Flere tager toget i juletiden: Det får dig til at slappe af

dresdner-striezelmarkt
Et af de populære tyske julemarkeder du kan besøge i julen. Billede: Wikipedia.

Når vi nærmer os den travle juletid, sker der også et skift i valg af transportmiddel. Travlheden giver os lyst til læne os tilbage i togsæderne og koble af. For når decemberdagene, der er fyldt med julefrokoster og familiebesøg, bliver altoverskyggende, så er der en tendens til, at toget bliver mere populært. Det vurderer både forsker i kollektiv transport Per Homann Jespersen ved Roskilde Universitet og DSB.

Ifølge Per Homann Jespersen, vælger flere toget op til jul, fordi de ikke har bil. Men omkring juletid er man nødt til at tage rundt i landet alligevel. Derfor er det ikke så overraskende, at toget bliver brugt langt mere. Han vurderer dog også, at flere vælger toget, på trods af at de er bilejere.

– For mange er toget den ultimative luksus og det er især trængsel, der kan få flere til at tage toget, siger han.

Læs også: Hestetaxa kommer københavnere til undsætning på bilfri søndag

Det er ifølge Per Homann Jespersen netop det, toget kan. Det kan få folk til at stresse af, fordi passagererne ikke selv har ansvaret for at finde frem til destinationen og heller ikke skal sidde og blive irriteret over en bilkø.

– En tur til Tyskland i tog vil nok være en mere afslappet tur frem for en tur i bil. Det er de hurtige tog på mellemlange strækninger, der er populære. De er et godt alternativ til fly og biler, siger han.

Tyskland er populært i juletiden
I juletiden bliver der derfor også lavet ekstra tiltag, der har til formål at få folk til at hoppe ombord på toget. DSB sætter fx i år fokus på togrejser til de tyske julemarkeder.

– Vi har sat den her kampagne i gang, fordi at vi kan se, at mange flere af vores kunder vælger toget som transportform omkring juletid. Tysklands julemarkeder er et populært rejsemål, og der er en stigning på fem procent til fx rejser til Hamburg i juleperioden, siger Karin Borberg, pressemedarbejder i DSB.

Af samme grund sker der også et fald i priser på togbilletter, og der kommer et større udbud af de billige billetter.

I toget er tiden din egen
En, der er glad for at bruge toget, er 25-årige Tore Henriksen. Han er studerende og bor i København, men meget af hans familie bor på Fyn og Jylland. Derfor er han en stamgæst hos DSB.

– Toget er bare nemmere. Min hjerne kan slå fra og jeg kan bruge tiden som jeg vil, uden at skulle fokusere på trafikken og finde p-plads når jeg er fremme. Det er lidt ligesom at have privatchauffør, siger han.

Læs også: Fartglad? Du kan undgå bøder med ny opfindelse

Selvom Tore Henriksen i nogle tilfælde vælger at tage bilen, er der en bestemt årstid, der altid vil få ham til at hoppe ind i en togkupé og lade bilen blive i København.

For mange er toget den ultimative luksus og det er især trængsel, der kan få flere til at tage toget
Per Homann Jespersen, forsker i trafik og transport

– December måned påvirker virkelig trafikken, når jeg skal hjem til familien. Det stresser mig at køre i bil når der kommer så meget kø på vejene, og busserne er for trængte og overfyldte. Dér prioriterer jeg at købe en togbillet, så jeg kan komme hurtigere hjem til julehyggen, siger Tore Henriksen.

Han ser toget som et transportmiddel, der gør rejsen mere overskuelig, og han har også benyttet sig af toget til udlandsrejse.

– Jeg har taget toget til Berlin et par gange. Jeg kunne sagtens overveje at købe en billet til Tyskland for at komme ned og se de tyske julemarkeder. Det handler om at have et vågent øje, så kan man få billetterne billigt, siger Tore Henriksen.

Hurtige togture er fremtiden

Og der er flere positive ting ved at bruge toget som transportmiddel. Per Homann Jespersen peger på, at udviklingen af de hurtige forbindelser kan være med til at styrke forholdet mellem Danmark og Tyskland.

– Femern-forbindelsen vil kunne forkorte turen fra København-Hamborg med to timer. Jeg tror, at de hurtige baner er en del af fremtidens infrastruktur. Det peger EU-kommissionen også på.

Så hvis du er en af dem, der normalt altid hopper ind i bilen, kan det være, du skal lade den stå, og se om du også kan opleve glæden ved at bruge toget.

På kortet nedenfor kan du finde inspiration til, hvor en togtur evt. skulle gå hen, hvis du skulle have fået lyst til at besøge et tysk julemarked.