Forbrugerrådet kritiserer skjult lydreklame

Lydbureauet Audiowise lykkedes med at øge yoghurt salget med 60 % ved bl.a. at afspille lyden af fugle, bier og køer foran køledisken.
Lydbureauet Audiowise lykkedes med at øge yoghurt salget med 60 % ved bl.a. at afspille lyden af fugle, bier og køer foran køledisken.

Det er ikke i orden at bruge lyd til at påvirke kundernes underbevidsthed i supermarkedet. Det mener forbrugernes interesseorganisation, Forbrugerrådet Tænk:

– Det en problematisk arbejdsmetode, fordi det kan være med til at vildlede forbrugerne, hvis det foregår i det skjulte, fortæller Jakob Steenstrup, der er jurist i Forbrugerrådet Tænk.

Kritikken henviser til såkaldt ”sensorial shopping”, der handler om at øge salg ved at bruge lyde og dufte, der taler til forbrugernes sanser.

Lyd øgede yoghurtsalg

Blandt virksomhederne, der har specialiseret sig i ”sensorial shopping”, er lydbureauet Audiowise, der sælger retningsbestemt lyd, som kan påvirke kundernes underbevidsthed til at forbruge mere.

Der er udelukkende tale om et effektivt markedsføringstrick.

Jakob Steenstrup, jurist i Forbrugerrådet Tænk

Lydfirmaet var senest med til at øge salget af yoghurt med 60 procent i to supermarkeder ved bl.a. at afspille lyden af fugle, bier og køer foran køledisken. Hele 88 procent af yoghurtkunderne opdagede ikke lydene foran køledisken.

– Jeg mener, det er problematisk, fordi det foregår i det skjulte. Det er et problem, hvis forbrugerne ikke var klar over en markedsføring, som har påvirket deres underbevidsthed, påpeger Jakob Steenstrup.

Han henviser til markedsføringsloven, der anfører, at markedsføring skal ske i overensstemmelse med ”god skik” og ikke må vildlede forbrugeren. Lydbrandingen i sig selv er ikke ulovligt, men bør benyttes med omtanke, forklarer Jakob Steenstrup:

– I det konkrete tilfælde har lydene ikke noget at gøre med selve varens kvaliteter. Der er udelukkende tale om et effektivt markedsføringstrick.

Audiowise: Det er ikke manipulation

Hos Audiowise tager man kritikken med ophøjet ro. Johny Sårde, der er direktør for lydbureauet, lægger vægt på, at lydbrandingen har til formål at skabe et mere behageligt indkøbsmiljø i butikkerne:

– Vi vil gerne skabe nogle positive oplevelser i butikkerne ved at eliminerer negativ støj og tilføre positiv energi, som både er til gavn for kunderne og de ansatte, fortæller han.

Læs også: Nu er det slut med kø i supermarkedet

Johny Sårde mener ikke, at lydbrandingen adskiller sig fra andre metoder for markedsføring:

– Der er mange, der kalder det for manipulation, men det er ikke anderledes end hver gang, du tænder for fjernsynet, radioen eller går forbi et prisskilt. Alt det er jo i bund og grund manipulation, forklarer Johny Sårde.

I Forbrugerrådet Tænk er man på ikke enig med Audiowise-direktøren. Lydbrandingen adskiller sig fra anden markedsføring ved ikke at være visuel:

– Forskellen er, at du i traditionel reklameskiltning illustrerer din markedsføring. Det problematiske er, hvis forbrugernes underbevidsthed påvirkes i det skjulte, og der skabes et misvisende billede af en vares kvaliteter, fastslår Jakob Steenstrup.

Forbrugerrådet Tænk er en interesseorganisation uden mandat til at udstede påbud. Ansvaret for at føre tilsyn med erhvervslivet ligger hos Forbrugerombudsmanden.