
Foto: Per Feder, NG21.
Kvinderne er for længst kommet ud på arbejdsmarkedet – men indenfor iværksætteri er det stadig mændene, der dominerer i Furesø. Kun 25% af iværksættere i Furesø er kvinder, og det følger det nationale gennemsnit.
Hvert år udgiver konsulentvirksomheden IRIS Group, i samarbejde med Danmarks Statistik, en rapport, som tager temperaturen på erhverslivet i Danmark. I 2025 har rapporten særligt valgt at fokusere på kvindeligt iværksætteri på tværs af landets kommuner. IRIS Groups analyse viser, at flere kvinder afholder sig fra at blive iværksættere, da de har svært ved at finde tid til både karriere og familielivet. Samtidig oplever kvinder ofte at have mindre tiltro til egne evner, og de har sværere ved at rejse penge.
IRIS Group skriver således i rapporten fra 2025, at “Kvindelige stiftere har meget sværere end mandlige ved at tiltrække kapital fra investorer, og de betaler i gennemsnit en højere rente på deres lån i banker”.
Lotte fik selvtilliden tilbage gennem sin virksomhed
Lotte Vesterli er en af de kvindelige iværksættere i Furesø, som har valgt at tage springet. I 2012 skabte hun virksomheden Videre med livet, hvor hun gennem egne terapeutiske metoder hjælper klienter over hele verden, der har været udsat for traumer.
Det var ikke i skolen i Farum, at Lotte Vesterli fandt motivationen til at blive iværksætter. Hun fortæller, at hun blev mobbet af sin lærer og de andre elever gennem sin folkeskoletid. Gradvist mistede hun troen på sig selv. Men arbejdet med sig selv efter de mange års mobning inspirerede hende til at hjælpe andre, der står i svære livssituationer.
– Jeg havde jo enormt lavt selvværd og selvtillid. Men da jeg begyndte at arbejde med mig selv, og de metoder, som jeg efterfølgende har uddannet mig i, så begyndte der at brænde noget i mig. Jeg sagde til mig selv, det her skal jeg hjælpe andre med, siger Lotte Vesterli.
Læs også: Slut med pinlige lyde: Gymnasieelever vil hjælpe en særlig gruppe patienter med ny idé
Konklusionerne i IRIS Groups analyse om, at flere kvinder afholder sig fra at blive iværksættere, genkender Lotte Vesterli:
– Kvinder er dårligere til at sige, ‘Jeg har den her ydelse, og den er faktisk penge værd’. Mænd er bedre til at bede om, hvad de er værd, siger Lotte Vesterli.
Fakta om IRIS Groups rapport 2025
- Siden 2020 har IRIS Group udgivet et årligt indeks, der måler erhvervspræsentationer i danske kommuner
- Det årlige indeks er beregnet ud fra 20 indikatorer, som bredt vurderer kommunernes erhverspræsentationer
- Blandt andelen af kvindelige iværksættere er der færrest i aldersgruppen 18-29 år
- Kilde: Irisgroup.dk
Manglen på kvindelige iværksættere i Furesø kommune er en del af et nationalt problem
Furesø Kommune er hverken bedre eller værre til at skabe gode betingelser for kvindelige iværksættere end resten af landets kommuner. På Sjælland klarer Gribskov kommune sig bedst. Her er 33% af kommunes iværksættere kvinder. I bunden ligger Ishøj, hvor kun 18% af iværksætteriet er drevet af kvinder.
Ifølge Peter Kofler, som er bestyrelsesformand i Danske Iværksættere, kan det være vanskeligt for den enkelte kommune, at skabe en større andel af kvindelige iværksættere. Danske Iværksættere er en organisation, som repræsenterer og fremmer danske iværksættere.
– Manøvrerummet er relativt lille for kommunerne i forhold til at løse den kønsmæssige skævhed inden for iværksætteri. For eksempel er der ikke et særlig stort fokus på iværksætteri i folkeskolens fagmål, og det er noget, som skolerne i den enkelte kommune kan have svært ved at ændre på, siger Peter Kofler.
Ifølge ham skal man betragte den kønslige ulighed i iværksætteri som et nationalt og strukturelt problem. Det er derfor i første omgang ikke den enkelte kommune, som skal løse problemet.
– De lande, der har lykkedes med at flytte noget på kvindeligt iværksætteri, de har taget den hårde værktøjskasse frem. Her har man valgt at lave en kvotefordeling mellem kønnene af kapital, siger Peter Kofler.
At lave en kvotefordeling mellem kønnene betyder, at man reserverer en bestemt andel af de penge, som investeres i virksomheder, til kvindeligt etablerede eller ledet virksomheder.
Iværksætteri starter med de unge
Furesø kommune har dog mulighed for at påvirke den kønslige ulighed, ved at skabe aktiviteter, der motiverer unge piger til at blive iværksættere:
– Kommuner kan gøre noget i forhold til at lave nogle aktiviteter for de unge. Det er typisk, når man bliver teenager, at forskellen mellem, hvad drengene gerne vil og hvad pigerne gerne vil, opstår, siger Peter Kofler.
Niels Bjerre Degn (S), som er næstformand for Beskæftigelse og Erhverv i byrådet, anerkender, at fordelingen mellem kønnene bør være mere lige blandt iværksættere i Furesø.
– Ligesom i alle andre dele af vores samfund så bør fordelingen jo være 50/50 mellem kønnene i Furesø”, siger Niels Bjerre Degn (S).
Men ifølge ham er det svært at pege på, hvad man konkret kan gøre i kommunen for at ændre på statistikken foruden at støtte de initiativer, som skolerne faciliterer i samarbejde med Furesø Kommune. Indtil 2022 har Furesø Kommune som intiativ afholdt det årlige Furesøs Innovationsprojekt, hvor 6. og 7. klasses elever har udviklet og innovative løsninger til lokale virksomheder.
– Det er svært at sige, hvad man skal gøre ved det. Vi er ligesom alle andre kommuner presset på økonomien. Men det er ikke, fordi jeg synes, at det er noget, man ikke godt kunne prioritere. Det er bare ikke noget, vi lige har snakket om i byrådet, siger Niels Bjerre Degn.
Læs også: Kirke vil pege på at kvinder har en central rolle i Bibelen
Det er svært at spå om fremtiden indenfor dansk iværksætteri, men kvindelige iværksættere er et vigtigt tema at tage fat i, mener Peter Kolfer:
– Hypotesen er jo, at der er rigtig meget potentiale, vi mister, fordi vi ikke har blikket på kvinder, siger Peter Kolfer.
Sådan gjorde vi: Journalist læste om udgivelsen af rapport over dansk erhvervsliv på Sjællandske Nyheder. Herefter ville journalist gerne undersøge forholdene for kvindelige iværksætteri i Furesø Kommune. Begge interview er foretaget telefonisk.