Tyvene i Danmark stak hænderne i ekstra mange lommer og tasker sidste år. Særligt de ældre blev ramt af det stigende antal tyverier. Sammenlignet med året forinden blev der i 2016 registreret 37 pct. flere anmeldelser af taske-, lomme- og tricktyverier på gadeplan fra danskere over 60 år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Generelt har der været en stigning på 23 pct. på tværs af alle aldersgrupper, men med 13.427 anmeldelser i 2016 mod 9778 i 2015 var de danske seniorer blandt de hårdest ramte.
Hos Ældre Sagen er man opmærksom på problemet. Her har man løbende fået henvendelser fra pårørende, hvis ældre familiemedlemmer er blevet bestjålet.
– Tallene stemmer jo meget godt overens med vores fornemmelse af, at tyvene er opmærksomme på, at de ældre er nogle forholdsvis lette ofre, siger Olav Felbo, der er chefkonsulent i Ældre Sagen.
De ældre er lette ofre
At netop de ældre er særligt hårdt ramt af lomme-, taske- og tricktyverier, ser Olav Felbo flere grunde til. Først og fremmest er de ældre et særligt let mål for de langfingrede tyve.
– De ældre kan være lidt langsommere til bens og lidt langsommere i reaktionen, og derfor er de lidt nemmere ofre. For tyvene er der mindre risiko for, at de ældre kan sætte sig til modværge eller kan løbe efter dem, siger Olav Felbo.
Læs også: Taastrup: Ældre kvinder udsættes for tricktyveri
Herudover har tyvene erfaring for, at de ældre ofte har flere værdier på sig.
– Der er mange ældre mennesker, der stadig har kontanter på sig, da de i mindre grad er gået over til kort og digitale betalingsformer. Så der er der stadig bid for tyvene, når de tager tasker fra de ældre, siger Olav Felbo,
Information og rådgivning er nødvendigt
Hos politiet ser man med alvor på denne form for kriminalitet. Ifølge kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet Thomas Kristensen prøver man at efterforske de sager, hvor der er signalementer og spor. Ofte er der dog ikke meget at gå efter.
– Det er typisk situationer, hvor tyven er hurtigt væk, og de ældre først bagefter opdager, at de har mistet deres penge. Så det kan jo være svært at få et signalement at gå efter, siger Thomas Kristensen, der understreger vigtigheden af, at de ældre bliver informeret og rådgivet.
– Jo mere vi kan skabe bevidsthed hos de ældre og deres pårørende, jo større er chancerne for at forhindre tyverierne i overhovedet at finde sted, vurderer Thomas Kristensen.
Læs også: København frygter tyveri af ældres nøgler
Den holdning deler Ældre Sagen, der har fokus på det forebyggende arbejde. Ifølge Olav Felbo har flere af foreningens lokalafdelinger gjort en ekstra indsats for at informere de ældre danskere om, hvordan man kan gardere sig imod de mange tyverier.
– Vi sørger bl.a. for at opfordre de ældre til ikke at gå med store beløb i deres taske eller på sig. I stedet foreslår vi dem at gå over til at bruge dankort og de digitale betalingsmidler, siger Olav Felbo, der ikke er i tvivl om, at overgangen til kontantløse betalingssystemer vil mindske antallet af tricktyverier af ældre.
Dette bør du være opmærksom på
Ud over at undgå at have kontanter på sig, har Olav Felbo en række konkrete råd til, hvordan man nedsætter risikoen for at blive bestjålet.
– De ældre bør følge de råd, der går på, at man har øje på sine genstande, ikke har tasker ude af syne, ikke har pungen i baglommen og ikke har dametasken placeret, så man let kan snuppe den fra cykelstien. Derudover skal man være opmærksom, hvis der er folk, der pludseligt afleder ens opmærksomhed, opremser Olav Felbo.
Stigningen i antallet af taske-, lomme- og tricktyverier på gadeplan i 2016 kommer efter et fald i 2015. Antallet af ligger dog stadig et godt stykke over tallene fra 2014.