Den søde juletid er ved at nærme sig. Julelysene tændes i de mørke eftermiddage, julemusik strømmer ud af højtalerne, og der dufter sødt af vaniljekranse og brunkager, som kan friste mange danskere.
Men det er ikke alle, der glæder sig til julen. For børn med autisme og deres forældre er de mange arrangementer og traditioner, der sniger sig ind i de ellers faste hverdagsrutiner, stressende begivenheder. Børn med autisme er særligt udsatte for at få julestress.
– Børn med autisme får nemt stress i december, da hverdagen er så anderledes fra deres almindelige hverdag, siger foredragsholder om julestress hos autister Berith Reinholt Høstrup, der til dagligt driver rådgivningsvirksomheden Sundt Selskab.
Da børn, som lider af autisme, er meget forskellige, vil det også være forskellige udfordringer og symptomer, der dukker op i juledagene.
– Der kan være mange forskellige symptomer på stress hos autistiske børn. Typisk kan man opleve, at de sædvanlige symptomer bliver yderligere forstærket, forklarer pædagogisk rådgiver på Center for Autisme Vibe Neidhardt.
Forventningens glæde stresser
Hvad er autisme?
- Autisme er en udviklingsforstyrrelse
- Børn med autisme har almindeligvis ikke et synligt handicap. Udviklingen er typisk præget af kommunikations- og sprogforstyrrelser
- Omkring en procent af befolkningen har autisme. Forekomsten er dog stigende, hvilket kan skyldes den stigende opmærksomhed på området
Kilde: Landsforeningen for Autisme
Mens flotte gaver indpakket i glitrende gavepapir og store røde sløjfer er højdepunktet for de fleste børn, der glæder sig til overraskelsen af gavens indhold, har børn med autisme svært ved at håndtere selv små overraskelser. Børn med autisme kan reagere meget voldsommere end andre børn på samme alder ved at skrige eller kaste gaven væk.
– Børn med autisme vil gerne have en forudsigelig tilværelse. Derfor kan det være svært at få gaver, der er pakket ind, da de ikke ved, hvad de skal forvente af gavens indhold, siger Berith Reinholt Høstrup.
Berith Reinholt Høstrup foreslår, at forældre og pårørende kan håndtere gave-udfordringen ved at pakke gaverne ind i cellofan, så barnet kan se indholdet, eller sætte billeder på af gavens indhold. Det kan også være en mulighed at tage barnet med på gave-indkøb.
Juleaften skal planlægges i mindste detalje
Juleaften er ofte klimaks på årets højtid, hvor vi traditionen tro spiser flæskesteg, danser om juletræet, og pakker gaver op. Det er dog ikke sikkert, at de faste juletraditioner passer til et barn med autisme.
– Det kan være en god ide, at alle ved, hvordan og hvornår gaverne gives. Barnet skal helst vide, om der skal danses om træet inden gaveuddeling, eller om der gives gaver midt på dagen, siger Berith Reinholt Høstrup, som vurderer, at det handler om, at alting pensles ud i detaljer.
Vibe Neidhardt mener også, at de fleste børn med autisme har behov for en fast rytme, så de ikke skal bruge kræfter på at forholde sig til nye indtryk. Hun mener, at man i mange tilfælde kan planlægge sig ud af julestressen.
– Autistiske børn har generelt behov for struktur, forberedelse, planlægning og forudsigelighed, siger Vibe Neidhardt.
Læs også: Ny test kan måle autisme i blodet
En god juleaften kan også betyde, at forældrene må acceptere, at barnet med autisme måske ikke deltager på lige fod med resten af familien.
– Forældrene skal have drøftet, om det er i orden, at barnet spiser på sit værelse eller foran fjernsynet, hvis vedkommende er meget stresset, siger Berith Reinholt Høstrup.
Juleaften er for de fleste danskers vedkommende den dag på året, der er flest forventninger og holdninger til, hvilket kan være svært at forene med et barn med autisme. Det er vigtigt, at juleaften foregår på barnet præmisser og ikke forældrenes holdninger til en god juleaften.
– Nogle forældre er optaget af, at det er synd for børnene, hvis barnet med autisme sidder på værelset, mens resten af familien danser om juletræet. Men forældrene må acceptere, at nogle børn foretrækker at skærme sig, også juleaften, siger Vibe Neidhardt.
En god jul for alle
Nogle autistiske børn er bange for julemanden, stresser over de mange julearrangementer eller frygter de overraskende julegaver. Derfor kan julen være et mareridt for nogle autistiske børn, der bare glæder sig til den almindelige hverdag.
– Jeg oplever mange, som har det svært, og egentlig ikke kan lide julen, og som bare glæder sig til, at den er overstået. Ikke fordi de ikke kan lide selve budskabet med julen, men fordi hverdagen er så anderledes end det normale, siger Berith Reinholt Høstrup.
Det er dog muligt at forebygge juleskrækken, hvis man planlægger alle dagene i december, så barnet med autisme præcis ved, hvad decemberdagene kan indbringe. Det kan også være en god ide, at forældrene er åbne om sit barns udfordringer.
– Det handler om at få afstemt forventningerne til jul og klæde de andre familiemedlemmer godt på, så de er bekendt med barnets udfordringer, siger Vibe Neidhardt.