Ny test kan måle autisme i blodet

I fremtiden skal autisme kunne diagnosticeres ved et lille prik hos egen læge. Foto: Flickr.
I fremtiden skal autisme kunne diagnosticeres ved et lille prik hos egen læge.Foto: Flickr.

Snart kan børn få taget en blodprøve, der kan afsløre om barnet har autisme. Det viser de indledende kliniske forsøg foretaget på drengespædbørn mellem 1 og 4 år, og her kunne blodprøven korrekt identificere autisme i cirka 80% af tilfældene. Forsøgene er foretaget af et internationalt forskerhold og udgivet i en ny forskningsrapport fra University of California.

Læs også: Når handicap giver holdånd

Blodprøvetest for autisme

– Blodprøvetesten identificerer autisme ud fra genetiske markører i børnenes hvide blodceller.

– Blodprøvetesten blev udført på i alt 220 drengebørn mellem 1 og 4 år, hvor af nogle havde autisme, mens andre blot havde normalt udviklingsbesvær.

– Blodprøvetesten, som blev foretaget over to omgange, kunne identificere børnene med autisme i henholdsvis 83% og 75% af tilfældene.

– Blodprøvetesten er stadig i de indledende, kliniske forsøg, men forskernes håb er at den skal kunne udføres som rutinetest, af normale, praktiserende børnelæger.

Kilde: University of California, San Diego Health Sciences.

Det er vigtigt at sætte tidligt ind

Hvis den endelige blodprøvetest viser sig at være så god, som de indledende studier indikerer, vil man kunne opdage autisme tidligere og mere præcist, end med nuværende observationsmetoder og psykologiske tests.

– Det ville være rigtig positivt hvis man kunne teste for autisme ved en blodprøve, ligesom man kan teste for Downs syndrom. Det vil det gøre det muligt at give barnet den rigtige omsorg meget tidligere, siger Heidi Thamestrup, formand for Landsforeningen Autisme.

Læs også: Psykolog: Aspergere har flair for IT

Hun fortæller, at selvom man allerede nu kan diagnosticere autisme hos spædbørn, opdager man ofte først autisme, når barnet er 3 til 5 år gammelt.

– Det ville være fantastisk hvis man med sikkerhed kunne opdage det tidligere, fordi at den normale forældreadfærd – de krav og forventninger en forælder har til sit barn – kan være skadende for barnet, og forårsage depression, stress og andre psykiatriske lidelser, uddyber hun.

Heidi Thamestrup understreger, at en blodprøvetest også ville være positivt for forældrene selv. Den ville være med til at eliminere den skepsis, som forældre tit bliver mødt med, når de mistænker, at deres barn har autisme.

Børn har også brug for bare at være børn

Nogen gange har barnet mest af alt brug for at blive betragtet som et barn, så længe som det er muligt
Gunnar Dalgaard, forstander på børneinstitutionen Skovbo

Gunnar Dalgaard, som er forstander på døgninstitutionen Skovbo i Skanderborg, er skeptisk overfor muligheden for en tidlig blodprøvetest. Døgninstitutionen Skovbo tager sig af børn og unge, som både har autisme og er udviklingshæmmede. Meget af institutionens arbejde handler også om at hjælpe børnene med at have tætte, voksne relationer. Det er dannelsen af disse vigtige relationer, som Gunnar Dalgaard frygter, at en tidlig blodprøvetest vil gøre endnu sværere.

– En tidlig diagnose kan gøre, at forældre forsøger at skærme barnet fra at de her enormt vigtige relationer. Det kan være bedre for barnet, hvis man ikke tænker dem som autister, og i stedet lader dem forsøge at skabe relationer, selv om de har svært ved det. Nogen gange har barnet mest af alt brug for at blive betragtet som et barn, så længe som det er muligt, siger Gunnar Dalgaard.

Diagnose skal følges op med behandling

Formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, er enig i, at relationer er vigtige for børn med autisme. Hun mener, at det handler om, at forældrene er i stand til at hjælpe børnene med, at skabe og fastholde relationer. Derfor skal en tidlig diagnose også følges op med rådgivning til forældrene og eventuelle behandlingstilbud til de børn, som har særligt store udfordringer.

– Hvis man gør det, så synes jeg kun det er til gavn for barnet at blive diagnosticeret tidligt, siger Heidi Thamestrup.