Det kan godt betale sig at lade bilen stå, hvis man skal til X-Factor finalen i Parken i aften. Og det samme gælder, hvis man bor i området eller bare er på gennemfart.
Lange bilkøer, menneskemylder og ulovlige parkeringer med p-bøder til følge. Et mareridt for bilister, der let kan blive til virkelighed, hvis de vælger at slå vejen forbi Parken i Østerbro i aften.
Det kan nemlig nemt ende i trafikkaos, når op mod 40.000 ivrige tilskuere strømmer til Parken fra alle landets hjørner for at være med, når finalen i X-Factor skydes af stablen.
Hos Center for Parkering er man bevidste om, at situationen godt kan give store trafikale problemer.
»Det er et kæmpe problem – både for dem, der kommer til byen og dem, der kommer bor i byen – fordi der ikke er parkeringskapacitet, som svaret til de arrangementer, der bliver afholdt i Parken,« siger Anders Møller, der er leder for Center for Parkering i Københavns Kommune.
Parkeringskaos
Især beboere i området kan ende med at blive ofre for aftenens trafikkaos. Tidligere har beboere i området set sig nødsaget til at parkere ulovligt i forbindelse parkeringskaos ved større fodboldkampe. Og dette kan komme til at gentage sig i aften.
»Vi kan jo ikke se, om det er beboere eller ikke-beboere, der får parkeringsafgifter, og i øvrigt må vi heller ikke gøre forskel,« siger Anders Møller.
Og det er en dum idé at parkere ulovligt i aften. P-vagter vil nemlig være talstærkt til stede ved arrangementet. I stedet bør bilister ifølge Anders Møller tage enten bus eller tog.
Lad bilen stå
Hvis man spørger Jef Pallavicini, der er trafikleder ved Arriva, er rådet også ganske enkelt: »Lad være med at køre i bil.«
I det hele taget vil området omkring Øster Allé på Østerbro blive hårdt ramt pga. den massive biltrafik. Ifølge Jef Pallavicini vil hele Øster Allé blive spærret af biler. I den forbindelse er det heller ikke sikkert, at bustrafikken går fri. F.eks. risikerer passagerer forsinkelser og problemer med linje 15, som kører forbi Parken.
Politiet bekræfter, at de vil være til stede i aften, men at de ikke har planer om at spærre området af.
Læs også:
One Response to "Kør uden om Parken i aften"