
Foto: Ida Lilhammer Karlsen
Det er ikke gået manges næser forbi, at Dansk Folkeparti har haft et historisk godt folketingsvalg. Ifølge en måling fra Danmarks Radio har partiet i Frederikssundkredsen formået at få 14,5 procent af alle stemmerne kun overhalet af Socialdemokratiet. Dette svarer til en stigning på 10,4 procent ud fra Danmarks Statistik beregninger.
Hvad denne fremgang blandt andet skyldes, er ifølge Gert Løfgren, Folketingskandidat fra DF opstillet i Nordsjællands Storkreds, at partiet er lykkedes med at nå de unge, og at borgerne i kommunen kræver tryghed. En tryghed, som DF kan give dem, mener han.
En stigning blandt de unge
Men det er netop de unge vælgere, der har været med til at påvirke valget, siger Gert Løfgren i et interview.
– DF lå jo lige omkring én procent af de unge vælgere før valget, men efterfølgende er det bare steget og steget. Vi har faktisk fået omkring syv procent flere unge mennesker ind, som stemmer på os nu, siger Gert Løftgren.
Og for de unge vælgere i nærområdet er der især én ting, der gælder ifølge DF’eren – udlændingepolitikken.
-Jeg stod i går og snakkede med nogle unge piger. De var gået ind i Dansk Folkeparti på grund af udlændingepolitikken, forklarer han.
Dansk Folkeparti har også været ude på kommunens gymnasier for at afholde paneldebatter med eleverne. Debatter som er med til at vise en tendes blandt de unge stemmer.
– 22 procent af de der går på gymnasiet i Frederikssunds Kommune stemmer DF, siger Gert Løfgren og tilføjer
-Før i tiden var det de Radikale eller Liberal Alliance, der vandt
“Folk vil have tryghed”
Særligt ordet tryghed går igen når Gert Løfgren sætter ord på, hvorfor Dansk Folkeparti netop nu møder en massiv fremgang.
-Folk vil have tryghed. De vil ikke have alle de der udenlandske kriminelle. De unge piger vil gerne kunne gå til fester uden at være bange for at blive voldtaget eller overfaldet, slagsmål og knivstikkeri, siger Gert.
Men om Gert Løfgren personligt har mødt borgere, der har oplevet de konkrete sager, han beskriver, og som førte til en stemme på DF, er det korte svar nej. I stedet forklarer han det som et udtryk for en generel folkestemning i kommunen.
-Det er mere noget, vi kan mærke, der sker derude, siger Gert Løfgren.
Men tryghed er ikke ens for alle
Men når et Folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti som Gert Løfgren taler om tryghed, skal det forstås på en bestemt måde, mener Eva Sørensen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.
Hun siger, at DF skaber en oplevelse af tryghed blandt deres vælgere ved at “ville lukke Danmark om sig selv” – en måde at appellere til bestemte vælgergrupper på.
-De (DF) kobler tryghed til noget, der handler om at lukke Danmark om sig selv i forhold til omverdenen. Og det er der jo nogen, der føler tryghed ved. Det appellerer til nogle borgere og typisk måske dem, som måske ikke er så veluddannede, og som føler sig mest truet af store forandringer.
– Det er mere, hvordan de siger, de vil skabe tryghed, og hvad det er for en måde, de siger, de vil skabe tryghed på, som appellerer til nogle. Det harmonerer så også rigtig godt med deres udlændingepolitik, forklarer Eva Sørensen.
Fremgang betyder ikke regering
På trods af at Dansk Folkeparti er gået markant frem, tror Gert Løfgren alligevel ikke på, at regeringen ender med at blive blå.
-Vi får nok heller ikke en blå regering denne her gang, som det ser ud lige nu, siger han.
Dansk Folkeparti ønsker ikke at gå i regering med Moderaterne, hvilket kan afgøre, hvor flertallet ender. Et flertal, som, ifølge Gert Løfgren, formentlig ikke ender med at blive blåt. Alligevel vil partiet fortsat kæmpe for kommunen og resten af landet på trods af ikke at sidde i regering, forklarer han.
-Vi sætter danskerne først, og så skal vi gøre noget ved tingene. Vi snakker ikke bare og lover en hel masse, men vi vil gerne gøre noget ved det, siger Gert Løfgren.
Sådan gjorde vi:
Ideen opstod da journalisten ønskede at undersøge, hvorfor Dansk Folkepartis popularitet var steget markant under dette Folketingsvalg. Journalisten Gennemførte et længere interview med Gert Løfgren, og snakkede derudover med ekspertkilde Eva Sørensen.