Johan Roos er færdig i politik

Først blev Johan Roos fyret fra sin stilling som rektor på CBS, og nu er hans karriere som alternativ politiker slut.

Først blev Johan Roos fyret fra sin stilling som rektor på CBS, og nu er hans karriere som alternativ politiker slut.

Johan Roos havde inden weekenden prominente poster som rektor for CBS og ordfører for partiet Fremtidens Danmark, som er stiftet af ugebrevet Mandag Morgen. Efter en turbulent weekend er han fyret og nu færdig som politiker.

»Politikerne lever af troværdighed, og fyringen og beskyldningen om ulovlig administration svækker hans integritet,« siger Rasmus Jønsson, ekspert i politisk kommunikation.

Han kommer ikke til at deltage i medierne, siger Erik Rasmussen, partiets politiske ordfører.

»Johan Roos får ikke gennemslagskraft i medierne, men så kan han være mere aktiv på de indre linjer. Når vi diskuterer strategiske og politiske forhold, kan han stadig deltage,« siger Erik Rasmussen.

Fremtidens Danmark er svækket
Fremtidens Danmark blev sat i verden for at ”skabe seriøs og saglig debat om de udfordringer Danmark står overfor”, som de selv udtrykker det. Partiet stiller ikke op til folketingsvalget. Men efter fyringen af Johan Roos har partiet en dårlig position for at deltage seriøst i debatten.

»Det er endnu et led i fortællingen om, at det ikke er et parti, man skal regne med i debatten,« siger Rasmus Jønsson.

Fremtidens Danmark er samlet af topchefer fra det private erhvervsliv og professorer, som er udvalgt af Erik Rasmussen personligt, fordi de skulle være særligt kompetente. Det giver nu partiet problemer. 

»Det er særligt et problem, fordi Fremtidens Danmark har slået sig op som et højpandet parti, der skulle fortælle de andre partier, hvad de skulle gøre,« vurderer Rasmus Jønsson.

Fremtidens Danmark har anklaget de andre partier for at lave blokpolitik og dermed ikke tage Danmarks problemer alvorligt. Det er positionen som et seriøst parti, sagen om Johan Roos stiller spørgsmålstegn ved.

Johan Roos bliver ikke fyret som ordfører
Erik Rasmussen vil ikke smide Johan Roos ud af partiet, fordi han insisterer på, at fyringen og beskyldningen om den ulovlige administration ikke rokker ved Roos’ faglighed.

»Han har en dyb viden og erfaring med strategiske forhold, og det har ikke noget at gøre med hans ledelses- og administrative kvalifikationer, som var årsagen til hans fyring,« mener Erik Rasmussen.

Erik Rasmussen nægter at forholde sig til beskyldningerne om ulovlig administration, da Johan Roos oprettede en privat fond ved navn CBS SIMI, som har været diskuteret i medierne de sidste dage. Ulovlighederne er ikke bevist, og derfor får det ikke konsekvenser for den fyrede rektor, konkluderer Erik Rasmussen.

Navisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Johan Roos.

Læs også
CBS’ere kræver rektor fra egne rækker

Læs også
Rektor for CBS er blevet fyret