Rigtig mange unge står uden en bolig. Det kan være svært at finde noget i særligt de store byer. Det fortæller Henrik Løvig, der er administrerende direktør for Boligportalen. Det gælder især også, hvis man vil have noget, der ligger tæt på studiet.
– Noget af det vigtigste er at give sig selv så gode kort på hånden som muligt, fortæller Henrik Løvig.
Derfor er der her fem gode råd til, hvordan boligprocessen kan gøres hurtigere.
1. Skriv dig op hos boligsider
Fordi det kan være svært at finde noget i de store byer, er det en god idé at skrive sig op hos de forskellige boligsider.
– Der er rigtig mange, der får en bolig på denne måde, fortæller Henrik Løvig.
Af boligsider er der blandt andet boligportalen.dk og boligbasen.dk. Der er også mulighed for at skrive sig op til både ungdomsboliger og kollegier.
2. Søg udenfor centrum
Det er en god idé at søge udenfor centrum. Der er mange, der gerne vil bo centralt, hvilket betyder, at det kan være svært at finde noget. Samtidig gør det også, at priserne er højere.
Derfor kan det hjælpe at udvide horisonten:
– Søger man i København, kan det være en fordel at søge lidt ud. For eksempel Brønshøj, Vanløse og lignende. Det er billigere, og det er også nemmere at få noget derude, for der er ikke ligeså mange, der søger, siger Henrik Løvig.
En mulighed som John Andersen, der er Professor i Institut for Miljø, Institut og Samfund på Roskilde Universitet, også nævner:
– Selvom folk godt vil bo i København, kunne de jo tage et år i Albertslund lige til at starte med. Der er jo gode muligheder for offentlig transport.
Man kan være kreativ på internettet. Der har været en, der oprettede en hjemmeside som boligsøgende, som folk kunne besøge og dele. Han fik en bolig ud af det.
Henrik Løvig, administrerende direktør hos Boligportalen
– Lav en hjemmeside og gør opmærksom på dig selv.
– Læg et videoklip på Youtube
– Meld dig ind i boliggrupper på sociale medier
3. Gør jer synlige
Noget studerende kan gøre, der kunne have en effekt på langsigtet basis, er at gøre sig synlige;
– Det gælder om selv at komme med løsningsforslag til boliger til politikerne. Simpelthen gå sammen om sagen, siger John Andersen.
Han opfordrer samtidig studenterråd og lignende til at gå sammen og lave kampagner for at få flere boliger til rådighed.
Læs også: Unge venter i uvished på akut bolig
4. Brug dit sociale netværk
Når der skal findes en ny bolig, kan det være en fordel at supplere søgningen med at bruge de sociale medier. Både Facebook, Twitter, Instagram og hvad man ellers kan finde af muligheder, fortæller Henrik Løvig:
– På de sociale medier kan opslag blive delt lynhurtigt.
Derudover er der flere sider på Facebook, man kan melde sig ind i. Eksempelvis har gruppen ’Ledige boliger i København og omegn’ 3.144 følgere. ’Ledige boliger i Aarhus’ har 1.124. Disse er blot nogle få af mange, der dukker op, hvis søgefunktionen på det sociale medie bliver taget i brug.
5. Vær kreativ
At følge de første fire råd er en god start. Dog er der også store muligheder i selv at finde på noget kreativt:
– Man kan være kreativ på internettet. Der har været en, der oprettede en hjemmeside som boligsøgende, som folk kunne besøge og dele. Han fik en bolig ud af det, siger Henrik Løvig.
Han fortæller desuden om et andet tilfælde, hvor en ung fyr tog en lidt mere alternativ løsning i brug:
– Der har været en, der har lavet frivilligt arbejde i et år. Han skulle fra Odense til København hver dag, Den tid han sparede på transport, ville han bruge på frivilligt arbejde. Den i hans netværk der gav ham den afgørende hjælp, i forhold til at finde en bolig, måtte bestemme, hvad det arbejde skulle gå ud på.
Et andet kreativt alternativ er at udfolde de kunstneriske evner. Det kan blandt andet være ved at bruge sangstemmen. Noget denne unge fyr fra Kolding gjorde, da han lagde et klip op på Youtube for to måneder siden. Efterfølgende har han skrevet “Boligen er i hus – tak!” som tilføjelse til titlen.