Susanne har frokostpause. Larmen bliver højere og højere, som hun nærmer sig frokoststuen, og den eskalerer, da Susanne træder ind i rummet. Hun får fremstammet et sagte ”Hej”, men ingen gengælder hendes hilsen. Mens tårerne presser sig på, finder Susanne et bord i hjørnet og spiser sin madpakke alene.
Udelukkelse og mobning var daglig kost for Susanne i fire år i hendes job som buschauffør. Susanne står i dag tilbage med en svær grad af angst og forhøjet blodtryk, uvidende om hvorfor det skulle gå så galt.
"Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg blev mobbet. Jeg vil så gerne vide det, for jeg har så tit tænkt på, at hvis jeg nu bare kunne gøre noget for at afhjælpe det. Men jeg ved virkelig ikke hvorfor,” siger hun.
”Jeg blev kaldt en sur kælling”
Mobningen begyndte ifølge Susanne, da hun blev valgt ind i bestyrelsen i byens faglige klub for buschauffører. Til møderne kom der hurtigt en hård tone, hvor Susanne bl.a. blev kaldt ”en gammel sur kælling."
"Jeg må have sagt dem imod på en eller anden måde, som de er blevet sure over. Det jeg prøvede at sige til møderne har ikke været noget, der var synderligt vigtigt, synes jeg. Men jeg tror, jeg mødte meget modstand, fordi nu var der lagt op til, at nu havde de fundet den syndebuk, som de åbenbart havde brug for,” fortæller hun.
Nogle af Susannes kollegaer i bestyrelsen bragte hurtigt mobningen med tilbage til Susannes arbejdsplads, og her udviklede mobningen sig til en daglig affære. Ikke mindst i den lille kaffeklub, der holdt til i frokoststuen.
”Når jeg kom ind, så blev der altid grinet meget, meget larmende. Der var ikke en, der værdigede mig et blik. Jeg hilste altid. Jeg blev ved med at hilse. Men der var aldrig nogen, der hilste på mig. Jeg blev simpelthen grinet ud hver gang,” fortæller Susanne.
Alle på Susannes arbejdsplads tog ifølge Susanne i mere eller mindre grad del i mobningen, som også blev spredt til andre firmaer.
”Dem i mit firma begyndte at snakke med de andre busselskaber rundt omkring. Når man møder en bus, så vinker man. Det er så kort kontakt, man har med hinanden i det daglige. Lige pludselig begyndte de der vink at holde op. Det er meget ubehageligt, når man kører derude og tænker hvad nu? Hvad har jeg nu gjort? Ham der har jeg ikke haft noget udestående med,” fortæller hun.
Mobningen påvirkede Susannes sociale liv
Mobningen påvirkede Susannes sociale liv meget. Hun blev indelukket og mistede tilliden til andre mennesker.
”Jeg begyndte at holde mig meget for mig selv. Jeg gik ikke med til ret meget, fordi jeg fik det dårligere og dårligere. Jeg ville helst gemme mig derhjemme hele tiden, fordi der var trygt. Når døren var låst, så var der trygt. Jeg holdt simpelthen op med at stole på folk,” fortæller Susanne
Susannes venner havde svært ved at forstå, hvad det var, Susanne var udsat for på sin arbejdsplads.
”Der var mange af mine venner, der ikke rigtig troede på det. ‘Det kan jo ikke passe, du er jo så sød,’ sagde de,” fortæller Susanne.
Derfor sagde Susanne ikke op
Susanne var i løbet af de fire år, hvor mobningen stod på, hele tiden bevidst om, at det ikke var hende, der var noget galt med.
”Jeg blev ved med at sige til mig selv, ‘det er ikke mig, der skal gå, og jeg kommer ikke til at sige op.’ For det var helt klart det, de ville. Jeg blev ved med at kæmpe. Mine kollegaer prøvede sågar at få mig fyret, men min chef sagde, at det kunne han ikke, fordi jeg passede mit arbejde,” fortæller Susanne
Susanne var også bange for, om hun kunne finde et andet arbejde, hvis hun sagde op.
”Jeg vidste ikke, om jeg kunne få et job. Nu er jeg jo ikke nogen årsunge mere. Det skulle jeg også tænke på. Jeg tænkte, jeg er nødt til at stå igennem, for vi havde en økonomi herhjemme, hvor jeg havde behov for de penge,” forklarer Susanne.
Susanne prøvede at få hjælp utallige gange. Både hos sin fagforening, sikkerhedsrepræsentant og Arbejdstilsynet. Men der skete intet.
”Alle de gange jeg forsøgte at få hjælp, sagde de, ‘lige meget hvad du gør, så skal du kunne bevise det, og det kan du ikke,’” fortæller hun.
Til sidst blev det for meget
Susanne blev mere og mere syg på grund af den daglige mobning og udelukkelse, der til sidst blev så ubærlig, at Susanne reagerede både fysisk og psykisk.
”Til sidst lagde jeg mig med feber og fik angstanfald, og så sagde min læge ‘nu stopper festen. Nu bliver du væk derfra,’” fortæller Susanne, der også stadig lider af forhøjet blodtryk på grund af mobningen.
Susanne blev derfor sygemeldt i marts 2009 og fyret seks uger efter på trods af, at det ifølge Susanne var almindelig kutyme på arbejdspladsen, at man kunne være sygemeldt i seks måneder, inden der forelå en fyrreseddel.
Susanne kører i dag bus i et af byens andre selskaber. Hun kan derfor ikke undgå at møde sine tidligere kollegaer. Susanne lider derfor også stadig af den angst, der startede, da hun blev mobbet.
”Jeg er altid bange. Jeg har været meget, meget ked af, at være alene, og det er 100% sikkert på grund af den chikane, jeg har været udsat for. Jeg tør ikke vende ryggen til dem i dag. Der er stadigvæk en flok, som ikke giver op derude. Jeg har været ude for, at en af dem en dag kom kørende, mens jeg kom gående, og det var centimeter, der var fra sidespejlet til mit hoved, da han kørte forbi mig med fuld knald,” fortæller Susanne.
Angsten gør også, at 62-årige Susanne i dag ikke kan lide at være alene hjemme.
”Jeg er meget utryg, når min mand ikke er hjemme. Jeg har en angst altid, og det har jeg haft lige siden,” fortæller hun.
Susanne forstår den dag i dag ikke, hvorfor det skulle gå så vidt.
”Jeg forstår det virkelig ikke. Jeg har været i branchen i 32 år. Mobningen startede først, da jeg kom i bestyrelsen. Før kom vi også sammen privat. Det var mennesker, der fra den ene dag til den anden vendte sig om på på en tallerken,” siger Susanne