Cecilie Jensen vågner om morgenen og føler sult. Hun spiser et stykke toastbrød med pålægschokolade og løber en tur på tre kvarter. Bagefter tager hun 100 mavebøjninger, 100 armbøjninger og laver 100 squats. Så sover hun to til tre timer på sofaen og står oftest op og spiser frokost. En krydderbolle med chokoladepålæg eller ost: En skive på hver halve. Efter frokost går hun en tur på fire timer. Hun når lige at komme hjem før sin kæreste.
– Da det var sommer, så havde jeg også altid en god grund til at spørge min kæreste, om vi ikke skulle tage ud at gå eller cykle, når vi havde spist aftensmad. Han vidste ikke, hvad det hele gik ud på, men da han er glad for at bevæge sig, så fik jeg ham oftest med på min idé, fortæller Cecilie Jensen om en typisk afslutning på den daglige rutine, som hun gentog i tre måneder, mens hun ventede på at komme i behandling for sin anoreksi.
I 2012 ventede psykiatriske patienter i Region Hovedstaden i gennemsnit 45 dage på at komme i behandling. Cecilie Jensen var en ekstra uheldig borger – hun ventede nemlig dobbelt så længe.
– Jeg tabte mig fra 48 kg og ned til 43 kg i den periode. Da jeg endelig startede i behandling sagde en læge til mig, at hvis jeg fik en lungebetændelse, så ville det faktisk være nok til at slå mig ihjel, erindrer Cecillie Jensen. Med en højde på 170 cm var hun svært undervægtig på daværende tidspunkt.
Læs også: Rigsrevisionens notat om voksne i psykiatrien
Fik spiseforstyrrelse som 12-årig
Cecilie Jensen var kun 12 år gammel da tanker om at tabe sig begyndte at blive til handling. I dag mener hun, at hendes sygdom blev antændt, fordi hun følte, at hun var større en alle andre piger.
– Jeg sammenlignede mig med dem, jeg så i fjernsynet. Og dem, der blev kåret som de mest sexede kvinder, var oftest meget tynde modeller, og det motiverede mig til at tabe mig. Jeg begyndte at springe min morgenmad over og i skolen smed jeg tit min madpakke ud. Om aftenen nippede jeg bare til maden, fortæller hun.
Den første behandling modtog Cecilie Jensen fire år senere i 2003. I en alder af 16 år vejede hun 40 kg, og hendes læge i fødebyen Ringsted henviste hende til en privatpraktiserende psykolog, hvor hun gik i behandling et halvt år. Hun mindes, at kemien mellem hende og psykologen var dårlig, og derfor følte hun, at hendes anoreksi blev værre i løbet af terapien.
Efter det halve år hos psykologen blev Cecilie Jensen indlagt med en lungebetændelse på Holbæk Sygehus i 2003. Her kunne lægerne godt se, at der var noget galt med den spinkle 16-årige pige, og hun kom i behandling hos en psykolog på sygehusets psykiatriske afdeling for unge. I løbet af de efterfølgende fem år tog Cecilie Jensen kun tre-fire kg på, og da hun i en alder af 21 år var blevet for gammel til afdelingen, blev hun raskmeldt.
– Psykologen sagde til mig, at jeg var i bedring psykisk, og at hun ikke havde anden behandling til mig. Men jeg var langt fra rask og derhjemme fortsatte jeg, som jeg hele tiden havde gjort. Jeg kunne finde på at løbe rundt i mine forældres hus med min hund bare for at forbrænde energi, fortæller Cecilie Jensen, der på det tidspunkt var blevet færdig med sin uddannelse på handelsskolen i Ringsted.
Aldrig tilfreds
Der gik et par år før Cecilie Jensen igen valgte at søge hjælp. I 2010 henvendte hun sig for anden gang til sin læge i Ringsted. På det tidspunkt havde hun boet alene i København et års tid, hvor hun var gået i gang med at læse til handelsøkonom på Niels Brock.
– Jeg vejede mig. Drak et glas vand. Og vejede mig igen, fortæller hun om sin ageren op til eksaminer og fremlæggelser, hvor hun altid frygtede, at hun ville få dårlige resultater.
– Men jeg fik stort set altid et 12-tal. Så kunne jeg være glad for det i tre-fire timer, men så fandt jeg også altid på noget andet, som jeg ikke gjorde godt nok.
Læs også: Fra dødsdom til dagligdag
Cecilie Jensens læge i Ringsted tog den unge kvinde ind til ugentlige samtaler i et år, men uden at hun fik det bedre. Hun blev vejet før samtalerne, og selvom vægten var begyndt at gå den rigtige vej og lå på knap 48 kg, så var hun meget ulykkelig indeni.
– På det tidspunkt havde jeg en kæreste, der var meget glad for at gå i byen og ud at spise middag. Derudover tog min uddannelse ret meget af min tid, så jeg havde ikke tid til at dyrke motion og komme af med vægten.
I 2011 mødte Cecilie Jensen sin nuværende kæreste og året efter flyttede de sammen til Glostrup, hvor de bor i dag. Ved samme lejlighed skiftede hun læge, og den 21. maj 2012 blev hun her henvist til Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte, en klinik under Region Hovedstadens Psykiatri, der behandler mennesker med forskellige typer af spiseforstyrrelser.
Venter 93 dage
Cecilie Jensen var motiveret for at starte i behandling på Stolpegård. Hun vidste, at hendes eneste chance for at blive rask var at tage på i vægt. Da lægen informerede hende om, at der var ventetid, begyndte motivationen imidlertid at dale.
– Jeg tænkte, at jeg nok blev sat til at vente, fordi de ikke gad at have noget med mig at gøre. At jeg nok ikke var syg nok. Så måtte jeg hellere tabe mig noget mere, så de kunne se, hvor syg jeg kunne blive, fortæller hun om sin umiddelbare reaktion.
Præcist hvor længe Cecilie Jensen skulle vente kunne lægen ikke sige. At der skulle gå 93 dage før den udmagrede pige første gang satte sin fod på Stolpegård skulle vise sig at få en afgørende negativ betydning for hendes helbred.
I løbet af ventetiden tabte Cecilie Jensen sig fra 48 til 43 kg. Hun begyndte at tage afføringsmidler i form af piller eller væske, som hun sprøjtede op i endetarmen. En anden ting, der ændrede sig i perioden, var forholdet til kæresten.
– Jeg løj hele tiden for at skjule, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg fortalte ham for eksempel, at jeg havde forstoppelse, og at det var derfor, at jeg tog afføringsmidler, fortæller hun om ventetiden og tilføjer:
– Hele tiden hadede jeg bare mig selv for, at jeg ikke var god nok til at være spiseforstyrret, altså at jeg ikke kunne finde ud af at tabe mig endnu mere og på den måde komme hurtigere i behandling.
Den 14. august 2012 modtog Cecilie Jensen et brev med besked om, at hun skulle starte i behandling på Psykoterapeutisk Center Stolpegård den 22. august.
• Den 21. maj 2012 gav Cecilie Jensens læge i Glostrup besked om, at hun ville blive henvist til behandling. Først den 14. august 2012 modtog hun et brev fra Psykoterapeutisk Center Stolpegård med besked om at komme til en lægesamtale den 22. august.
• I 2012 ventede patienter i Region Hovedstaden i snit 45 dage, hvilket er over landsgennemsnittet på 43 dage samme år.
• I 2013 var den gennemsnitlige ventetid i Region Hovedstaden steget til 53 dage, mens landsgennemsnittet var stort set uændret.
• Ifølge udrednings- og behandlingsretten skal patienter på over 18 år maksimalt vente to måneder på første kontakt med det psykiatriske system.
• Overskrides ventetiden på de to måneder skal patienten tilbydes en tilsvarende behandling i privat regi.
Kiloene kommer stadig ikke på
Da Cecilie Jensens behandlingsforløb på Stolpegård startede var hun netop begyndt at læse husdyrsvidenskab på Københavns Universitet. Hun fulgte uddannelsen så godt sygdommen tillod hende, men i februar 2013 valgte hun at tage orlov.
– Jeg var kommet i en overvejelsesgruppe på Stolpegård. Det er en type terapigruppe, hvor deltagerne ikke er afklarede med, om de vil tage på i vægt eller ej. Jeg følte mig omvendt meget afklaret og vidste, at hvis jeg skulle være rask og have et godt liv, så skulle min vægt op, fortæller hun om det første halve års forløb på behandlingscentret.
Herefter blev Cecilie Jensen flyttet til en vægtøgningsgruppe, hvor det er et krav, at deltagerne øger vægten med 500 gram om ugen. Til at begyndte med levede hun op til det krav, men hendes psykiske helbred var efterhånden så flosset efter de mange års sygdom, at hun følte, at hun havde brug for en langt mere intensiv behandling.
På hendes eget initiativ henviste Psykoterapeutisk Center Stolpegård i slutningen af april 2013 hende til et dagbehandlingstilbud på Gentofte Hospital. Ved samme lejlighed afbrød Stolpegård den ugentlige behandling i vægtøgningsgruppen, og hun blev bedt om at vente på et brev fra Gentofte Hospital.
– At min behandling blev afsluttet uden, at jeg havde vished om, hvornår jeg kunne komme i gang med en ny, gjorde, at jeg følte mig fortabt og uhelbredelig. Jeg ringede tit til Gentofte Hospital for at høre, om der ikke snart var en plads ledig. Det fyldte alt hos mig, for behandlingen var min eneste mulighed for at komme videre, fortæller hun om perioden efter Stolpegård.
Læs også: “Er jeg normal”? Nyt teater iscenesætter unges seksualitet
Cecilie Jensens kæreste kunne ikke undgå at bemærke hendes mismod. De første fire dage efter, at Stolpegård havde afsluttet hendes behandling, spiste hun nemlig slet ingenting. På det tidspunkt havde hun fortalt sin kæreste, at hun havde anoreksi, og han tog fat i hende med den kontante melding:
– Hvis du ikke spiser, så dør du, og så kan vi ikke være sammen.
Det var de ord, der fik Cecilie Jensen til at mobilisere de sidste kræfter og holde sig oven vande til brevet fra Gentofte Hospital kom. Denne gang gik der tre uger før brevet kom og yderligere tre uger før behandlingen gik i gang.
– Hvis jeg havde vidst, hvornår jeg skulle starte på Gentofte Hospital, havde det været lettere at hanke op i mig selv, og jeg havde nok ikke haft den der følelse af, at alle var ligeglade med, hvornår jeg kom i behandling.
En bedre sommer i sigte
Den 6. juni 2013 startede Cecilie Jensen på Gentofte Hospitals Klinik for spiseforstyrrelser, hvor hun er i behandling i dag.
Fra mandag til fredag hver uge tager hun turen fra Glostrup til Gentofte, hvor hun spiser både morgenmad og frokost sammen med andre, hvis spiseforstyrrelser er alvorlige nok til, at det kræver professionel hjælp og observation på daglig basis at komme sygdommene kvit.
Lige nu står den på grove landboller og frugt til morgenmad. Den mere nærringsrige kost har hjulpet hende til at tage på i vægt og markant forbedret hendes knogler, der før behandlingen var så svage, at hun havde stor risiko for at udvikle knogleskørhed i en tidlig alder.
– Jeg har det fantastisk nu, også selvom jeg godt kan have dage, hvor jeg er utilfreds med min krop, så fylder det negative billede meget mindre. Jeg har mere energi og er blevet gladere, og så tænker jeg bare: Endelig, nu starter resten af mit liv.
I dag vejer Cecilie Jensen 59 kg og på Gentofte Hospital har de sagt til hende, at hun sandsynligvis vil kunne erklæres rask til sommer. Derefter har hun ikke tænk sig at vende tilbage til universitetet, men overvejer at uddanne sig til dyrepasser.