sin transport eller vælge en anden form for transport.
Derfor er vinterdæk også fremstillet på en helt speciel måde i forhold til sommerdæk, som gør dem mere skridsikre ved glat føre.
– Man skal skifte til vinterdæk, fordi vinterdæk for det første er fremstillet til at kunne stå fast ved lave temperaturer. Derudover er gummiblandingen lavet til at forblive blød og elastisk ved lave temperaturer, hvor sommerdækket bliver hårdt og derfor står det ikke lige så godt fast, når det bliver koldt. Dækmønsteret er også anderledes i forhold til på sommerdæk. Det er lavet på en måde, så det bedre kan gribe fat i sne, is og glatte underlag generelt, forklarer Arne Hansen.
Dette bør du huske i vinterkørsel:
- Kør i god tid.
- Pas på farten.
- Hold ekstra afstand
Kilde: Rådet for Sikker Trafik.
Er helårsdæk løsningen?
Flere dækproducenter vælger at udvikle helårsdæk, hvor de tager de bedste egenskaber fra vinterdæk og sommerdæk. Dette kan ifølge Arne Hansen være løsningen for nogle bilister. Han fortæller dog, at man skal være meget opmærksom på sit kørselsmønster, hvis man som bilist vælger helårsdæk.
– Det kommer an på ens kørselsmønster og kørselsbehov. For hvis man tøffer lidt rundt i en større by, hvor der bliver ryddet sne, og der er rimelig godt føre, så kan man måske godt klare sig med helårsdæk. Men skal man køre længere ture, og skal man ud hver eneste dag også selvom det er snestorm og isslag, så anbefaler vi, at man har rigtige vinterdæk på. De er trods alt bedre, siger Arne Hansen.
Sådan gjorde journalisten: Ideen til artiklen opstod, da journalisten blev opmærksom på, at det snart er tid til at skifte til vinterdæk. Journalisten kontaktede derfor Rådet for Sikker Trafik og Rådet for Bedre Dæksikkerhed for at høre, hvad deres anbefalinger er i forhold til at skifte til vinterdæk. Alle kilder er interviewet telefonisk.