Ishøj har den ”dårligste sundhedsprofil i kongeriget”

I Ishøj Kommune kæmper de med at reducere rygning. Modelfoto: Thamea Zulu

Der pulses og ryges i Ishøj.

Faktisk er Ishøj endnu engang den kommune i regionen, hvor rygning er mest udbredt. Det viser nye tal fra Region Hovedstadens Sundhedsprofil 2025, som er en regional og kommunal måling over borgernes sundhed, der udkommer hvert fjerde år.

Kommunens borgere scorer også lavt på en række andre sundhedsområder i sundhedsprofilen.

Ole Beckmann (V) er formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Ishøj Kommune og har fulgt udviklingen i mange år:

– Alle de år, jeg har siddet i byrådet, har kommunen ligget i bunden som den dårligste sundhedsprofil i landet, siger han.

Ole Beckmann peger på borgersammensætningen, når han skal forklare, hvorfor kommunen har den ”dårligste sundhedsprofil i kongeriget”, som han kalder det.

– Vi har jo næsten ’half and half’, altså næsten 50 % borgere med en anden etnisk oprindelse end dansk. Der er en tendens til, at vi ligger relativt dårligt på områder som diabetes og overvægt, især blandt nogle af de ikke-etnisk danske borgere. Det hænger sammen med, at der i kommunen er meget lav fysisk aktivitet i fritiden. Omvendt ligger vi – sammenlignet med vores kommunes socialgruppe – bedst, når det kommer til alkohol. Det er en mærkelig udvikling, men årsagen til det er borgersammensætningen, siger han.

Social isolering

Ole Beckmann oplever, at Ishøj-borgere med ikke-etnisk dansk baggrund ikke er en del af kommunens foreningsliv, som ellers kan forbedre indbyggernes sundhed:

– De frekventerer kun tilbud med folk fra deres egen oprindelse, som han siger.

På den anden side mener han, at flere borgere i den gruppe forventer, at den kommunale indsats skal forbedre deres livssituation. Der er dog sket en udvikling med generationerne.

Flere indsatser

Fra kommunens side har man skabt en sundhedsstrategi, som har fokus på at forbedre de sundhedsområder, hvor kommunen ligger dårligst.

Det foregår blandt andet ved at forebygge den høje forekomst af livsstilssygdomme blandt kommunens indbyggere, da det er med til at forhøje Ishøjs sundhedsudgifter.

I Ishøj Kommune har man indført såkaldte boligsociale helhedsplaner i de store almene boligområder som Vejleåparken og Vildtbanegård.

Boligsociale helhedsplaner er et samarbejde mellem boligorganisationer og kommunen, hvor formålet er at løse sociale problemstillinger som arbejdsløshed, kriminalitet, lav uddannelse og dårlig trivsel for udsatte borgere.

Læs også: Fælleskab og frivillige: Idrætsforeningerne i Ishøj Kommune stortrives 

Ifølge Marie Holm Eliasen, forsker i Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF), Sektion for Epidemiologi med fokus på de regionale sundhedsprofiler, følger rygning sociale skel.

Det mener hun blandt andet kan ses ved, at Ishøj Kommune har flere borgere uden for arbejdsmarkedet i en arbejdsdygtig alder, der tjener en lavere gennemsnitlig indkomst, og som har grundskolen som deres højeste fuldførte uddannelse.

– Det bliver sværere at mindske sit rygeforbrug, når ressourcerne er få, forklarer Marie Holm Eliasen.

Rygestopkurser er vejen frem

Efter Ole Beckmann indtog formandsposten i Sundheds- og Omsorgsudvalget, er stilen blevet lagt om.

– Forebyggelse er bedre end helbredelse, forklarer Ole Beckmann om de gratis rygestopkurser, der er kommunens helt store satsning for at mindske den høje forekomst af daglige- og lejlighedsvise rygere.

Kommunen tilbyder fire gratis rygestopkurser om året. I februar måned var der 20 borgere tilmeldt kurset, hvoraf 14 borgere gennemførte forløbet. På det nuværende hold er der 10 tilmeldte.

Gratis rygestopkurser er også et tilbud i resten af regionens kommuner, hvor man tilbyder gratis rygestop kommunalt eller på apoteker.

Ifølge Marie Holm Eliasen spiller kommunen en vigtig rolle i at forebygge rygning.

Ishøj Kommune har haft et højt udgangspunkt, men tallene er faldet her, såvel som i andre kommuner.

Fakta om Ishøj

    • Ishøj Kommune ligger sydvest for København på den københavnske vestegn.
    • Kommunen har omkring 24.000 indbyggere (2025).
    • Arealet udgør 26,5 km².
    • Gennemsnitsalderen er 39,5 år.

Kilde: lex.dk

Hun mener også, at der kan gøres mere end blot at tilbyde traditionelle rygestopkurser.

– Det nytter ikke noget kun at lave rygestopkurser på dansk, hvis man har en kommune som Ishøj med en stor bestanddel af ikke-vestlige borgere, fortæller hun.

Marie Holm Eliasen mener, at højere cigaretpriser vil være et godt udgangspunkt for at mindske den sociale ulighed ved rygning. Den forebyggelsespakke, der allerede findes, er ikke tilstrækkelig, da det er her, at ”den største indsats skal gøres,” forklarer hun.

– Borgere med lav indkomst er mere prisfølsomme, så det betyder mere for dem med høje priser, og de vil derfor i mindre grad have råd til at købe cigaretter. Omvendt er borgere med høj indkomst ikke lige så prisfølsomme over for prisændringer, siger hun.

Hun mener desuden, at denne stigning også vil kunne forebygge, at unge mennesker starter.

Sådan gjorde vi: Jeg undersøgte den regionale sundhedsprofil fra 2025, som udkom i marts. Jeg gennemgik rapporten for iøjnefaldende tal og fandt frem til oplysninger om rygning og Ishøj. Herefter kontaktede jeg en forsker på området, der havde været medforfatter på rapporten, samt en regional politiker, da jeg vurderede, at begge kunne udtale sig om relevante aspekter af problematikken omkring rygning og social ulighed.

Leave a Reply

Your email address will not be published.