Hvor er beskyttelsesrummene? Folk ønsker svar, men kommunen må vente

Fotograf: Thomas Rahbek
Kronborgs kanoner klargøres til salut.
Fotograf: Thomas Rahbek

Flere borgere i Helsingør ringer i disse uger til kommunens beredskab for at få svar på, hvor det nærmeste beskyttelsesrum ligger.

Men selvom kommunen har 48.498 pladser i sikrings- og beskyttelsesrum, bliver de ikke klargjort.

Staten har nemlig endnu ikke givet besked, oplyser kommunens beredskabschef til NetAvisen.

– Der er borgere, der ringer og spørger. “Hvor er mit nærmeste beskyttelsesrum?” Det kan jeg ikke svare entydigt på. Det afhænger af, om man er derhjemme, på arbejde eller ude og handle. Derfor er det ikke sikkert, det er det samme beskyttelsesrum, forklarer Jesper Ingeman-Petersen, der er beredskabschef i Helsingør Kommune.

– Og generelt kan jeg ikke oplyse det, fordi rummene ikke er klar til brug, siger han.

– I Helsingør Kommune har vi 48.498 pladser. Vi gør ikke noget for at gøre dem klar. Der er ikke truffet nogen beslutninger og derfor er vi status quo.
Jesper Ingeman-Petersen, beredskabschef i Helsingør Kommune.

Ifølge Danmarks Statistik bor der 63.953 personer i kommunen. Det betyder, at der ikke er plads til alle borgere, hvis en krisesituation skulle opstå.

Uklart svar til borgerne

Uenighed om antallet af pladser

En tidligere opgørelse fra Folketinges Forsvarsudvalg angav, at der er 57.160 pladser i sikrings- og beskyttelsesrum i Helsingør Kommune.

Det tal genkender Helsingørs beredskabschef imidlertid ikke.

– Vi har 48.498 pladser i sikrings- og beskyttelsesrum. Men der er ikke truffet nogen beslutninger om at gøre dem klar, og derfor er vi status quo, siger Jesper Ingeman-Petersen.

Uoverensstemmelsen i tallene efterlader borgerne i uvished om, hvor mange der reelt er plads til i tilfælde af en nødsituation.

Staten skal give besked

Det er ikke Helsingør Kommune, der beslutter, hvornår rummene skal gøres klar.

Det ansvar ligger hos staten, påpeger beredskabschefen.

– Det er ministeriet (Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, red), der skal komme og sige, at nu forventer vi, der kommer krig, og i skal klargøre jeres sikring- og beskyttelsesrum. Vi får så en periode til at gøre det, forklarer Jesper Ingeman-Petersen.

– Derfor kan rummene også bruges til andre formål i mellemtiden, siger han.

Minister: “Opfordrer til, at kommunerne ikke nedlægger beskyttelsesrum”

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), har endnu ikke givet instrukser om at klargøre beskyttelsesrum.

Til gengæld fraråder han, at kommunerne nedlægger dem. Det oplyser han i et skriftlig svar, som er sendt til flere medier, heriblandt NetAvisen.

– Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at der er nogen, der aktivt nedlægger beskyttelsesrum i den nuværende situation, lyder det fra ministeren i det skriftlige svar.

Læs også: Ukrainske flygtninge til danskerne: ”Alle skal forstå at 3. verdenskrig er startet”

Han påpeger videre, at ministeriet er i gang med et “analysearbejde i forhold til beskyttelsesrum, og derfor opfordrer jeg til, at man tænker sig grundigt om, inden man på nuværende tidspunkt aktivt nedlægger beskyttelsesrum”, fremgår det af den skriftlige udtalelse.

Ministeren understreger desuden, at der er en “god dialog” mellem Ministeriet for Samfundssikkerhed og beredskab og Kommunernes Landsforening “i lyset af det aktuelle trussels- og risikobillede”.

Fakta om sikrings- og beskyttelsesrum

  • I fredstid kan beskyttelsesrum og sikringsrum benyttes til andre formål, fx til opbevaring, musikøvelokale mv. Benyttelsen må ikke forringe rummenes brugbarhed som beskyttelsesrum.
  • Beskyttelsesrum og sikringsrum dækker alle typer af forstærkede rum, hvis formål er at beskytte befolkningen mod luftangreb mv.
  • Ansvaret for de offentlige beskyttelsesrum ligger hos den enkelte kommune.

Ingen akut trussel – men bekymringer vokser

Den 9. februar 2025 præsenterede Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en opdateret vurdering af truslen mod Rigsfællesskabet. Her fremgår det, at der på nuværende tidspunkt ikke er en trussel om et regulært militært angreb på Rigsfællesskabet.

Det fremgår dog, at den militære trussel fra Rusland vil stige over de kommende år.

Sådan gjorde vi:  Journalisten har fået indsigt i sikrings- og beskyttelsesrum i Helsingør Kommune og interviewet beredskabschefen i Helsingør Kommune. Ministeriet for Samfundsikkerhed og Beredskab har sendt et skriftligt svar til NetAvisen.