Af Casper Schomacker, Chanice Black og Sofie Lykke Pedersen
Køen er lang, da klokken slår otte på den blæsende efterårsdag, tirsdag d. 1. november. Himlen er grå, og bladene ligger som et tykt tæppe på vejen og fortovet. Over hele landet summer valgstederne, når danskerne skal sætte deres kryds, som sammensætter Danmarks næste Folketing. Uden for Holte Skole vajer to danske flag i efterårsvinden foran indgangen til et af de lokale valgsteder, som er sat op i skolens gymnastiksal.
Men hvad er egentlig Holtes prioriteringer til dette valg? Eksempelvis ved valgstedet på Grünersvej i Holte.
Læs også: Kæmpe pop-op-redaktion: 40 journalistspirer dækker valg fra en række kommuner
Hver stemme tæller
Her er der ingen tvivl.
– Det er en borgerpligt, lyder det prompte fra Lis Greenfort, som er en af de mange borgere, der er taget ned for at stemme.
Kirsten og Peder Harboe deler samme holdning:
– Man kan jo ikke brokke sig, hvis man ikke stemmer, lyder det fra Peder og hans kone, der har været særligt optagede af partiernes holdninger til klima- og udlændingepolitik.
Mette Frederiksen og coronahåndteringen i fokus
Vi har talt med Susanne Movin, der stemmer Socialdemokratiet. Det gør hun på baggrund af unge, psykiatri, klima og sundhedsvæsenet.
– Jeg har prøvet at stemme, så det generer Lars Løkke Rasmussen (M) mest muligt, forklarer Susanne Movin med et grin.
– Jeg stoler ikke på Lars Løkke overhovedet, når man tænker på alt det, han har lavet af ulykker tidligere. Det er lidt som om, at hans vælgere har glemt det, fortsætter hun.
Hun uddyber, at den røde blyant i stemmeboksene også var et tegn på, at det var et rødt parti, som hun skulle stemme på. Hun har dog ikke været i tvivl. Mette Frederiksen har ifølge Susanne Movin håndteret coronakrisen på en god, modig og stærk måde, og hun sympatiserer med den nuværende statsminister.
Sådan har alle det ikke.
En anonym vælger fortæller os, at hun tværtimod har stemt med håb om at få en ny statsminister:
– Det, der har været mest vigtigt for mig, er at finde en statsminister, som overholder loven. Den største prioritet for mig er at komme af med Mette Frederiksen, for jeg synes, at hun har overskredet grænserne for, hvad man kan gøre som statsminister. Det er så grotesk, rent juridisk, at hun som statsminister kan få lov at nedlægge et helt erhverv. Det er jo sådan noget, man gør i bananrepublikker.
Blandt flere af dem vi talte med, var det Venstre, der vandt deres kryds. Blandt andet Lis Greenfort og hendes mand, Torben Østergaard Greenfort, der altid har stemt Venstre. I år er ingen undtagelse.
– Det er ud fra ideologien. Det er den måde, de gerne vil have, at vi har frihed til selv at vælge, fortsætter Lis Greenfort.
Hun understreger, at det vigtigste for hende er friheden og muligheden for at passe sine egne børn, når de er små i stedet for at sende dem i institution.
Læs også: Lagde du mærke til demokratiets usynlige helte?
Palle Jeppesen fortæller, at han stort set altid stemmer det samme. Det har han også gjort denne gang. Men de vigtige områder for ham er økonomi, forsvaret og sundhedssektoren, herunder hospitaler og især psykiatrien, fordi hans kone arbejder i denne. Han fortæller desuden, at han har stemt på Sofie Løhde (V), og at det for ham er meget vigtigt at stemme. Han fortæller grinende, at han aldrig kunne finde på at stemme på de små partier.