Solen står højt på himmelen, og termometeret siger 15 grader. Foråret er sparket i gang, og danskerne er begyndt at bevæge sig udenfor for at løbe en tur og nyde årets første solstråler. Men det gælder ikke for landets fitnessentusiaster. Mange af os vælger nemlig at fortsætte i fitnesscenteret, selvom vejret tillader at motionere udendørs. Det siger Rasmus E. Ingerslev, administrerende direktør for kæden Fresh Fitness.
Ingen nedgang
– Folk har fundet ud af, at det er fedt at være i form, så det vil de gerne være året rundt, fortæller Rasmus E. Ingerslev og tilføjer, at folks fitnessvaner er gået fra at være et yoyo fænomen til at være en livsstil.
Han forklarer, at folk besøger træningscenteret regelmæssigt. Danskerne er nemlig blevet bevidste om, at de resultater de ønsker at opnå gennem træningen kræver en hyppig indsats, hvilket glæder Rasmus E. Ingerslev.
– Det er positivt for branchen at mærke, at folk træner mere regelmæssigt nu, end de har gjort tidligere.
Mange vælger at bibeholde deres abonnement, fordi det stadig er en træningsmulighed for dem i hverdagen.
Kasper Lund Kirkegaard, forskningsansvarlig i Danmarks Idrætsforbund
Det spirrende forår kan dog mærkes minimalt på aktiviteten i de forskellige centre. Der kan godt blive stille i nogle uger i forbindelse med de første solskinsdage, hvor folk for alvor kan komme ud og nyde solen, forklarer han. Men det er midlertidige tilstande. Folk beholder nemlig deres medlemskab, og det er typisk kun en kort periode med aktivitetsnedgang, der ikke er permanent.
– Men jeg synes ikke, at jeg kan mærke en nedgang i aktiviteten nu, vurderer Rasmus E. Ingerslev afslutningsvis.
Mange bibeholder abonnement
Kasper Lund Kirkegaard, Forskningsansvarlig i Danmarks Idrætsforbund, som er manden bag en Ph.d. afhandling om fitnesskulturer om deres udvikling, er ikke helt enig. Han understreger, at aktiviteten i centrene i falder i forbindelse med foråret, men giver Rasmus Ingerslev ret i, at folk ikke melder sig helt ud.
– Man finder ud af, at den lidt sterile idrætskultur som et mainstream fitnesscenter er udtryk for, måske ikke er så tillokkende som at løbe en tur i den frie natur. Men Rasmus Ingerslev har ret i, at folk ikke melder sig ud. Mange vælger at bibeholde deres abonnement, fordi det stadig er en træningsmulighed for dem i hverdagen.
Læs også: Flere kvinder vil træne i fitness uden mænd
Tryghedsaspektet fylder meget i forhold til at fortsætte i fitnesscenter, selvom solen skinner udenfor. Ifølge Kasper Lund Kirkegaard, er det svært at droppe vægtstængerne og løbebåndet, når det først er blevet en vane.
– Vaneaspektet er vigtigt, fordi man ikke skal tænke så meget over valgmulighederne. Man kaster sig sjældnere ud i noget, man er usikker på. Hvis man føler sig tryg ved fitnesscenteret, medvirker det til at fastholde én i træningen.