Du tænker måske over at flyve mindre, du er måske begyndt at spise lidt mindre kød, og du husker måske svagt noget om, at streaming af film og tv ikke er det mest klimavenlige. Men tænker du nogensinde over, hvor meget en filmproduktion forurener?
Ifølge et belgisk studie udleder en gennemsnitlig filmproduktion hele 73 ton CO2 – til sammenligning udleder en dansker i gennemsnit 17 ton CO2 om året ifølge Concito. Filmproduktion er altså ikke ligefrem en klimaduks. Det vil det rådgivende produktionshus Jordnær Creative lave om på:
– Vi synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at film og kultur er en industri, hvor der bliver brugt rigtig mange ressourcer. Så vi prøver at være det mellemled, der kan gøre producenterne opmærksomme på bæredygtige leverandører, så film- og kulturbranchen også bliver hjulpet på vej med den grønne omstilling, siger Josefine Madsen fra Jordnær Creative, som også har skrevet speciale i bæredygtig filmproduktion.
Læs også: Filmbranchens trick får dig i biografen i efterårsferien
Jordnær Creative er et firma, der både kan hyres som miljørådgivere i kulturproduktioner, men også selv er medieproducenter. Miljørådgivningen går ud på at hjælpe andre kreative produktioner, som eksempelvis filmproduktion, med at blive mere bæredygtige. Helt konkret kan filmproduktionen ifølge Jordnær Creative gøres mere bæredygtig ved at kigge på forskellige parametre:
– Vi bruger vores egen miljøberegner, som måler på: Maden, der bliver spist undervejs i produktionen, hvilke materialer der bliver brugt, og om de bliver genbrugt, affald, hvilken strøm der bliver brugt til udstyr og transport af både udstyr og mennesker på settet, men også flytransport mellem lande, siger Josefine Madsen.
En anden aktør, som også forsøger at sætte klima på filmdagsorden, er produktionsselskabet Produced By, som laver reklamefilm med lavt klimaaftryk. Dette gøres helt konkret ved at produktionen skal være underlagt seks benspænd:
– Det første er transporten, som skal være så bæredygtig som muligt, derudover bruger vi solceller på vores produktioner til at lade batterier op, så bruger vi LED-lamper, forplejningen på produktionen skal være vegetarisk, vi bruger grøn energi på vores kontorer til alle vores computere og allersidst opkøber vi CO2-kvoter alt afhængigt af, hvor meget CO2 vi har udledt på filmprojektet, siger Annika Lund Jensen, der er medejer og -stifter af Produced By.
Interessen er der
Det kræver dog lidt ekstra at overbevise producenterne om at producere mere klimavenligt. Jordnær Creative har nemlig ikke endnu fået lov til at miljørådgive nogle kulturproduktioner, men det er bare et spørgsmål om tid, fordi interessen er der, mener de:
– Produktionsselskaberne er allerede interesserede, og de ved godt, at det er en ting, de kommer til at skulle tage ansvar for. Vi har møder med rigtig mange, men det er et spørgsmål om, hvem der tager det første skridt, siger Anne Ahn Lund, som også er fra Jordnær Creative.
At interessen blandt producenterne er der, bekræfter også lektor ved Aalborg Universitet Mikkel Fugl Eskjær, som forsker i humanistiske perspektiver på klimakrisen. Han pointerer, at der er brug for fælles indsats:
– Jeg tror faktisk, de fleste gerne vil bidrage, så længe det ikke sætter den enkelte producent bagud ift. andre produktioner. Derfor skal det være fælles branchetiltag, der sætter en ny dagsorden og fremmer kollektiv adfærdsændring, skriver han over mail.
Danmark er bagud
Der er flere måder at fremme en mere klimavenlig filmproduktion på, og en af dem er ved at medregne det som et parameter, når der bestemmes støtte til film. I flere europæiske lande er de allerede begyndt gennem forskellige støtteordninger at kræve standarder eller økonomisk belønne klimavenlig filmproduktion.
Danmark er altså bagud, men det forsøger Copenhagen Film Fund, som er en fond, der er støttet af offentlige midler, at lave om på:
– Vi har samlet alle brancheorganisationerne – som Det Danske Filminstitut, DR, TV 2, producentforeningen, Dansk Skuespillerforbund, danske instruktører, Danske Dramatikere osv. – til at vi sammen laver nogle overordnede regler, siger Caroline Gjerulff fra Copenhagen Film Fund og fortsætter:
– Vi er i gang med at søge midler hos Dansk Filminstitut til at få udviklet et system, der kan vurdere filmproduktionerne i forhold til CO2 udledning, hvor vi på sigt håber, at dem, der uddeler støtte, kan inkorporere det i deres system, siger hun.
Ikke forbrugerens ansvar
En anden måde kunne være at indføre en grøn certificering af film, ligesom man kender det med fødevarer, så publikum bedre kunne oplyses om, hvilket aftryk de forskellige filmproduktioner efterlader.
– Et sådant tiltag ville gøre det synligt for mediebrugeren, at underholdning også bidrager til den økologiske krise. Jeg tror dog ikke, det vil ændre forbrugsmønstre, men det kan have en oplysende og symbolsk funktion, siger Mikkel Fugl Eskjær, der for nylig skrev en klumme om netop klima og filmproduktion.
Lige nu er de færreste mediebrugere nemlig opmærksomme på, hvilket aftryk filmproduktioner sætter:
– Forbrugerne ved ikke, at det er et problem. Streaming har været på mediedagsorden, men der er ikke så mange, der har kommunikeret ud til publikum, at det at producere film, tv eller teater også sætter et fysisk aftryk. Så derfor forsøger vi at kommunikere det ud, fordi hvis publikum først begynder at efterspørge det, lægger det automatisk et pres på producenterne, siger Josefine Madsen.
Mikkel Fugl Eskjær vurderer ligeledes, at filmelskere ikke skænker filmproduktions klimaaftryk en tanke. Men det er ifølge ham heller ikke deres ansvar i første omgang:
– Jeg tror ikke, folk tænker over det, og jeg mener heller ikke, at det er deres opgave. Det er et eksempel på et område, hvor det bør være producenterne og ikke forbrugerne, som går forrest. Folk vælger at se underholdningsfilm for at blive underholdt, ikke for at redde verden. Det er systemiske forandringer, ikke individuelle afsavn, som er afgørende, lyder det fra forskeren.
Sådan gjorde vi: Journalisten tog til et arrangement under ‘Power of Women Festival Copenhagen’, som handlede om at indtænke hensyn til klima i filmproduktion, og interviewede nogle af oplægsholderne. Derefter kontaktede journalisten efterfølgende en ekspert og Copenhagen Film Fund.