Tjenesterejser med fly er den store synder, når det kommer til Region Hovedstadens CO2-udledning. Over halvdelen af regionens udledningen fra transport i 2017 kom fra tjenesterejser med fly. 2377 af rejserne var indenfor skandinaviske grænser. Både Trafik- og Miljø- og Klimaudvalget i regionen vurderer, at nogle af flyrejserne kunne være erstattet med andre alternativer. En vurdering, regionsdirektør Hjalte Aaberg deler.
– Jeg er fuldstændig enig i, at mange af flyrejserne kunne være undgået. Vi har også talt om det på vores koncernledelsesmøder, pointerer han.
Regionens klimarapport fra 2017 viser, at udledningen fra transport mellem 2016 og 2017 steg, mens varme- og el-forbruget var faldende. Tendensen på transportområdet er derfor i strid med regionens målsætning om at mindske CO2-udledningen med 12 procent mellem 2015 og 2025 og at være helt CO2-neutral på transportområdet i 2050.
– Det går frem af på andre områder, men flyrejser går i en forkert retning, siger enhedschef i Region Hovedstaden Kåre Albrechtsen, som er ansvarlig for regionens grønne udvikling i forhold til flytransport.
Flyrejser i Region Hovedstaden
- Tjenesterejser med fly udgjorde i 2017 cirka 56 procent af den totale CO2-udledning fra transport i regionen. En stigning på 6 procent siden 2016.
- Til sammenligning udgjorde patienttransport med fly 15 procent af udledningen.
- I alt blev der udledt 10.300 ton CO2 fra tjenesterejser med fly i 2017 blandt regionens ansatte.
Kilde: Region Hovedstadens klimaregnskab 2016 og 2017. Se klimaregnskabet her
Regionsdirektør Hjalte Aaberg understreger, at regionens grønne udvikling er højt prioriteret. Derfor er det vigtigt at vende den negative tendens blandt regionens ansatte.
– Hvis vi mener, at vi vil gøre noget ved CO2-udslippet – og det vil vi rigtig gerne – så skal vi også gøre noget ved det her. Der skal sættes et så tydeligt ledelsesmæssigt signal som overhovedet muligt. Vi skal gå forrest.
Uklare formål med tjenesterejsen
Netavisen har fået aktindsigt i oversigten over de offentlige ansattes brug af fly som transport. Datasættene oplyser dog ikke om rejsernes formål. Derfor er det svært at vurdere, hvorvidt flyrejsen kunne erstattes med en togtur eller et Skype-møde.
Administrationen arbejder løbende for at forbedre kvaliteten af undersøgelserne.
– Vi ønsker bare ikke for meget administration. Vi leder derfor efter smarte løsninger, men vi har endnu ikke fundet en genial måde at få fat i disse oplysninger, siger enhedschef Kåre Albrechtsen, som understreger, at der bliver arbejdet på at mindske andelen af flyrejser blandt regionens medarbejdere.
– Vi siger til medarbejdere, at vi forventer at de tænker på miljøet, men selvfølgelig forventer vi også, at de tænker på at løse deres opgaver. Vi forventer, at de selv er i stand til at træffe den mest hensigtsmæssige beslutning.
Mere opmærksomhed på alternative rejsemuligheder
Ifølge Trafikudvalget er der to spor at handle ud fra, hvis man skal mindske andelen af flyrejser: Enten skal medarbejdernes transportvaner ændres, eller også skal Region Hovedstaden betale en kompensation for CO2-udledningen. En kombination af disse to kan også være en mulighed.
Hjalte Aaberg er dog ikke enig i, at kompensation er vejen frem.
– Det der med at købe en eller anden form for aflad er ikke stærkt nok i min optik. Jeg synes, vi i stedet skal prøve at gøre noget reelt for at mindske udledningen.
Det handler ikke om at tvinge vores ansatte til at tage en ph.d. i CO2-udledning. Vi skal gøre det nemmere for dem at træffe et fornuftigt valg.
Hjalte Aaberg, regionsdirektør i Region Hovedstaden.
Regionsdirektøren mener, at der primært skal handles på to områder: Opmærksomhed og mulighed for at handle mere miljøvenligt.
– Det handler om at gøre det nemt og at bevidstgøre folk om de valg, de træffer. Det handler ikke om at tvinge vores ansatte til at tage en ph.d. i CO2-udledning. Vi skal gøre det nemmere for dem at træffe et fornuftigt valg, understreger han og erkender, at man administrativt skal være klar til dyrere løsninger.
– Vi skal være åbne for, at det ikke nødvendigvis er den billigste rejseform, vi vælger. Nogle gange kan det betale sig at tage toget. Eller spare en mellemlanding. Eller holde et videomøde i stedet for at rejse, siger regionsdirektøren.
Spørgsmålet er dog, hvorvidt det er nok til at vende den negative tendens.
– Vi må se, om det er nødvendigt at skubbe mere, hvis tendensen fortsætter, forklarer Kåre Albrechtsen, som tvivler på at opleve en stor effekt af indsatsen i 2018.
– Jeg tror og håber, at vi kan se en effekt i 2019, siger enhedschefen.
Sådan gjorde vi: Region Hovedstadens Trafik- og Miljø- og Klimaudvalg havde problematikken på deres dagsorden d. 2. oktober 2018. Herefter blev der søgt aktindsigt i den pågældende data, hvilket gav en dybere indsigt i problematikken. Ligeledes blev der taget udgangspunkt i regionens årlige klimaregnskab fra 2017, hvilket blev sammenlignet med regnskabet fra 2016. Interviewene blev foretaget telefonisk. Der er ligeledes taget kontakt til medlemmer fra de to udvalg, som kunne udpensle deres dagsorden.