Hvor meget selvbestemmelse har de ældre over deres sygdomsbehandling?

Foto: Kathinka Sonne Olsen

I Frederikssund Kommune vil de ændre på nuværende status, hvor den ældre oftest får besøg af en sygeplejerske i eget hjem, i tilfælde af sygdom. Det er en del af en ny budgetaftale mellem kommunen og regeringen fra 2025-2028, som skal give bedre flow i sygeplejen, skriver Slangerup Nyheder d.23. marts 2025.

Dette skaber debat, da både Seniorrådet i Frederikssund og Ældresagen er bekymrede for, at de ældre ikke får den samme trygge sociale kontakt på en klinik. Det skyldes, at det med stor sandsynlighed ikke er den samme behandler, de ældre bliver mødt af på en klinik, som det ville være ved et besøg i hjemmet.

– Løsningen er at skabe et tillidsforhold til den ældre gennem en visitator eller en anden fra kommunen, der kan gøre den ældre mere fortrolig med systemet, siger Peter Møller, formand for Seniorrådet i Frederikssund Kommune.

Forklaringen fra kommunens side, lyder fra Maibrit Møller Nielsen (Æ), medlem af Omsorg- og ældreudvalget i Frederikssund Kommune:

– Det er ligesom mange andre steder svært at rekruttere nok sygeplejersker. Nu bliver de ældre så automatisk henvist til en sygeplejeklinik. Det er man i sin gode ret til at takke nej til, men når det vurderes, at det ville være godt for dem, får de tildelt det, siger hun.

Peter Møller ville dog foretrække, at de ældre ikke opfordres til at tage hen på en klinik, men får det som et tilbud.

– De ældre tør nærmest ikke andet end at tage på en sygeplejeklinik, hvis de får det tilbudt – ellers er de bange for, at de slet ikke får nogen behandling, siger han.

Vil ikke være til besvær

Peter Møller har stor indsigt i ældreområdet, da han ofte omgås med ældre i sociale sammenhænge.

– Jeg ved, at flere ældre har råbt op om hjælp, uden at det er blevet lyttet til – de får bare at vide, at de må kontakte egen læge eller ringe 1812. Mange ældre tænker, at de ikke vil være til belastning for systemet, og så ender de med bare at tage en panodil mere, siger han.

For Ældresagen er det også vigtigt, at de ældre selv er med til at bestemme. At de oplever sygeplejeklinikkerne som et tilbud eller en mulighed – ikke noget, nogle andre beslutter for dem, fortæller Mirjana Saaby, chefkonsulent og ansvarlig for det sundhedspolitiske område hos Ældresagen.

– Det er altafgørende, at den ældre med behov stadig kan få tilbudt en sygeplejerske i eget hjem, siger hun.

Maibrit Møller Nielsen forsikrer, at det er vigtigt, at der er en ordentlig faglig vurdering af, hvem der får brug for klinikkerne og tilføjer, at der er godt udstyr på sygeplejeklinikkerne, som derfor kan give de ældre bedre behandling.

Den sociale kontakt

Peter Møller mener også, det er vigtigt, at den ældre ikke tvinges ud i en sygeplejeklinik, da den sociale kontakt ikke er den samme på en klinik, som ved besøg i eget hjem.

– Jeg får gang på gang at vide, at det er så vigtigt med den sociale kontakt. Derfor tror jeg, at det er rigtig vigtigt for den ældre at blive set regelmæssigt af det samme personale.

Ifølge Maibrit Møller Nielsen, er det netop vigtigt, at de kigger på dette tiltag i kommunen for at gøre sygeplejeklinikkerne mere attraktive.

– Vi skal sikre os, at det er velkendt og trygt, og at den ældre bliver taget godt imod af det samme personale hver gang, siger hun.

Maibrit Møller Nielsen foreslår, at Frederikssund skal have en ældrevejleder, som kan styrke samarbejdet mellem kommunen og de ældre, og hun vil gerne indføre spørgeskemaundersøgelser, der skal tjekke op på, om de ældre faktisk føler sig trygge på sygeplejeklinikkerne.

Der er endnu ikke nogen sygeplejeklinikker i Frederikssund, der har været interesserede i at fortælle om, hvordan behandlingen foregår på en sygeplejeklinik.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt et nyhedsbrev på Slangerupnyheder.dk. Derefter kontaktede journalisten kilderne via telefon.

Leave a Reply

Your email address will not be published.